Bente er fhv. PM, og var med til at danne foreningen. Desuden er hun én af de første, der hjemtog titlen som skandinavisk solomester i 1974. Bente holdt festtalen til HP&D´s jubilæumsfest, som Lyngtidende her har fået lov til at bringe. I det daglige arbejder Bente som præst.
Så er dagen kommet, fejringen af foreningen Heather Pipes & Drums of Copenhagens 50 års jubilæum. I dag 51 år, og tre dage siden stiftelsen, og allervigtigst : Still going strong!
-Var det iøvrigt ikke Johnnie Walkers logo engang: Johnnie Walker, born 1820 and still going strong.
Det Johnnie Walker ikke siger er: still getting better, men det siger vi i dag. Heather Pipes & Drums, born 1970 , still going strong and still getting better!
Vi har kaldt det guldpapir jubilæum, 50 plus 1, og brugt de betegnelser, som man bruger ved antallet af bryllupsår. Det er måske lidt sjovt, men et bryllup hedder også en vielse, og man kan vie sig til andet og mere end et andet menneske, man kan vie sit liv til Gud, til sager, miljø, til kunst til musik.
Vi har viet os til en ganske bestemt type musik, spillet på skotsk sækkepibe og på tromme.
Det er ikke altid, at man føler at man selv har valgt det man vier en stor del af sit liv til, og det tror jeg gælder for nogen af os, at det er instrumentet der har valgt os, snarere end at vi har valgt det, og det er for os blevet en livsform, der har bragt rigtigt meget med sig, ikke mindst et andet lands kultur og tradition og dets sjæl , som man er nødt til at kende til, for at forstå musikken fuldt ud. Som I sikkert har hørt mig sige mange gange, og måske irriteret jer over det; man skal kende klangen og rytmen i landets vemodige sange og musik.
Mange år tilbage i tiden sagde tidligere P/M Angus Macdonald fra Glasgow police ”danskere kan ikke spille strathspey, de forstår den ikke.” Og jeg mindes en dommerseddel jeg fik ,da jeg engang vandt en 2. plads i en strathspey/reel solokonkurrence, hvor Angus skrev: Quite well fingered: but who could dance to it?
Måske forstod vi det ikke helt dengang i 70’erne, men det har vi forstået siden, og heldigvis har vi taget musikkens sjæl helt til os, også i strathspey.
Det var en forholdsvis spinkel begyndelse sidst i tresserne, men med gode og ihærdige folk, også i form af FDF-trommeslagere der havde opdaget den skotske tromning. Vi slog os sammen.
Vi gik i gang, kunstner Bob Miller stod i spidsen dengang, og vi spillede ved juletid ned ad Søborg hovedgade iført Hunting Stewart kilte, balmorals, og grønne skjorter, og vi frøs bravt i let snevejr.
I 1970 blev det tid til at organisere lidt mere, og på typisk dansk vis, lavede vi en forening den 15.september. Bob Miller bestemte hvad vi skulle hedde, eftersom navnet Gladsaxe pipe band ikke var så inciterende.
Stiftelsesaftenen blev også et brud med Bob Miller, som havde gjort en god indsats, men som ikke helt var i stand til at føre os videre. Sådan er det i foreninger, det koster lidt at komme videre, Vi måtte have bedre spillere og bedre ledere, for selv at kunne spille godt.
Samme år havde vi for første gang været til skandinaviske mesterskaber på frilandsmuseet og var blevet slået af svenske Thistle pipe band. Det blev vi i øvrigt også i 71 og 72, men så…. Så var der ingen vej tilbage. Arbejdet begyndte. Tiden med kalvekrøs og sure strømper i gymnastiksale, turene til Scotland for at få undervisning, osv osv. Første store sejr var en 5. plads i verdensmesterskabet i Corby i 1975.
Og foreningen voksede og kunne efterhånden stille med 2 bands.
I der er her, tænker jeg, har kastet et blik på alle fotos og opstillede vundne præmier gennem de mange år, og jeg vil ikke her give mig ind i vundne mesterskaber, det er der andre der er meget bedre til at huske. Og det ville tage alt for lang tid!
Mit egentlige ærinde, som jeg nu omsider er nået frem til, er et forsøg på at forklare ..antyde.. uddybe: hvorfor er det gået så godt for os, at vi nu kan fejre guldpapirbryllup ? Og det med et band der lige nu tæller mere end 17-18 sækkepibere og 6-7 trommer? Og stadig rummer nogle af os gamle , der var med fra begyndelsen? Hvad er det der har holdt os fast?
Jo, Der er ånd i vores forening! God ånd, fælles ånd.
God ånd ,det er når man vil mere end bare sig selv og sit eget.
Vi har altid villet gøre det godt sammen! Vi har gidet indsatsen og fællesskabet! Når ånden får lov at få plads så sker der det, at man faktisk spiller bedre end man egentlig formår. Man løfter hinanden, så den enkelte bliver en bedre musiker., end han /hun faktisk er.
At ville spille rigtigt godt sammen, det er den ene side af ånden, den anden er den utrolige energi og arbejdsomhed, som medlemmer af foreningen altid har lagt for dagen; der har i alle årene været nogen, der gad at gøre tingene, om det så var de sjove eller kedelige; nogen gider være uniformsforvaltere, orker at lave jubilæumsfejring, rejseplanlæggere, køre med trommer, alt det praktiske, og derfor er årene gået så godt. Selv i de vist 5 år, hvor vi bare var 5 der mødtes for at spille sammen og det lige slæbte af.
Vi er en forening still going strong.
Der er mange der skulle takkes i dag, ikke kun for denne fejring af guldpapirbryllup, men fordi de har holdt foreningen i gang og i live i mere end 50 år. I er lige til en guldpapirmedalje. Tak for jer!. You did it.
Og tak fordi i er kommet, alle medlemmer, familie, tidligere medlemmer, støtter, I der glæder jer over foreningens trivsel.
Tillykke med jubilæet, og en dybfølt tak fra mig, som var med på stiftelsesaftenen, for 51 år og 3 dage siden. Af hjertet tak.
(amen)
Bente V
Be the first to comment