Af Tom Harboe
Hen mod slutningen af én af vores band aftener på Zoom talte vi om det glimrende initiativ det var, at bandbladet Lyngtidende var blevet genoplivet. Jeg foreslog, at vi også genindførte klummen kaldet Stikken, hvor et bandmedlem frit kan skrive over emnet ”HPD og mig” – et tilpas åbent emne som i realiteten kan handle om hvad som helst – hvorefter Stikken videregives til et andet bandmedlem efter eget valg.
Forslaget blev godt modtaget, og drøftelserne forløb helt efter min plan (som var at fremlægge en masse forslag, som andre så skulle handle på), men herefter gik det stærkt. Meget stærkt! For da jeg slukkede PC’en måtte jeg erkende, at jeg var blevet trumfet i listighedens kunst, da det nu var blevet min opgave at skrive det første indlæg til Stikken. Det vil være uetisk af mig i dette medie at nævne navne, og i øvrigt vil jeg sende mine varmeste hilsner til foreningens formand.
Jeg har indtil for nylig igennem de senere år haft lukket næsten helt ned for al sækkepibeaktivitet, og der har været perioder, hvor der er gået år imellem, at jeg har haft sækkepiben fremme. Det er først nu, efter 6-8 år, at jeg har fundet lysten igen. Jeg er nu i færd med at genopbygge mit spil, og mit fokus er at finde tilbage til der, hvor det hele udsprang fra; nemlig den grundlæggende fascination og glæde ved musikken, og den helt igennem vidunderlige lyd fra en (god) sækkepibe, som stadig den dag i dag kan slå benene helt væk under mig.
Pausen har gjort, at jeg er kommet på afstand af hele sækkepibemiljøet, og den har givet mig lejlighed til at tænke tilbage på mine år i HPD. I næsten hele mit mangeårige medlemskab af foreningen har jeg enten selv været PM, eller løst musikalske opgaver i tæt samarbejde med den PM der havde vagten. Alt i alt en periode på omtrent 30 -35 år. Det er en tid jeg husker tilbage på med stor glæde; jeg har nydt det! Denne udgave af Stikken vil således være mit subjektive tilbageblik på – og om –det ene af foreningens daværende 2 bands som jeg spillede i + hvad der ellers lige falder mig ind hen ad vejen.
Jeg blev optaget som medlem på prøve i HPD pr. 1. december 1977, efter at have spillet i The White Hackle Pipe Band, som min oprindelige lærer og nyligt afdøde Jørgen Svensson havde været med til at skabe.
I HPD var Paul Martin Holm PM. Paul valgte at trække sig tilbage fra posten i 79, efter at have været en drivende kraft op gennem 70´erne, hvorefter Peter Scheel overtog posten. Bob Kilgour overtog efter Peter allerede i 80, og fungerede frem til 82. Herefter blev jeg valgt som PM, 19 år gammel.
Da jeg overtog, var der ikke tvivl om kursen i bandet. Den var blevet handlet af helt fra bandets spæde start, og var ikke til diskussion: bandet definerede sig selv som et konkurrenceband, og ville hele tiden stræbe efter at blive endnu bedre. Dertil skal lægges, at de enkelte medlemmers individuelle niveau var relativt homogent. Derfor eksisterede den vanskelige opgave med at gabe over store individuelle niveauforskelle inden for det samme band ikke. En udfordring, som har været kilden til at få adskillige bands til at gå op i limningen.
Med i min værktøjskasse havde jeg evnen at kunne spille solo på et internationalt eliteniveau, men erfaring og viden om mandskabshåndtering og ledelse i almindelighed havde jeg af gode grunde intet af. Jeg havde kigget mine forgængere over skulderen og set, hvordan de håndterede sound, bandtræning etc. Ikke desto mindre forhindrede det mig ikke i at mene, at hvis blot jeg kunne få stemt de evigt dårlige D´er og F´er, samt få elimineret folks evindelige spillefejl, kunne jeg snildt øge bandets standart dramatisk. I dag finder jeg dette rørende naivt, og jeg måtte da også hurtigt erkende, at det kun var igennem det lange seje træk, at bandets niveau kunne, med de kompetencer jeg nu engang besad, honorere vores ambitionsniveau om en fortløbende spillemæssig forbedring.
Op igennem 80´erne lærte jeg, i samspil med bandets medlemmer, hvor grundlæggende det er for skabelsen af god sound, at have adgang til gode reeds og være i stand til at blæse et reed af en drøjde, så tonen ændrer sig minimalt, stabiliserer tophånden og optimerer selve chanterens klang.
På det tidspunkt fik vi ofte hård kritik af vores ensemblepræstationer fra diverse dommere. Dette var et område, som på det tidspunkt slet ikke havde mit fokus, og jeg følte mig helt på bar bund. I dag kan jeg se, at mit fokus den gang for skabelsen af et godt band i grove træk var, i prioriteret rækkefølge:
1) indbyrdes sammenspil pipers,
2) sound
3) ensemble; ikke eksisterende. Hvad taler du om?
Et godt band skal naturligvis have alt i orden på alle parametre, men skal jeg i dag opstille de samme punkter efter parametre, der skaber størst lyttevelbehag (eller mindst lidelse) ville det være:
1) sound
2) ensemble
3) indbyrdes sammenspil pipers
Et band kan have mange dårlige egenskaber, men der er intet, der skurer så meget i ørene som dårlig lyd. Og ja; selvfølgelig skal et hvert band også have et godt drumcore for at være et helstøbt band. Det var jeg også bevidst om den gang.
Hvad et moderne grade 4/3 band i dag ikke har på den tekniske side, har de til gengæld i skabelsen af god sound, og dertil et godt øre for at få bandet til at spille som en helhed. Heri oplever jeg, at især de lavere graduerede pipe bands i dag har gennemgået en meget stor udvikling.
Da bandet var i Skotland i 85, hvor vi deltog i 4-5 konkurrencer, viste vores resultater med al tydelighed, at vores pipecore allerede på det tidspunkt lå helt i toppen af grade 3, hvorimod vores drumcore, og især vores ensemble, ikke kunne matche det niveau. Mønsteret var, at dommere af ældre dato godt kunne lide hvad vi lavede (dog ikke ensemble) hvorimod trommerne fik drøje hug af dommere af mere moderne tilsnit. Indtrykket af, at vores generelle trommeniveau var ved at blive overmatchet af udviklingen i Skotland, blev jeg også bekræftet i igennem diverse gode fortrolige samtaler (når man ellers kunne få arbejdet sig igennem al deres høflighed) med trommeslagere, der kom til Skandinavien for at dømme vores konkurrencer.
I takt med, at nye generationer af trommeslagere voksede frem på skuldrene af den forrige generation, sammenholdt med vores tiltagende fokusering på ensemble, fik bandet efterhånden nivelleret denne forskel. Bandets pipecore havde i denne periode hele tiden formået at følge med det til stadighed voksende niveau, som udviklede sig i alle grades internationalt. Men op igennem 90´erne og ind i 00´erne havde bandet i perioder endog særdeles stærke drumcores, hvilket efter min menig har været hovedårsagen til bandets gennembrud til grade 2 i midt 90´erne.
En anden ting jeg husker, var, at bandet i de tidlige år af min PM tid ikke besad en tilfredsstillende arbejds- og gruppedisciplin, hvilket vi heldigvis i dag mere tager for givet. Jeg oplevede, at der var mange medlemmer, der for ofte udeblev fra træning uden afbud, og at vi havde svært ved at starte øvning til tiden, fordi folk kom dryssende. Hvad stiller en 19-20 årig knægt op over for det, når man i bund og grund er en grønskolling, og bandets medlemmer er lidt ældre? Jeg fandt hurtigt ud af, at sure opstød og skideballer for mig ikke rigtig fungerede på den lange bane. Trods velmenende råd fandt jeg, at den autoritære stil ikke rigtig var mig, hvilket jo ikke er det samme som ikke at stille krav. Det vender jeg tilbage til.
I et interessefællesskab som fx et pipe band, kan man ikke undlade at følge hinandens øvrige liv på sidelinjen. Man ved, når nogle er syge, får børn, bliver gift, er ude og rejse, skifter arbejde osv. Det er alt sammen årsager, der kan gøre, at man ikke kan komme til spil. I den kontekst var det derfor naturligt, til hver øveaften, lige at opremse hvem som ikke kunne komme og hvorfor. Men jeg begyndte også helt nøgternt at nævne dem, som jeg ikke havde hørt noget fra. Ingen ønsker jo i bund og grund at blive nævnt i den sammenhæng, og da folk først havde fået øjnene op for mit system, ophørte de manglende afbud stort set. Tilsvarende opdagede jeg, at hvis jeg startede med vores øvning som lyn og torden på slaget for mødetiden, følte folk, at de var gået glip af en masse, når de kom daskende nogle minutter senere, hvilket jo var helt bevidst.
En anden ting jeg syntes var meget vanskeligt var at kunne vurdere om nye bandkandidater, som jeg vurderede som udgangspunkt havde potentiale, kunne udvikle sig det sidste skridt og blive dygtige nok til at matche bandets niveau, og helst kunne være med til at løfte bandet op på et endnu højere spilleniveau over tid. Et talent er altid nemt at spotte, hvorimod det var spillere, hvor evnerne ikke var helt så åbenlyse, som jeg fandt var vanskelige at tage bestik af. Desværre bestod bandets opland for nye spillere ikke udelukkende af spillelystende åbenlyse talenter. Men efterhånden lærte jeg, at det ikke kun var de rene spillemæssige kompetencer, det drejede sig om, men i høj grad også folks opfattelse af egne evner, deres indstilling til at erkende egne mangler og dermed viljen til at tage ved lære, samt ikke mindst deres grundlæggende arbejdsmoral, der i aller højeste grad spillede ind på, hvor langt folk kunne drive det. Det er en indstilling som jo i øvrigt er universel, hvis man vil tilegne sig nye kundskaber og dygtiggøre sig.
Jeg fik også øjnene op for, at ikke alle folk er lige bevidste over, hvor vrangvillige de i virkeligheden kan virke over at skulle se egne mangler i øjnene i en undervisningssituation. Dette oplevede jeg sjældent komme til udtryk i selve situationen, men derimod i den mellemliggende periode indtil vi mødtes igen, hvor det så skulle vise sig, hvordan bandmedlemmet havde håndteret de input, der var givet forrige gang. Jeg kunne godt falde for den forenklede tankegang, at enten var folk dovne, eller også var de talentløse.
Senere blev jeg mere bevidst om at forsøge at få folk til at forstå, at det ikke blot var overfor PM den enkelte skulle stå til regnskab, men det var det fælles mål og den fælles præstation, hver enkelt skulle føle sig forpligtet af. Derfor forventede jeg også, at folk på egen hånd proaktivt søgte forbedring i bredere forstand, og ikke udelukkende øvede smalt på de melodier, som de blev bedt om. Det er lykkedes for mig at formidle den form for ledelse overfor nogle pipers, men jeg erfarede også, at andre, der måske ikke havde fællesskabet så meget i fokus, havde behov for en mere brysk top-down tilgang fra min side, for at kunne udvikle sig. Disse spillere har nok under min ledelse haft sværere ved at udvikle deres fulde potentiale, selvom de blev stillet overfor krav.
Det stiller også krav til PM om altid at være på tæerne, og det stiller krav til hvert bandmedlem, at kunne formidle sin egen rolle i det samlede fællesskab på en sådan måde, at andre kan udøve deres opgaver bedst mulig. Det kan slide, og derfor skal vi huske, at værdsætte det arbejde, som vores administrative og musikalske ledere i en periode har påtaget sig til vores alle sammens bedste. Det synes jeg vi i dag har et meget bedre blik for end tidligere. Men man kan sjældent få for meget af folks påskønnelse.
Da jeg indledte min 2. periode som PM i slut 90´erne stod det hurtigt klart, at pipecore’et stod overfor en gennemgribende genopbygning grundet frafald af dygtige pipers. Vi måtte se i øjnene at skulle nedskalere bandets musikalske niveau på trods af et fortsat stærkt drumcore. Vi overvejede før hver tur til Skotland at anmode om en nedgradering til grade 3, men analysen var, at så længe vi ikke skilte os helt ud i bunden af grade 2 når vi var i Skotland, ville vi forsøge at holde den gående. Dermed indledtes den periode i mine i alt 19 år som PM som værende den periode, jeg er mest stolt over at tænke tilbage på.
Det er altid sjovt at være med på et vinderteam, og vinderbands oplever ofte medlemsfremgang. Et team, hvor der eksisterer en fornemmelse af at man træder baglæns, kan derimod være tung at danse med, og det kan være svært at holde modet oppe. Men ved fælles indsats, teamspirit og ikke mindst vedholdenhed lykkedes det at hæve standarten på ny igen, og jeg tænker i dag varmt på de folk, der var med til at holde tryk på kedlen i den periode. Undervejs måtte vi ind i mellem indkassere buksevand af vores musikalske konkurrenter, så vi blev våde helt oppe i nakken, men det er jo en del af gamet.
Genopbygningen kulminerede i 2003 hvor vi, egentlig uden de store forventninger, drog til Skotland med et gennemgående ungt og uprøvet band, og et ret nyt drumcore, der nu også var under genopbygning. Vi skulle stille med 2 MSR sæt i grade 2, og det sæt vi skulle spille, blev udtrukket på linjen. Det skulle vise sig, at én af dommerne var John Wilson, som kan være meget kritisk, så snart pipe bands og MSR nævnes i samme sætning. Faktisk husker jeg ikke vores placering helt præcist, men ensemble blev bedømt til at være i top 4-6 stykker, piperne omkring nr. 10 – 12, og en samlet placering omkring 12-14. I forhold til det spillemateriale bandet havde til sin rådighed, var disse resultater intet mindre end eminente. Særligt vores ensemblebedømmelse, altså vores udlægning af at få bandet til at lyde som én organisme, var og er jeg fortsat særligt glad for.
Individuelt vil jeg tro, at niveauet var noget højere i midt 90´erne blandt piperne i forhold til piperne i 2003, men som samlet band kunne 2003 bandet alligevel matche 90´er bandet. Vores set up og forberedelse på selve konkurrencedagen flaskede sig for os den dag, men den gode præstation var også i min optik et resultat af, at denne gruppe fungerede godt, da hvert enkelt medlem i løbet af sæsonen netop udviste den rette indstilling, forstod at bidrage ind i fællesskabet, og var i stand til at tage ansvar overfor de fælles målsætninger.
Et mundheld blandt maratonløbere siger, at et godt løb ikke løbes på dagen, men derimod i alle de mange km man har tilbagelagt i forberedelsen op til det egentlige løb. Så enkelt er pipe band håndværket desværre ikke, for vi spillede ikke specielt overbevisende i en konkurrence allerede dagen efter VM, hvilket brutalt blev afspejlet i dommernes bedømmelser. Men det er en anden historie.
Jeg overdrager hermed Stikken til Greg Aggs.
Be the first to comment