Vi nåede Hawick i et lettere hasarderet tempo. Og så gik det galt…

Af Kaj Larssen

Her er en lille historie om, hvorledes bilaterale forbindelser blandt sækkepibeverdenens aktører  udspandt sig for mange år siden. En verden, der, dengang som nu, har sine særheder med forskellige opfattelser af, hvorledes pipe bands skal ledes, lyde og udvikles, og hvad der generelt i sidste ende også betød et livslangt venskab blandt rigtig mange af deltagerne.

Det var sjovt at være en del af, og er det fortsat. At være en af de ’gamle’ er jo et privilegie i sig selv, men når man samtidig får mulighed for at ’støve fortiden af’, og kan gøre det uden al for megen korrigerende ’intervention’, er det jo en fornøjelse uden lige.

At have nået en alder, hvor man med god samvittighed kan sige til alle de andre,  ’du husker galt’ eller, ’nej, det var nu ikke helt sådan det foregik,’ og ’kan du huske dengang i…,’ og måske påberåbe sig en vis form for senilitet, hvis enderne ikke helt kan nå sammen, er en formildende omstændighed, som skal tages med et smil.

Kaj

31. august 2021

Om at blive brændt af tre gange

Vi nåede Hawick i et lettere hasarderet tempo, og skulle nu til at finde Volunteer Park, hvor The World Championship for Pipe Bands 1976 skulle foregå. Godt nok var der en del skilte der pegede i retning af, hvor det hele foregik, men der gik dog noget tid, før vi var helt sikre på, at retningen var den rigtige. På vej ned af et mindre bakkedrag kunne vi i det fjerne se, hvor pipe bands’ne skulle konkurrere. Uheldigvis så vi også en lang række Drum Majors, der netop var igang med at line op, formentlig til Dress & Deportment. Ville vi nu, på trods af al vores ihærdighed, komme for sent? Ole Johansen, som sad på bagsædet i midten, havde allerede været nervøs i dagevis, og i særdeleshed på turen ned fra Edinburgh her om morgenen. Han lignede et tilfælde til den lukkede afdeling og var det ikke fordi, han havde været i stand til at dulme nerverne med vel sagtens 15-20 Capstan Full Strength, var vi nok endt med et nervøst nedbrud. Sådan set ikke fordi Ole var alene om det – vi andre havde jo siddet i vognen med Paul Martin Holm som chauffør og tilbagelagt strækningen på lidt under en time. Ganske godt klaret med 6 personer i en 4-personers bil.

Vi var ganske enkelt for sent på den. Og havde det ikke været fordi vi om morgenen, hvor Paul Martin og jeg skulle afhente en lejet bil, blev præsenteret for, at den bil vi havde reserveret til 6 personer, alligevel ikke var til rådighed, så var det ikke sket. Alternativet var en lille Ford Cortina, som vi valgte at tage som eneste mulighed.  Tilbage til vores B&B i Newington, hente de øvrige og samtidig også skændes lidt om, hvem der skulle sidde hvor i bilen på den begrænsede plads. Endelig afsted. Og her var vi så ved målet og kunne se, at alle Drum Majors var ved at line op. Noget måtte gøres. Vi fik hurtigt fordelt de forskellige gøremål blandt os – undtagen Ole, der jo var den person, det hele drejede sig om. Ole skulle deltage som Drum Major og stille op for White Hackle Pipe Band. Vi fik endelig parkeret bilen på en lille bakketop – måske ikke helt efter de retningslinjer, der var opstillet, men trods alt således at Paul Martin som det første kunne få fat i en repræsentant for konkurrenceledelsen og forklare vores forsinkelse med en punktering undervejs. Imens blev Ole klædt om til Full Dress stående omme ved bilens bagagerum. Vi havde aftalt, at hver af os tog forskellige dele som ansvarsområde således, at det ikke skulle tage mere end nogle ganske få minutter at få Ole gjort ’kampklar’. Finn Jørgensen skulle sørge for hovedbeklædning, Bjarke Breyt Sørensen tog hosetops, flashes, gamacher og sgian dubh, Stig Breyt Sørensen tog sig af kilten, og jeg tog mig af doublet og plaid. Stig og Ole var nok ikke helt på bølgelængde på dette tidspunkt, da Stig undervejs fra Edinburgh var blevet brændt af en af Oles cigaretter. Ole havde siddet på bagsædet i midten og røget den ene cigaret efter den anden. Ved en lejlighed havde Ole så smidt sit cigaretskod ud af vinduet. Uheldigvis fløj nogle af gløderne ned af nakken på Stig, som sad kilet fast på forsædet mellem Paul Martin og mig. Stig kunne rent faktisk ikke røre sig og fik adskillige små brændemærker på ryggen, hvilket afstedkom en række udbrud fra Stig med et vokabularium, som ikke skal gengives her.

Paul Martin kom tilbage og fortalte, at dommerne til Drum Majors Contest havde lyttet til hans rørende og nervepirrende historie om vores fortrædeligheder undervejs fra Edinburgh, og at Ole kunne stille op til Dress & Deportment, som var den første disciplin for Drum Majors.

Dagen var reddet.

Vi efterlod Ole blandt alle de øvrige deltagende Drum Majors og fortsatte hen til tribunen, hvor Grade 2 og 1-konkurrencerne for pipe bands skulle foregå. Til vores store overraskelse var der ikke én plads på tilskuerrækkerne ledig. Noget måtte der gøres. Stig var sådan set en slags fotograf og Bjarke og Paul Martin havde styr på lydoptagelser og den slags. Finn skulle så assistere mig da vi var nødt til at henvende os til Scottish Pipe Band Associations præsident, Bob Nichol. Jeg havde i 1976 bl.a. det hverv at være præsident for Scandinavian Pipe Band Association og brugte naturligvis mine akkreditiver til at udvirke, at vi kunne færdes uhindret inden for diverse afspærringer og naturligvis efterfølgende også i VIP-teltet.

Således fik vi alle en række velfortjente oplevelser hen over eftermiddagen med masser af fremragende pipe bands, snak med bandfolk fra forskellige bands og en masse venner og bekendte. Ole havde i mellemtiden færdiggjort sin del i Drum Majors Contest, og alle hyggede sig og afventede resultaterne for hele arrangementet hen på dagen.

Sidst på dagen mødte vi så Bente og Bob, som vi derefter lavede en aftale med om at mødes i Edinburgh på Lothian Road, hvor vi kunne få noget at spise. Bente og Bob ville køre lige efter præmieoverrækkelsen var begyndt for at undgå at sidde i en timelang kø. Vi besluttede at gøre det samme således, så vi også kunne nå at komme hjem til vores B&B, inden vi skulle i byen.

Således let om hjertet og i muntert humør satte vi os ind i vores lille lejede bil. På hjemturen var det Finn, der skulle køre. Det var vi alle helt fortrøstningsfulde med, da han jo var tidligere kampvognkører. Så 6 mand ind i bilen, og naturligvis skulle vi den hurtigste vej hen til udkørselsvejen. Det betød, at vi kørte ned af den lille bakke, vi holdt på, hvilket fik den konsekvens, at bilens kofanger satte sig fast i grønsværen. Finn fandt bakgearet og forsøgte at få bilen tilbage op ad skråningen. Det lykkedes ikke. Vores lille Cortina var ingen kampvogn. En politibetjent, der stod i nærheden, fattede interesse for Finns forsøg og kom hen til bilen. Vi indså, at vi nok var nødt til at lette bilens vægt og steg ud for at få den til at makke ret. Betjenten konstaterede tørt, at ”sådan går det når 6 personer sætter sig ind i en 4-personers bil og forsøger at slippe uden om køen”. Vi nåede hjem til vores B&B og kom ud og spise med Bente og Bob, hvilket var rigtig hyggeligt.

De næste par dage var overladt til hver enkelt, hvor Ensign Ewart blev omdrejningspunktet og samtidig mødestedet, når eftermiddagen fordrede en pint øl eller to. Et par stykker af os havde benyttet lejligheden til at aflægge Scottish Pipe Band Association i Washington St. i Glasgow et besøg for at høre resultaterne fra verdensmesterskaberne. På hjemturen fra Glasgow blev der medbragt en underlig lang kuffertlignende genstand, som viste sig at indeholde en mace. Kufferten blev bragt til vores B&B, hvor vi alle betragtede indholdet. Ole fattede naturligvis straks interesse for macen og spurgte interesseret, hvor den var kommet fra. Paul Martin fortalte, at det var en mace, som Karsten Smith havde bestilt. Karsten var på det tidspunkt Drum Major for Heather Pipes & Drums og således konkurrent til Ole, som jo var Drum Major for White Hackle Pipe Band. Som aftenen gik ytrede Ole mere og mere intenst, at en sådan mace var jo en fuldstændig umulighed at gå med. Ikke nok med, at den var grim, den var også tung, og så var der ingen ordentlig balance i den. Oles aversion mod macen tiltog hen på aftenen. På et tidspunkt nåede vi andre til det, som skulle være hele clouet i historien om macen. Vi fortalte Ole, at vi i Glasgow havde fået oplyst, at Ole Johansen var blevet oversøisk verdensmester i Drum Majors Contest og at det betød, at macen var tilegnet ham som vandrepræmie. Gradvist og på forunderlig vis forsvandt Oles aversion mod macen som dug for solen, og inden aftenen var slut, var macen blevet et pragteksemplar og naturligvis en præsentationsmace, som man ikke bare kastede op i luften, hvis ikke man var verdensmester.

Næste morgen mødtes vi alle til en udsøgt morgenbuffet. Stig, som boede sammen med Ole og 2 andre i et stort og fantastisk rigt dekoreret rum med masser af stukkatur, var naturligvis ikke stået op. Stig kunne for så vidt godt lide morgenmad, men foretrak at indtage den i sidste øjeblik efter at have røget en eller to Grøn Cecil –  gerne i sengen. Efter morgenbuffeten gik jeg tilbage til værelset og fandt Ole i gang med at indtage sin nyerhvervede mace. Stig var vågen og lå og røg en smøg i sengen imens Ole stålsat og meget overbevisende gik på det lille gangareal for enden af sengene og svingede med macen. Jeg var klar over, at utidige bemærkninger ikke på dette tidspunkt ville være velkomne men påpegede dog risikoen for, at Ole kunne komme til at ramme noget af den nedhængende stukkatur i loftet. Jeg blev dog meget kort affærdiget med, at det ville  ikke ske for en verdensmester.

Et øjeblik efter – jeg tror at verdensmesteren blev distraheret – sker det utænkelige: Macen forlader Oles ellers sikre hånd og tager en bue over sengen og rammer ikke stukkaturen, men Stigs hånd hvori en tændt Grøn Cecil gløder velnæret. Hånden og cigaret bliver ramt således, at de sammen forsvinder ind under lagnet og gløderne spredes på lagen og Stig. Lagner i Skotland på den tid var oftest i nylon. Stig kom herefter hurtigt i tøjet, og jeg tror ikke, at konversationen mellem ham og Ole var på toppen den dag.

Efter yderligere lidt rundrejse i Skotland det år, mødtes vi så den sidste dag på Ensign Ewart, hvor Bjarke og Stig i fællesskab endnu en gang øste af deres righoldige og meget varierede vokabularium, idet et yngre ægtepar trådte ind. Vi sad oftest bagved i ’The Pipers Cave’, men denne gang var vi placeret lige ved indgangen under det store maleri af The Greys og Gordon Highlanders i slaget ved Waterloo. Ægteparret forsvandt ind bagved, men kom senere forbi for at forlade etablissementet, idet manden hilste på dansk og sagde: ”Ja, vi hørte jer godt, da vi kom, men vi undlod at give os til kende. Ha’ en fortsat god tur”. Bjarke og Stig havde herefter det, man kan kalde et ’stille øjeblik til eftertænksomhed’.

Efterhånden var vi blevet lidt sultne og besluttede os til at gå ind ved siden af, hvor der lå en lille kineserrestaurant. Alle bestilte det, de skulle have at spise og hertil en flaske vin – hver. Efter det meste af maden var spist og vinen drukket, var der tilsyneladende fortsat behov for at fouragere. Kineseren blev hidkaldt, og menukortet blev endnu en gang gransket nøje. Det blev til mere mad på bordet og paradoksalt nok også til en flaske vin mere – til hver. Serveringen og hermed betjeningen steg voldsomt i kvalitet herefter. Vi var enige om, at kineseren nok havde hidkaldt resten af sin familie. Vi kunne på ingen måde klage.

Vi sluttede på kineserrestauranten med en pint lager, hvorefter vi fandt et diskotek nede omkring Grassmarket, som vistnok hed ’Tiffany’s’. Vi opholdt os på diskoteket nogen tid, men de fleste af os var måske lidt trætte – sær Ole, som netop sad ved siden af Stig med en tændt smøg i hånden. Ole henfaldt så småt til drømmeverdenen – måske indeholdende en historie om en mace – og langsomt men sikkert bevægede Oles arm – og hermed hånd og cigaret – sig katastrofalt nær Stigs arm, som lå på bordet, mens han var igang med en snak til anden side. Det uundgåelige skete. Oles arm, inklusiv cigaret, ramte præcist Stig underarm på oversiden med det resultat, at cigaretten slukkedes. Ole vågnede brat af sin døs og måtte konstatere, at han og Stig tilsyneladende endnu en gang havde noget sammen.

Vi kom godt hjem til vores B&B og fik en god tur retur til København.

Jeg bør måske til slut nævne, at jeg året efter havde lovet Ole at tage macen med tilbage til Skotland, da det jo var en vandrepokal. Udstyret med min oppakning, inklusiv sækkepibe og 3 kartoner Camel-cigaretter og 3 flasker whisky til et længere ophold i Skotland + Oles kuffertlignende lange mace, kom jeg i land i Newcastle. Jeg fik læsset alt mit habengut op på en trolley og begav mig glad og fro gennem den britiske told med den lange smalle kuffert i hånden. En tolder giver så tegn til, at han gerne vil i forbindelse med mig. Jeg begiver mig hen til skranken, og tolderen beder om at se indholdet i benævnte kuffert. Jeg giver slip på min trolley med det resultat, at den vælter ind over skranken ,og ud falder 3 kartoner cigaretter og 3 flasker whisky. Herefter var det pludselig som om tolderen overhovedet ikke interesserede sig for kufferten men mere for mine indkøbte fornødenheder. Jeg indkasserede et bilag med diverse afgifter til de britiske myndigheder. Macen blev afleveret i Glasgow.