Af: Jens Hedegaard. Jens er medstifter af Holbæk Pipe Band og initiativtager til DM for pipe bands. Han er tidl. LD i Holbæk PB og HP&D. Jens har med Toronto Caledonia Pipe Band vundet De Nordamerikanske Mesterskaber flere gange. Jens har desuden opnået en plads i semifinalen ved verdensmesterskaberne for solotromning, og i øvrigt vundet et utal af solopriser i Skandinavien.
Jeg startede med at spille i pipe band i midt-firserne, 2-3 år før Klaus Jespersen så småt begyndte at indstille sin aktive karriere. Den dag i dag er det eneste spillemæssige kendskab, jeg har til Klaus, en fortælling om, at “han havde en helt unik trommestil” – og så hans Drum Salute, som gik over i historien som “77’eren”!
Da jeg først så den på noder, var jeg en 15-16-årig FDF-trommeslager med en meget stor sult efter alt nyt og med en enorm fascination af skotsk tromning, selv om jeg som så mange andre danske trommeslagere i bund og grund ikke vidste andet om det, end at det tilsyneladende gik MEGET hurtigt – og så var der noget med nogle “pressede hvirvler”, der vist var essentielt for den såkaldte pipe band-drumming…
Personligt lærte jeg aldrig Klaus rigtigt at kende, bortset fra alle de – i øvrigt kun positive! – historier, jeg har hørt gennem årene. Til gengæld har jeg nu oparbejdet en viden og et førstehåndskendskab til skotsk tromning, og på den baggrund er jeg blevet bedt om at sætte “77’eren” ind i en trommehistorisk kontekst. Der er folk med større kendskab til Klaus og historikken omkring Danmarks pipe band scenes tidlige start, så jeg beklager på forhånd, hvis der er noget, jeg har overset eller misforstået.
Igennem nogle hundrede år har man i vestlig militærhistorie anvendt trommeslagere til at ‘slå’ signaler til soldaterne. På et tidspunkt fandt franskmændene på at samle alle signal-trommeslagerne i et ‘corps’ (med stumt p og s, naturligvis) i midten af hæren, hvilket hurtigt spredte sig til andre europæiske lande, og gennem årene udviklede signalerne sig til længere stykker, som også havde karakter af opvisning.
I 1950’erne var både Scottish Pipe Band Association og det konkurrenceformat, som vi i store træk kender det i dag, herunder VM, skabt, og det var blevet en tradition, at forrige års World Champion Drum Corps spillede en Drum Salute til Massed Bands. Det er almindeligt anerkendt, at det er på den tid, at Alex Duthart begyndte at spille en stor rolle i udviklingen af den moderne Drum Salute, og nørderne iblandt os kan høre udviklingen fra den klassisk opbyggede Drummer’s Salute på Shotts and Dykehead’s LP fra 1960 (genudgivet i 1970. Den, der starter med 4 stortrommeslag, optaget i deres Church Hall med flere sekunders fantastisk efterklang!) over hans Drum Fanfare og version 1.0 af den ikoniske Salute to Max Rayne med Invergordon Distillery Pipe Band i 1966, og frem til de efterfølgende, meget forskellige, versioner. Her bliver det tydeligt, at han – og man – bevæger sig fra ’fede’, gentagne rytmiske og melodiske fraser, med små variationer, hvor målet er at få lytterne MED og give dem en musikalsk oplevelse, til meget mere varierede og komplicerede strukturer, hvor det mere handler om at imponere med den tekniske kunnen.
“77’eren” lægger sig klart i forlængelse af Drummers’ Call-traditionen fra 50-60’erne, hvor ‘signaler’ bliver gentaget uden de store variationer. Men samtidigt bærer den også præg af en pioners ønske om at præsentere det særegne ved den skotske tradition og udvikle sine trommeslagere (elevers) tekniske kunnen, lidt i retning af: “Vi starter med de særlige skotske drags og masser af pressede hvirvler, efterfulgt af nogle af de der hurtige 1/32-dele og lidt jig-rytme. Til sidst slutter vi med endnu en omgang pressede hvirvler…”
Men der er også et ønske om at udfordre og opfinde. Jeg ved ikke, hvor Klaus har fået ideen fra, men for mig er det mest opsigtsvækkende og inspirerende stykke hans accelerando paradiddle-løb, hvor han meget avanceret tager grupper med 4-delte paradiddler og fordeler dem ud over en 6/8-rytme. Som teenager var jeg altid på jagt efter tekniske udfordringer, der kunne udvikle, og dette løbs kompleksitet gjorde indtryk! Om Klaus selv har fået tanken, eller om han har ‘hugget’ ideen fra et FDF-kursus, eller N.A.R.D. eller hvad ved jeg, er ikke så vigtigt, men det fortæller noget om lysten og måske også selvsikkerheden ved en dansk pipe band-pioner til ikke bare at imitere, men også at bidrage til traditionen.
Jeg mener, man kan konkludere, at 77’eren er et perfekt tidsbillede på den kontekst, den var et produkt af: En skandinavisk trommesolo, bygget på den klassiske skabelon fra de militære pipe bands’ Drummer’s Call og Duthart’s Drum Salutes, men med Klaus’ egen innovative stil, som tydeligt bærer præg af at være opfundet ikke bare i et hjørne af udkants-Skotland, men faktisk helt uden for – og i en vis udstrækning parallelt med – traditionen.
Ligesom Alex Dutharts ”Salute to Max Rayne” giver “77’eren” indtryk af at være designet til at præsentere den skotske tromning for lytteren og i sidstnævntes tilfælde til at uddanne, inspirere og også presse ‘de nye drummers’ i Danmark og Skandinavien. Den var et højdepunkt i skandinavisk pipe band-drumming fra 1977-1986, og det mest opsigtsvækkende ved den er, at selvom den i dag af naturlige årsager virker ‘dated’ og selv om den repræsenterer en unik trommestil, der er blevet overhalet, vil den stadigt være noget af en teknisk udfordring for de fleste her 40-45 år senere!
Der er for mig ingen tvivl om, at Klaus i en tid uden Google og YouTube med en blanding af nysgerrighed, talent, pionerånd, viljestyrke og måske en lyst til at sætte et personligt præg på traditionen satte barren meget højt fra starten af. Vi andre har så forfinet den og bygget videre, måske ændret den eller skabt vores eget, men vi står alle sammen på skuldrene af Klaus, selv den dag i dag.
Hør en optagelse af 77’eren her.
Be the first to comment