Af: Tom Harboe
Jeg havde længe set frem til den første weekend i marts, hvor jeg var inviteret af arrangørerne Thomas Whitelaw og Jesper Thomsen til at være dommer ved deres konkurrence, som de på egen hånd efterhånden har arrangeret i flere år.
Sent fredag eftermiddag skyndte jeg mig at pakke mine sager, luftede skyndsomst hunden, og kastede mig derefter ind i bilen, for små 3 timer efter at ankomme til Stouby Skole, stadig med den grimme smag i munden af den fejlkøbte kaffe, jeg havde drukket på turen. Her blev jeg mødt af Jesper, der ledsaget af heftig solopiping gjaldende ud af musikanlægget, nussede rundt og gjorde klar til lørdagens aktiviteter.
Der var ganske få andre på skolen, men kort tid efter ankom Paul og Lise sammen med Melody, kun lettere bilkrøllet efter turen over Fyn. Jeg fik på anmodning anvist min dommer-suite, som viste sig at være en plads under hæve-sænkebordet på viceskoleinspektørens kontor. Her lå jeg dejligt, og ikke mindst var der fred og ro: Fri for den evindelige råben, latter og hujen når (visse) folk skal i seng ud på de små timer, og af uransagelige årsager absolut lige skal tjekke chanterreed, droner etc, kun afbrudt af et senior-bandmedlem, der skælder ud fra sin plads i sin sovepose i et fjernt hjørne af den fælles sove/gymnastiksal. Ja, indrømmet. Sådan foregik det nok ikke den fredag nat i det rum, som HP&D v. Paul, Lise og Melody fik anvist, men med de 3 kan man nu aldrig helt vide sig sikker. Desuden var jeg bevidst om, at dette bands berygtede og frygtede horder ville indtage soverummet dagen efter.
Tidligt op og spise nybagte boller akkompagneret af stramt solospil fra musikanlægget. Så var man i stødet, og jeg sad aldeles klar, da den første kvartet senere på dagen tonede frem foran mig. Det viste sig at være orkesteret hvis navn kunne få én til at tro, at de var sponsoreret af Botanisk Have. Nuvel. Kvartetten så også klar og ansporet ud: PMs isse var lettere glinsende, der var små svedperler på alle spilleres overlæber, og de svagt rosa-rødmede fingre, lettere dirrende, stod på spring til at danse hen over chanteren.
De strakte op, og deres E ramte mig lige rent i smasken, hvorefter rummet straks fyldtes af en summen af velstemte chanters pakket nænsomt ind af et lag af kælne droner. Der er intet som en sådan lyd når alle facetter er afstemt med hinanden, og det lykkedes sandelig for dette hold. Lyngfolkene lagde hårdt ud, og dagen var begyndt godt.
Senere skulle dette botanik-band vælte ind på scenen i tide og utide i alle mulige og umulige mandskabskombinationer. Men mig kunne de ikke forvirre trods deres ihærdige forsøg. De var gennemskuet, blandt andet fordi de stædigt holdt fast i at iklæde sig de se-lyst-på-livet optimistiske sort-i-sort-sokker, der er så moderne nu om stunder, men som altid får mig til at tvivle på, om bandet er på vej til et begravelsesoptog, eller blot har fundet en pragmatisk løsning på at undgå at vaske sokker. Eller kunne det mon være en subtil henvisning til den muldjord, som alle disse lyngplanter vokser i? Deres musik gav mig i hvert fald ikke noget svar.
Senere, i en anden konkurrence, stødte jeg på et hold fra Holbæk. I det hele taget var der et utal af konkurrencer, og jeg opgav efterhånden at holde styr på dem. Jeg besluttede mig for, blot for at være på den sikre side, at bedømme alt hvad der bevægede sig ind i mit synsfelt i mere end 30 sekunder. Den strategi fastholdt jeg, indtil den venlige person i baren spurgte, om jeg ville holde op med at stirre og være så venlig at gøre plads til den næste i køen.
Holbækkerne havde valgt at lægge arm med Lord Alexander Kennedy, og her er vi virkelig inde og røre ved sækkepibemusikkens DNA. En så klassisk melodi forpligter, men de skuffede ikke, de kære Holbækkere. De ramte deres E fuldstændigt rent, ikke overblæst! ikke underbæst! nej, bare pokkers perfekt og synkront. E og droner i fuldstændig harmoni med hinanden, efterfulgt af optakten som et lille hop med det korte E og lange A, før de gik videre til det lave A. Og så skete det: Chanters og droner stemt så tæt, at alt gik i ét. Det lave As vibration med dronerne lød som en hvæsen, som kun sækkepiber kan frembringe, når de er stemt individuelt og indbyrdes sammen på så højt et niveau, i kombination med at de havde helt styr på, hvordan der skulle blæses. Ren fryd! Tidligere på dagen havde jeg, i fuldstændig mangel på selverkendelse, valgt at undlade at spænde mit bælte et ekstra hul ud, da jeg klædte mig på. Noget jeg især lagde mærke til, efter at have spist Jespers morgenboller. Men nu var jeg glad for mit selvbedrag, da mit bælte nu hjalp med at holde den med alderen diskret voksende og tiltagende strukturløse mave på plads, da den ellers ville have gået i ukontrollabel vibration på samme bølgelængde, som de instrumenter jeg lyttede til. Min krop forblev dog en blævrende masse, så længe disse folk spillede.
I løbet af solokonkurrencerne stod David Lundgren pludselig foran mig. Han skulle spille pibroch, og han havde medbragt 10 liter fuldfed økologisk fløde, som han vedblev med at hælde ind i mine øregange. Det er længe siden – rigtig længe – jeg sidst har hørt en så behagelig, velproportioneret og smooth pibe, som hans. Alt var bare så velafbalanceret mellem chanteren og droner, og mellem basdrone og tenordroner, og en pitch smagfuldt placeret lige der, hvor den skulle være.
Da David var færdig, skreg alle mine gener efter mere fløde, men før jeg kunne nå at kaste mig ind foran ham i en desperat appel, havde han vendt ryggen til mine udstrakte arme, og forladt rummet med sin fløde-pibe i et fast greb i venstre hånd. Jeg var efterladt alene og forladt, kun i selskab med min kuglepen, som jeg krampagtigt klamrede mig til.
Hvad der ellers hændte mellem det tidspunkt, hvor jeg relativt værdigt stod og spillede for den tilstedeværende forsamling, og senere ud på natten relativt uværdigt som en halt høne stod på dansegulvet og udførte mine bedste danse-moves, kan jeg ikke redegøre for i detaljer. Men jeg havde en dejlig aften fuld af nørde-snak om reeds, fraseringer, stemning, god mad og alt muligt andet i samvær med ligesindede interessefæller. På et tidspunkt dukkede Bernard og Charlotte op med hendes pibe, som de hver især serverede en nævefuld MSR og jigs fra.
Godt fyldt op med indtryk fra dagen krøb jeg omsider i seng under hæve-sænkebordet, for kun 6 timer senere at sidde og spise morgenmad sammen med de andre, som også skulle videre ud i den grå virkelighed, en virkelighed helt uden nørde-snak. Dog blev vi for en stund endnu fastholdt i sækkepibeboblen af lyden fra en solopibe, der vedvarende flød fra musikanlægget.
En kæmpe tak til Thomas og Jesper + familie for deres kolossale arbejde med at arrangere og gennemføre arrangementet. De har ikke kunnet få mange timers søvn i løbet af den weekend.
Be the first to comment