Tilbageholdte tårer og bævrende underlæbe

Skrevet af Tom Harboe

Forestil dig følgende: Efter arbejde om tirsdagen når du lige at komme hjem. Du indtager en lidt forhastet aftensmad før du pakker dit instrument, og skynder dig ud af døren igen, for at tage til spil. Men i stedet for at gå ud i trafikken, tager du elevatoren ned i parkeringskælderen, starter bilen og kører via en underjordisk direkte tunnel til Engstrandsskolen, hvor du mødes med resten af orkesteret. Efter endt spil (med indbygget ølpause naturligvis), tager du turen tilbage til din bolig via samme tunnel. Dette gør du og resten af bandets medlemmer indtil I er blevet så gamle, at I på et tidspunkt én for én må stoppe med at spille, og udtræde af orkesteret. 

Dette scenarie vil for de fleste formentlig virke som et besynderligt dystopisk billede. Men fordelene er dog flere her. Bla. vil du aldrig opleve det vekslende nordiske vejr på din vej til spil, som til tider kan være en sur fornøjelse, og du vil aldrig komme for sent på grund af trafikken.     

Men ulempen er, at ingen nogensinde vil opdage, at du spiller i et pipe band, endsige opdage, at der overhovedet findes et pipe band. Der vil derfor ikke, hvis man ønsker at lære at spille sækkepibe eller tromme, være nogen kendte steder at henvende sig, hvis man ønsker at blive medlem. Og her er vi omsider ved pointen, for hvis vi ikke gør opmærksom på vores eksistens, får vi ikke nye medlemmer, og orkesteret vil dermed tørre ud. Men hvad skulle problemet egentlig være ved det? Vil den gode middag om lørdagen blive dårligere af, at du spiser pølsemadder på tørt rugbrød om søndagen? Ikke nødvendigvis. Er ønsket om bandets fortsatte beståen i virkeligheden blot et forfængeligt håb om, at man udødeliggøres ved at monumentet for ens egen indsats bæres videre af de nye generationer? 

Hvis man gerne vil sikre sig fortsat musikalsk udvikling og et højere niveau fremadrettet, vil den målrettede øvning ikke være  tilstrækkelig. Det vil også være nødvendigt, at dygtigere spillere tager de gamle spilleres plads, efterhånden som de falder fra, hvad enten det skylde deres egen beslutning eller den musikalske ledelses. Men naturligvis kan der også være mindre ambitiøse grunde til at man kunne ønske flere medlemmer, nemlig at der vil være flere til at løfte i flok ift de opgaver der ligger i at drive en forening. Og endelig kunne man jo også ønske sig ny dynamik i foreningslivet ved, at nye medlemmer kommer og stiller spørgsmålstegn ved det bestående. 

Svaret ligger jo nok midt i mellem og lidt af det hele. Ikke desto mindre kan det være nyttigt en gang imellem at stille sig selv disse spørgsmål, for heri vil du måske kunne finde svaret på, hvilken indsats du har lyst til at lægge i arbejdet med at hverve nye elever.  

Spørgsmålet om ny tilgang til vores pipe band miljø har aktualiseret sig ved, at sidste års efterårskonkurrence i Holbæk + dette års forårskonkurrence i Stouby er blevet aflyst på grund af for få interesserede. Om dette vitterligt skyldes en generel nedgang i antallet af sækkepibe og tromme udøvere, eller om det kunne være konkurrencekonceptet som ikke længere har den samme tiltrækningskraft står ikke tydeligt, og er åben for fri fortolkning. Lyngtidende har interviewet formanden for Pipe Band Association of Scandinavia David Lundgreen, og du kan i dette nr læse om hans syn på sagen, og om hans  bud på en indsats, man kunne gøre. 

I HP&D har der været afholdt generalforsamling, hvori man af referatet, der bringes her, kan læse, at emnet også optager foreningen. Desuden kan du også i dette nr læse om de supplerende drøftelser bandets medlemmer i den forbindelse har foretaget sideløbende. 

Og nu vi er ved generalforsamlingen har redaktøren, med tilbageholdte tårer og bævrende underlæbe, ikke kunnet læse i referatet, at Lyngtidende er blevet nævnt i den årlige beretning over årets aktiviteter. Kunne det være af samme årsag, som når man ser en god dokumentar: Man glemmer helt, at fotografen også var tilstede i den private situation, der bliver filmet? Det er ikke til at vide, men redaktøren har besluttet sig for en ny strategi som en konsekvens at dette. Nemlig at give formanden og hele bestyrelsen en kærlig bjørnekrammer hver gang  vi mødes ved enhver given lejlighed hele næste sæson, i håbet om at blive husket næste år. 

I dette nr af Lyngtidende kan du blive lukket helt ind i sækkepibens DNA hvis du læser artiklen af Ralph Lützhøft Hansen, der skriver om piobaireachd, der for mange kan forekomme som noget lidt mystisk musik.

Men når man siger piobaireachd siger man også et velstemt instrument, for det eneste der er værre end at lytte til en falsk tone, er, at lytte til en falsk tone der holdes over længere tid, og det vil være tilfældet hvis en ustemt sækkepibe kombineres med piobaireachd. Men det er der skam taget hånd om i dette nr, da du her vil kunne finde en vejledning i, hvordan du tone for tone kan øve dig i at håndtere stemning af din pipechanter.

For de historieinteresserede har vi fra Kaj Larssen modtaget et indlæg om den danske sækkepibemiljøs forfader Mogens Zieler. Teksten, der er skrevet af Carl Frederik Garde, søger at kombinere Mogens Zielers kunst med hans interesse for sækkepibe. Kaj bringer samtidig en efterlysning, som du bedes kigge lidt på. 

Jeg har selv kun mødt Mogens Zieler en enkelt gang. Da var han godt oppe i årene, og mit indtryk var, at han på det tidspunkt befandt sig i efteråret af sin mentale og intellektuelle formåen. I Kajs indsendte tekst, der er skrevet i Mogens Zielers samtid på et tidspunkt i hans yngre dage, får man derimod indtryk af en dedikeret og nærværende mand, der besad en dyb interesse for sækkepibemusikken, og som havde sat sig grundigt ind i tingene. En anden ting der slår mig, er, at det tilsyneladende ikke generede ham at være first mover inden for et område, der selv i dag ofte opfattes som en kuriositet. Hatten af for det!      

 

God læselyst

 

/Tom