Af Tom Harboe
Jeg købte Alen Tullys helt nye nodebog lige før Storbritanien indledte deres planlagte selvisolation fra 1. januar 2021. Dermed slap jeg for at betale importtold, samt en håndteringsafgift af en sådan størrelsesorden, at jeg ikke kan andet end at opfatte det som en dumme-bøde for at have ulejliget toldvæsnet med det store administrative arbejde, at udføre deres arbejde med at skulle opkræve importtold. Alt i alt en merudgift, der ville have forøget bogens pris med ca. ½ gang. Nuvel, det undgik jeg som nævnt, og der er derfor egentlig ikke nogen grund til at brokke sig på den bekostning, men alligevel for god ordens skyld… 
Alen Tully er pipe major (PM) i det irske St. Laurence O´Toole Pipe Band (SLOT). Et band der i de senere år har etableret sig i den absolutte verdenstop, og må vel nu betragtes for værende medlem af den eksklusive pipe band-klub bestående af 3-4 bands, der til hver en tid, til hver en konkurrence på denne klode vil være et realistisk bud på en 1. præmie. Desuden er Bernard som bekendt et fast medlem af dette band.
For otte år siden overtog Alen ledelsen af SLOT efter sin far Terry, der havde fungeret som PM i generationer, og under hvis ledelse bandet hjemtog verdensmesterskabet i grade 1 i 2010.
Efter min opfattelse har Terry Tully og SLOT gennem årene altid stået for en stærk musikalsk integritet med inspiration fra det irske ophav som varemærke. Efter Alens overtagelse af SLOT er det tydeligt, at bandet er fortsat af dette spor. Det var derfor med store forventninger, at jeg anskaffede Alens første nodebogudgivelse, og jeg blev ikke skuffet.
Foruden bogens melodier, er bogen spækket med små personlige anekdoter og billeder af familie og venner, der knytter sig til melodierne. Desuden indledes bogen med et fyldigt forord og CV. Bogen er derfor ikke blot en anonym nodebog blandt mange andre, men et personligt indlæg og beretning af og om Alen Tully.
Bogen indeholder ca. 55 melodier, hvoraf vægten er lagt på nye arrangementer af eksisterende kompositioner. Dermed er bogen et godt eksempel på den tendens, der har været udbredt i efterhånden en del år, nemlig at omarrangere kendte melodier til tidens musiksmag. Hvis dette gøres godt, kan melodien på én gang få nyt liv og få tilført nye dimensioner så behændigt, at den ikke blot fremstår som plagiat af den oprindelige, men som en moderne melodi i egen ret. Til dette er Alen Tully en sand mester! Mange af hans arrangementer, som du kan finde i hans bog, er i dag kendte hits; fx Susan MacLeod som vals (Field Marshall Montgomery Pipe Band), og Cameronian Rant i hornpipe-udgave, som Stuart Liddell benytter til at blæse folk bagover med. Og jeg kunne blive ved. På SLOTs seneste CD spiller de en hel perlerække at bogens arrangementer og kompositioner.
Jeg fandt dog også et par hår i suppen: For selvom bogen generelt har et meget højt niveau, kan den ikke sige sig fri for også at indeholde nogle ”walk-overs”, der efter min bedste overbevisning ikke burde have fundet vej til bogen. Men dette ødelægger dog ikke det samlede billede af en nodebog på et rigtigt højt niveau. En anden panderynken er nodeopsætningen af nogle af melodierne, og her tænker jeg især på valsene. Disse spilles sædvanligvis i ¾ takt, men det giver et langt bedre overblik over melodiens forløb, hvis de nedskrives i 6/8. Her finder jeg samme type melodier nedskrevet forskelligt, uden nogen tilsyneladende grund.
En melodidel er meget ofte opdelt i et A stykke, efterfulgt af ét eller flere sekundære stykker, en gentagelse af A stykket i 5. og 6. takt, og så en afslutning. Det er derfor god skriveskik for overskuelighedens skyld at skrive A-stykkerne lige under hinanden, godt hjulpet med taktstreger også sat lige under hinanden. Hvis ikke disse simple skriveregler overholdes, kan det let give et lidt rodet billede på papiret. Især i de af bogens melodier, hvor hver del er opdelt i 16 takter, når det lige så godt kunne have været de sædvanlige 8. Hvorfor nu det? Her finder jeg inkonsekvent nodenotering. Det ville have gjort bogen helstøbt, hvis alle de fremragende melodier også var blevet fremstillet lige så fremragende.
Mange af arrangementerne har et islæt af den irske folkemusik og traditionalisten vil nok finde, at dublinger og gracenotes til tider er placeret lidt uvant. Jeg synes, det er med til at gøre melodierne sexede og underbygger lækre facetter i melodierne. Men det gør nok også, at bogen vil rette sig mod den lidt mere øvede musiker.
Med den viden jeg har i dag, ville jeg ikke tøve et øjeblik med at anskaffe denne nodebog. Selv efter alle de fordyrende processer, som køberen i 2021 og fremover skal igennem. Alen Tullys bog får derfor mine varmeste anbefalinger.
Be the first to comment