Tom:
Baggrunden for, at Lyngtidende atter engang snakker med dig – dit andet interview til det verdensberømte Lyngtidende – er på grund af din artikel du har skrevet i et tidligere nr. Kan du ikke lige indledningsvis minde læserne om, hvad dine pointer i den artikel var?
Ralph:
Jo, man kan jo sige, at jeg kommer ind på en del forskellige punkter. Blandt andet, at man nu er kommet i besiddelse af en del forskellige pibrochmanuskriper, i modsætning til, da du og jeg lærte pibroch i vores unge dage, hvor der kun var en enkelt version tilgængelig, hovedsagelig fra The Pibroch Society, men til dels også fra The Kilberry Book. Men i dag har man fundet ud af, at der kan være store variationer i hver enkelt pibroch. Især en fyr som PM Donald MacLeod der har indspillet og sunget praktisk talt samtlige pibrochs der findes, har ofte ændringer og korrigeringer i sin musik i forhold til det, der normalt spilles. Det har blandt andet skabt en generel interesse for baggrunden for disse variationer.
Tom:
Så din artikel handlede i bund og grund om, hvordan man har bevaret den gamle musik fra tidernes morgen?
Ralph:
Ja netop, og der ved man, at en enkelt melodi kan være nedskrevet af fx 4 forskellige spillere i 4 forskellige versioner.
Tom:
Og i din artikel var du også inde på, at noget af det oprindelige pibroch stammede fra harpespil, ikke?
Ralph:
Jo, fra gælisk sang, over harpen, og til sækkepiben. Man har en formodning om, at de her MacCrimmonspillere dels var sækkepibespillere, men også harpespillere. Men man ved det jo ikke med sikkerhed, men har fået en formodning, da man var ved at gendanne det oprindelige harpespil igennem sækkepibens pibroch, og også violinens pibroch.
Det der så sker, er, at jeg sidder og kigger på de her forskellige manuskripter på nettet, og falder så over en pibroch jeg aldrig har hørt om før. Den står i øvrigt i Pibroch Society bog nr. 10 og hedder MacKenzie of Applecross’s Salute. Jeg synes det er en pibroch der er let at følge, den er ikke særlig kryptisk, og den er lige ud ad landevejen. Jeg synes den er melodiøs, og lyder rigtig godt. Det er sådan, at den i 1. og 3. linje i ground´en, men også i Singles hele vejen ned, slutter med en D-gracenote før det lave G. Det er en gracenote, man har ændret fra en E-gracenote. Det står også beskrevet i bogen, at man nu efter 5. udgivelse eller sådan noget lignende, nu har besluttet sig for at ændre denne gracenote. Det har taget et halvt til et helt århundrede at træffe den beslutning.
Da jeg så begyndte at spille den her melodi, lyttede jeg efter PM Donald MacLeods båndede instruktioner, og det sidste han siger, er, at den her gracenote skal spilles som en E-gracenote, ikke et D! Det første jeg tænkte var; Hvad fanden er forskellen? Hvorfor er det så vigtigt for denne her mand, der hele sit liv har spillet på sækkepibe og undervist alle mulige, hvorfor er det så vigtigt for ham at det skal være en E-gracenote?
Så jeg opsøgte en harpespiller.
Vi har i Danmark en meget kendt walisisk harpespiller, og jeg tænkte, om jeg mon kunne høre forskel hvis jeg kunne få en harpespiller til at spille de 2 variationer. Er der en forskel? Er der en grund til, at Donald MacLeod vil spille et E, og ikke et D? Og det er der!
Så jeg tog derfor kontakt med denne her harpespiller, hun hedder Helen Davis Mikkelborg, og er i øvrigt gift med en meget kendt dansk jazz trompetist der hedder Palle Mikkelborg. Helen Davis svarede mig, at hun syntes det var meget interessant det her med pibroch, og inden for en uges tid sad jeg hjemme hos hende og drak te. Faktisk viste det sig, at hun bor kun 5 min. kørsel fra min egen bopæl.
Det var en meget stor oplevelse. Hun er jo en professionel musiker (desværre var Palle ikke hjemme), og hun havde stuen fyldt med harper, og det var jo et meget godt tegn. Helen Davis havde læst om pibroch, men havde ikke selv prøvet at spille det på harpe. Jeg kan se, at professionelle musikere holder sig inden for deres eget felt, og pibroch ligger uden for hendes faggrænse. Hun har en del kendskab til musikken, men når det ikke er der, hun tjener sine penge, spiller hun ikke den form for musik.
Helen Davis kunne gøre mig klogere på fællesskabet mellem harpen og sækkepiben. Vi talte om den gamle harpemusik, men det skal lige siges her, at den type harpe man anvendte når man spillede pibroch den gang ikke findes længere. Den er simpelthen uddødet, og man prøver i dag at genopfinde den. Pibroch blev spillet på nogle andre strenge, end dem man bruger i dag, nemlig på sølv og guldstrenge, og ikke stålstrenge, som man anvender i dag. Man kan faktisk ikke rigtig genskabe den lyd, man havde dengang, men man prøver. Jeg havde jo håbet, at hun lå inde med en sådan gammel harpe, men desværre.
Helen Davis kunne sagtens forstå hvorfor det havde betydning denne her lille forskel i pibrochnoderne, og jeg spurgte, om hun kunne demonstrere det. Det ville hun gerne, og hun fremdrog en særlig specialbygget walisisk harpe. At spille D´et på harpen efterfulgt af det lave G i den her sammenhæng kaldes en kvint og er, som jeg forstår det, et klangbillede der fungerer som en typisk afrunding i klassisk musik. Hun demonstrerede først D´et, og derpå E´et ned på det dybe G, og der var en himmel til forskel. E´et virkede som et åbent, opadgående lydbillede, og D’ virkede som en afslutning.
Tom:
Og det vi taler om her, det er blot forskellen på at spille en E-gracenote eller en D-gracenote på sækkepiben?
Ralph:
Ja, det er simpelthen det vi taler om, og at Donald MacLeod vil spille E, og der står D i noderne, og på harpen er der simpelthen en markant forskel. Det er 2 forskellige verdener. Det lyder underligt, men det er jo fordi vi taler om musik og lydbølger, og ikke sorte prikker på et stykke papir.
Så kan man jo også spørge, om Donald MacLeod fra sin lærer, der fra sin lærer, og hvor langt man nu har lyst til at gå tilbage, har haft en anden baggrund for at sige, at det lydbillede den her pibroch skal slutte af med, skal være på den her bestemte måde, hvor man i The Pibroch Society først i nyere tid, efter 5. udgave af nodebogen, har foretage den her ændring, som en form for standardisering. Og er det så forkert eller rigtigt?
Tom:
Så det kom til at stå helt klart for dig, hvorfor denne her gracenote ikke skulle være en D, men en E, for man kunne vel lige så godt, i første øjekast, tænke; Herre Gud, man kunne vel også bare spille en helt anden, fx en G-gracenote?
Ralph:
Det her har virkelig åbnet mine øjne for at forstå, at der er en dybere forklaring på, hvorfor tingene skal spilles som de skal, og jeg kan sagtens forstå, at Donald MacLeod underviser i, at man ikke skal afrunde melodien her, men holde den kørende for at åbne for melodiens videre forløb.
Jeg gik fra samtalen med Helen Davis som en mand med nye indsigter, som en renset mand 🙂
Tom:
Lad dette være de sidste ord. Tak for snakken, det har været rigtig interessant!
Be the first to comment