Når mellem- og efternavnet afslører det hele

Foto: Karina Munch-Knudsen.

Lillian Kilgour Viuf er den ene af to søstre, hvis forældre begge har spillet afgørende roller for den skandinaviske, og navlig danske, sækkepibeverden; Bente Holm Viuf og Robert (Bob) L. Kilgour MBE. I et interview til Lyngtidende fortæller kvinden med det velkendte mellem- og efternavn om livet som barn af to forældre, der begge har været bidt af en gal sækkepibe.

– Kan du prøve at beskrive, hvordan det har været at vokse op med både en far og mor, der begge er pipers? Har det fyldt noget særligt i jeres hjem?

Da jeg var helt lille fyldte det meget derhjemme, og jeg husker, at jeg syntes, det var enormt spændende, når mine forældre iklædte sig kilte og resten af den uniform, de skulle bære ved konkurrencer. Jeg har også erindringer om øveaftener på skoler, hvor bandet (Heather Pipes and Drums of Copenhagen) marcherede op og ned ad gymnastiksalenes gulve, alt imens der blev tunet og spillet, så det rungede.

En meget ung Lillian bliver båret af sin mor, P/M Bente Holm Viuf. Privatfoto.

Min bedste veninde, Marie, hvis forældre også er pipers, og jeg, legede på madrasser og hyggede os imens. Vi syntes begge to, at det var hyggeligt at være med og var ikke generet af spilleriet – vi var jo vant til det. Tværtimod, tror jeg, at vi begge var lidt stolte over at have forældre, der kunne spille på et så ejendommeligt instrument.

Jeg har også fået fortalt, at jeg som spæd blev slæbt med til øveaftener og sov i en lift med spillende sækkepiber lige ved siden af. Jeg fik det bogstaveligt talt ind med modermælken og har altid holdt af det.

Jeg mindes også øveture til Borrevejle med stor glæde og ømhed. Det var fantastisk at høre sækkepiber i baggrunden, når Marie og jeg legede sammen.

– Hvordan er dit forhold til Skotland, og hvad tror du var afgørende for, at din far valgte at flytte tilbage til Edinburgh efter så mange år i Danmark?

Jeg boede som meget lille i Skotland i et par år, og husker kun øjeblikke fra den tid, men Skotland og Edinburgh har en stor plads i mit hjerte, og jeg føler mig indimellem mere skotsk end dansk. De gange jeg har været derovre, har jeg aldrig villet hjem igen, og jeg nyder virkelig både stemningen og omgivelserne.
Jeg tror, at min far flyttede tilbage, fordi han, nu da han var blevet pensionist, kunne besøge steder han ikke havde været, få ny kontakt til gamle venner og i det hele taget finde sine rødder igen. Hans døtre var blevet voksne og klarede sig selv, så tidspunktet var vel velvalgt. På daværende tidspunkt havde han heller ingen børnebørn, der kunne så tvivl om hans beslutning, så hvorfor ikke prøve? Nogle har undret sig over, hvorfor han flyttede så langt væk fra sine børn, men jeg kunne personligt godt forstå hans ønske. Selvfølgelig var det ærgerligt ikke bare at kunne smutte forbi, som både min søster og jeg gjorde jævnligt, men så kunne vi jo besøge ham i Edinburgh og få en længere tur ud af det. Jeg forstod, og forstår stadig, fuldt ud, at han tog beslutningen. Også selvom han senere spurgte sig selv, om det havde været det rigtige at gøre.

– Din mor er den første og eneste kvinde, der, som solist, har vundet titlen som Skandinavisk Mester. Jeg har været heldig og har modtaget undervisning af både din mor og far. Med så store kapaciteter lige ved hånden, kan det undre, at I søskende ikke selv spiller. Har I aldrig haft lyst til at være med i et pipe band?

Som yngre var det ikke noget jeg begræd, men nu kan jeg godt ærgre mig lidt over aldrig at have lært at spille sækkepibe. Da jeg var barn og ung, var jeg dog mere fascineret af trommerne, så måske er det derfor.

Lillian på armen af sin far, P/M Robert. L. Kilgour MBE. Privatfoto.

Jeg fik engang et par trommestikker, men turde ikke spørge, om jeg måtte få en øveplade, så en eventuel fremtid som drummer endte dér, ha, ha. Jeg mindes faktisk ikke, at vores forældre opfordrede os til at spille sækkepibe, men de så gerne, at vi spillede ét eller andet, så jeg lærte at spille klaver og min søster har kastet sig over både violin- og guitarspil. Hun forsøgte sig en kort stund med en practice chanter, men det blev ved dét. Kunne jeg spille, ville det være fantastisk at være med i et pipe band. Min mor spiller stadig, og jeg oplever, at hun virkelig hygger sig med det og er glad for at få holdt spillet ved lige.

– Kunne du finde på at tilskynde dine egne børn til at spille sækkepibe eller tromme?

Ja, det kunne jeg godt. Elias har lange, tynde fingre, der ville egne sig fortrinligt til sækkepibespil! Men jeg vil selv lade ham vælge, om det skal være dét eller trommerne, hvis interessen bliver vakt.

– Jeg tror, at jeg taler for de fleste pipers og drummers i Skandinavien, når jeg siger, at din far var indbegrebet af gentlemanship. Han satte pris på grundighed, æstetik og punktlighed. Jeg (redaktøren) kender jo personligt til din svaghed for – og værdsættelse af – korrekt retstavning. Er det et eksempel på arv fra din far, og kan du genkende andre af hans karaktertræk i dig selv?

Dét med retstavningen er faktisk min mors fortjeneste. Hun gik, og går, meget op i korrekt sprogbrug og retstavning, og jeg havde også nemt ved det i skolen, så den nidkærhed har jeg overtaget i en grad, så jeg indimellem må lægge bånd på mig selv for ikke at virke alt for emsig!

Jeg tror til gengæld, at jeg har arvet min fars ro. Selvfølgelig kunne han blive vred, men han råbte aldrig højt eller indgød frygt. Han var meget tålmodig og lyttende. Det bryster jeg mig også af at være. Æstetikken er også en stor del af mig – på flere måder. Det var min far, der vækkede min interesse for at tegne og sørgede for, at jeg fastholdt den, og jeg er grundig, når jeg kaster mig ud i eksempelvis grafiske løsninger eller andre æstetiske opgaver. Tingene skal altid være ordentlige, og noget jeg kan stå inde for. 

Det var også min far der introducerede mig til klassisk musik. Hvis han ikke lyttede til optagelser af sækkepiber, hørte han Beethoven, Bach, Brahms, Mozart, Chopin osv. Han havde en imponerende samling af klassiske cd’er. Da jeg var yngre, var musikken bare noget, der kørte i baggrunden, men efterhånden blev jeg klar over fordelen ved at kende og kunne skelne mellem komponisterne (nogenlunde), og i dag ser jeg dette kendskab som en del af børns almene dannelse, og bruger det selv, når jeg er med i undervisningen på mit arbejde.

– Selvom der har været enkelte pauser, har din mor været medlem af Heather Pipes and Drums næsten hele bandets levetid – en del af tiden som Pipe Major – og derfor har I søskende også været med ved mange arrangementer. Er der nogen (eller nogle) begivenhed(er), der står særlig tydeligt i erindringen i dag, og som måske endda har været med til også at forme dig?

Jeg tænker stadig på – og kan savne – CWC (Copenhagen Winter Competition, red.) . Særligt årrækken på Zahles Skole vækker minder. På det tidspunkt var sækkepibespillet blevet reduceret i min hverdag, så jeg hyggede mig med at kigge forbi ved CWC. Det var vel en påmindelse om fordums tiders øveaftener og konkurrencer. 

Om der er begivenheder der ligefrem har formet mig, synes jeg er svært at svare på, men der er ingen tvivl om, at hele sækkepibekulturen har en solid plads i mit hjerte. Og jeg har jo kun været tilskuer! Men jeg er vokset op med det, og derfor elsker jeg det, lige så højt som mine forældre gjorde og gør. Måske er det også derfor, jeg indimellem kan føle mig tættere knyttet til Skotland end Danmark. For mig er tonerne af sækkepiber som at vende hjem. Også selvom jeg ikke selv har spillet dem.

Lillian Kilgour Viuf

  • 44 år
  • Af dansk og skotsk afstamning
  • Uddannet både grafiker og skole- og fritidspædagog
  • Arbejder som sidstnævnte til hverdag
  • Har sønnen, Elias, på 11 år
  • Kæreste med Sofus

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*