Lyngtidende tog turen til Holbæk for at tage en snak med formanden for PBAS; David Lundgreen. Det blev til, ud over en god middag, en hyggelig snak om pipe band scenen i Skandinavien som David ser den, dens mulige skavanker og hvad man kunne gøre ved det. Desuden talte vi også om Davids personlige sækkepibeudvikling, og hvor han befinder sig lige nu. Bemærk, at interviewet blev foretaget helt tilbage i august 2022, dvs. før vi vidste, at efterårskonkurrencen i Holbæk og forårskonkurrencen i Stouby ville blive aflyst grundet for få tilmeldinger.
Tom:
Nå, men tak fordi du tager dig tid til at snakke lidt med Lyngtidende. Til at starte med, kunne jeg godt tænke mig, at du fortæller lidt om din baggrund, og hvor længe du har spillet?
David:
Jeg startede i Dungillie Pipe Band i starten af 80’erne eller deromkring. Bandet var startet kort før det. De havde favnet nogle, der gerne ville spille sækkepibe, og havde lavet det de kaldte for Dungillie Pipers i 1979. Så kom der også trommer med, og så blev det til Dungillie Pipe Band. På det tidspunkt da jeg startede, var det allerede et etableret band, sådan set. Den store fordel for mig var, at jeg for det første boede tæt på der hvor de øvede, og for det andet kendte jeg familien Foldager, som var venner af mine forældre. Det gjorde det meget trygt for mig. Jeg blev passet hos Foldager, når min mor havde behov for det. Det der sækkepibe sagde mig faktisk ikke rigtig noget, men Jens Foldager spurgte mig på et tidspunkt, om jeg kunne have lyst til at prøve at spille. På det tidspunkt havde jeg gået til bordtennis og badminton og andre ting, og jeg tænkte; ”Ja hvorfor ikke prøve sækkepiben”. Jeg startede med at få undervisning af Jens Foldager, som var far til nuværende long-time PM i Dungillie PB Lars Foldager. Jens er desværre gået bort nu, men Jens underviste mig i det grundlæggende, og lærte mig mine første simple melodier.
Tom:
Følte du, at du havde nemt ved at lære at spille og havde evner for det?
David:
Ja, helt klart. Jeg syntes det var sjovt og nemt, og de andre roste mig enormt meget til at starte med. Det tror jeg opmuntrede mig en del, så jeg kløede bare på.
Jeg spillede i Dungillie i 7-8 år indtil jeg tog til København, og kom til Heathers. I København skulle jeg være soldat og siden studerede jeg der. Men jeg havde før det – da var jeg vel en knægt på 16-17 år – mødt dig, og du havde opfordret mig til at komme og spille hos jer, hvis jeg nogen sinde skulle flytte til København. Den melding gjorde stort indtryk, og sad i baghovedet på mig. Hvis du mente, at jeg var god nok til det, så måtte jeg prøve det af, for at se, om det kunne lykkes.
Jeg kan huske, at inden jeg startede besøgte jeg dig i din lejlighed i Rømersgade. Du havde bedt mig om at tage min sækkepibe med, hvilket undrede mig, da det jo var en lejlighed med naboer osv. Efter vi havde spillet lidt på practice chanter bad du mig så om at stemme mine droner og spille lidt på den store. Jeg tænkte, at det kunne man da ikke herinde, men det viste sig jo, at være helt ok.
Det betød virkelig meget for min musikalske udvikling, at få lov til at komme og spille med Heathers. Det var fedt. Der var utrolig mange melodier jeg skulle lære, og på det tidspunkt var det vigtigt for bandet at spille 6/8 marches og 3/4 marches. Det havde jeg ikke selv gjort særlig meget. Der var ikke mange standartmelodier bandet spillede. Der var også MSR og et medley jeg skulle lære. Bandet skulle spille koncert senere, så der var også koncertmelodier. Jeg brugte en masse tid og mange kræfter på det. Det var fedt.
Tom:
Jeg kan huske, at da du kom til bandet spillede du fuldstændig korrekt, og det eneste du manglede var, at få sat tempo i dit spil. Du havde tydeligvis behov for at blive udfordret og sat under pres, så jeg satte bare tommelskruerne på. Også fordi min filosofi var (og fortsat er), at udviklingen i høj grad kommer i forbindelse med indlæringen af nye melodier, når nu alt det grundlæggende var på plads. De gamle uvaner man ønsker at komme til livs, er nemmere at håndtere, når de er gemt væk i skuffen med gamle melodier.
David:
Jeg spillede med Heathers fra starten at 1988 og frem til 95, hvor jeg flyttede til Holbæk og startede i Holbæk Pipe Band. I min tid i Heathers (grad 2 band) var jeg også PM i grad 4 bandet i 1 eller 2 sæsoner. Det var fedt at prøve at have ansvaret for mig eget. Jeg havde på det tidspunkt ambitioner om at have ansvaret for noget, og prøve det af og finde ud af, hvad jeg selv kunne drive det til. Jeg kan huske, at du jo havde din måde at gøre tingene på, og jeg havde sammen med Tue og Kjeld en masse idéer om hvordan man kunne gøre det endnu bedre. Det snakkede jeg meget med dem om. Vi havde så kvintetkonkurrencerne til CWC, hvor vi kunne få lov til at løbe hornene af os og prøve en masse ting af. Det var snakke, som jeg fik meget ud af.
Før jeg startede i Holbæk PB snakkede jeg med Rene Frederiksen som jeg på det tidspunkt også spillede en del med (red: René er tidligere LD i Heather). René havde lige som jeg også tanker om at skabe sit eget. Vi gik og vejede tingene op mod hinanden og lavede lister om fordele og ulemper ved fx at starte sit eget op helt fra grunden i forhold til – hvis der var interesse – at komme og overtage et andet band.
Men Holbæk manglede på det tidspunkt nogle, der med noget erfaring havde lyst til at komme og lægge noget arbejde i bandet, så det blev jo helt oplagt, at René og jeg startede op der som LD og PM. Det var i 1995.
I Holbæk Pipe Band spillede jeg helt frem til 2020. Jeg kan ikke helt huske hvor mange år jeg har været PM i Holbæk, fordi Rune og jeg har suppleret og afløst hinanden på posten i perioder, hvor jeg løb lidt sur i det, eller hvor Rune var kørt træt. Der var også en periode, hvor Rune rejste til Australien fx .
For 2-3 år siden følte jeg, at jeg musikalsk var nået til et mæthedspunkt, og at jeg ikke havde så meget at give af længere. Jeg havde mistet lysten til at spille i bandet på trods af, at jeg fortsat havde lyst til at være sammen med de mennesker, som bandet bestod af. Jeg fornemmede også en vis mæthed fra bandets side ift. mit virke. Enden på det blev, at jeg uden videre dramatik stoppede i bandet. Det var jo drastisk i den forstand, at jeg havde brugt virkelig meget tid sammen med bandets medlemmer gennem årene, men jeg havde tænkt over det i et stykke tid, og jeg var helt afklaret med, at jeg ikke havde lyst længere.
I en kortere periode vidste jeg egentlig ikke hvad jeg så skulle. Jeg daskede sådan lidt rundt for mig selv. Så fandt jeg sammen med nogle af mine gamle venner fra Holbæk PB, hvor vi en gang imellem mødes og hyggespiller. Siden er jeg startet i Bragi Pipe Band, som jeg stadig er tilknyttet (red: Bragi Pipe Band startede oprindeligt som et samarbejde mellem spillere fra Aalborg, Aarhus og Slagelse. I dag består hovedparten af bandet af folk fra Aarhus Pipe Band og Holbæk Pipe band)
Tom:
Jep. Nu vil jeg gerne tale lidt om dit arbejde i PBAS (Pipe Band Association of Scandinavia), for du har jo været formand i PBAS siden…?
David:
Ja, det har nok været efterhånden i hvert fald i 10 år.
Tom:
Hvorfor begyndte du at involvere dig i det arbejde?
David:
Ja, men for det første blev jeg opfordret til det det, men grundlæggende var det igen fordi jeg havde den der følelse, og et ønske om at kunne præge noget. Jeg blev involveret i arbejdet med at forsøge at lave nogle konkurrenceregler som kunne favne alle de konkurrencer vi holdt i Skandinavien, inkl. CWC. Det var noget jeg lavede sammen med Jens Hedegaard. Det var super hyggeligt, og det fik mig til at få lyst til at gøre noget mere, og få noget mere indflydelse.
Tom:
Da du blev formand havde du da nogle konkrete tanker om noget specifikt, som du gerne ville ændre på?
David:
Det havde jeg faktisk ikke til at starte med, men jeg opdagede senere hvor vigtigt det er, at sikre en kontinuitet i de forskellige bands ved at der er et sted, man kan henvende sig til om alt, hvad der vedrører det, at drive et pipe band. Jeg synes det er vigtig at sikre kontinuitet, og for at sikre dette, skal vi have nogle veldrevne konkurrencer under ordnede forhold, som alle bands accepterer. Det tror jeg egentlig bare var det vigtigste for mig. Lige nu er der nogle strømninger der går på det mindre konkurrenceprægede og mere i retning af hygge spil, men på et tidspunkt tror jeg at det vender igen. Da vil folk gerne have lidt større udfordringer, og alt dette skal sættes i system.
Tom:
Dvs. du oplever faktisk, at folk synes, at PBAS i dag spiller en rolle? Grunden til at jeg spørger sådan er, at mine egne erfaringer med bestyrelsesarbejdet i PBAS var, at organisationen godt kunne opfattes som den irriterende storebror, der uretmæssigt blander sig. Når folk en gang imellem tog nogle større initiativer rundt om i bands´ne ville de nemlig gerne have, at tingene skulle gøres på deres egne måder.
David:
Jo bestemt, jeg har da selv været irriteret og stået der og sagt, hvorfor kan vi ikke bare lige… det er en proces som jeg selv har været igennem. Perspektivet afhænger nok af, hvilken side af bordet man sidder. Men det er vigtigt, at vi har de her rammer, for ellers har vi slet ikke noget at forholde os til. Men svaret er jo nok, at nej, i dag spiller PBAS nok ikke så stor en rolle, for PBAS er ikke så aktiv på trods af mit ønske om at sparke det i gang. Sidst vi havde muligheden, samlede jeg til et møde. Der var et stort fremmøde, og folk ville gerne der skulle ske noget, men jeg må erkende, at der ikke er blevet gjort noget siden da, heller ikke fra min side. Dette til trods mener jeg fortsat, er der skal gøres noget. Det, jeg gør mig mange tanker om i øjeblikket er ungdomsudviklingen. Jeg kunne godt tænke mig, at alle bands havde et form for ungdomsprogram, så folk vidste hvordan man kunne gøre for at erhverve nye medlemmer og undervise dem, og dermed sikre fremtiden for vores pipe band interesse. Det er ikke svært at konstatere, at rundt omkring i de forskellige bands træder de grå stænk mere og mere frem. Fremtiden ligger ikke hos os der har spillet i 40-50 år, men hos de nye, vi skal have lært op. Men der er ikke ret mange der rent faktisk gør noget for det. Det kunne være super fedt, hvis bands´ne følte, at PBAS kunne spille ind med noget her.
Tom:
Sat lidt på spidsen, mener du, at der findes en eksakt opskrift på hvordan man skaffer nye unge elever?
David:
Nej, så naiv er jeg da ikke, men der findes opskrifter på, hvordan man kunne prøve at gøre. Og der findes i hvert fald undervisningsmaterialer om, hvordan man kunne lære de nye op, og hvilke processer de skal igennem. I Skotland har de jo etableret National Youth Pipe Band, og det kunne man sagtens på samme vis også etablere her i Danmark. Til at starte med kunne de ganske få spillere mødes en gang imellem på tværs af bands og lære de samme melodier, som de kunne spille sammen. Men der er ikke kun en enkelt løsning. Mulighederne ude i de forskellige bands er meget forskellige.
Tom:
Du taler om et program. I mine ører lyder det meget konkret?
David:
Nej, det skulle være et materiale, som man kan plukke ud fra, et form for katalog, der kan tage hensyn til de meget individuelle forhold og ressourcer, der findes i bands´ne.
Tom:
Hvad er status på pipe band aktiviteterne i Danmark?
David:
Jeg har ikke et nøjagtigt overblik, men jeg mener, der er nogle der spiller i Frederikshavn og Aarhus. Der er også nogle organiseringer i sønderjylland – 2 eller 3 bands med Sønderborg Pipe Band som klart det største. Så er der Dungillie på Fyn. Og på Sjælland er der nogle stykker i Slagelse der spiller. Så har vi Holbæk Pipe Band, Heaters og Gordons i København, og jeg hjælper selv lidt til i Copenhagen Caledonia Pipe Band en gang imellem. Det er vel i alt ca 10 grupperinger eller bands.
Tom:
Dvs de ”gode gamle” der fortsat eksisterer, men spørgsmålet er, hvor store de er?
David:
Ja, det er rigtigt.
Tom:
Det scenarie vi har i dag, vil du opfatte det som værende i krise, eller hvordan synes du temperaturen er?
David:
Jeg ved godt, at mange siger, at der aldrig har være så få der spiller som nu, og at vi er i krise, men det er faktisk ikke det jeg ser. Jeg ser, at ovenpå nedgang i årevis og oven på Coronanedlukningen lader det til, at folk er begyndt at vende tilbage igen. Jeg ser, at vi har nået bunden, men at det begynder at gå op ad igen, selvom vi langt fra kan sammenligne os med tiderne fra 90’erne, hvor det musikalske niveau og antallet af aktive var langt højere.
Tom:
Jeg har selv tænkt (og skrevet lidt om det i et tidligere nr. af Lyngtidende), om antallet af udøvende rent faktisk var så meget større dengang, men at forskellen fra dengang og nu kunne være, at folk ikke længere bruger så mange kræfter på at mødes til konkurrencer, men mere lukker sig om sig selv?
David:
Det kunne du godt have ret i, selvom der jo ikke findes nogen nøjagtig opgørelse. På PBAS hjemmeside har vi blot oplistet kontaktpersonerne på de forskellige grupperinger. Og vi skal jo heller ikke glemme Sverige. Der er nogle der spiller i Malmø, og Murrays findes stadig i Gøteborg. Og så går Per Stjernqvist også rundt i Gøteborg og spiller med nogle stykker. I Stockholm har vi Stockholm Pipe Band, der har skrabet et rigtig stærkt band sammen. Desuden er der de her veteraner; Tannasg Pipe Band under ledelse af Mårten Smith og Anders Gjörling. Det er frafaldne veteraner, som ikke længere ønsker at spille til konkurrence, men stadig gerne vil spille ordentligt og tage ud og optræde for folk. Hvad der ellers er i Stockholm ved jeg egentlig ikke.
Tom:
Hvordan vil du gerne påvirke denne scene, du her har opremset?
David:
Først og fremmest vil jeg gerne have gang i de skandinaviske mesterskaber igen, og så ligger det, som nævnt, mig meget på sinde, at få sat gang i det her ungdomsarbejde.
Tom:
Jeg har selv oplevet gennem årene, at snakken om at hverve nye, gerne unge elever altid har eksisteret og er dukket op med jævne mellem. Men for mig har det ikke været så vigtigt hvad der skulle gøres, bare folk rent faktisk gjorde noget, så det ikke kun bliver ved de gode hensigter og der aldrig for alvor sker noget. Kan man stille noget op overfor det?
David:
Ja, her tror jeg, at jeg i egenskab af formand for PBAS skal presse på for at få etableret det her ungdomsarbejde, og at det er min rolle, at stille alle de svære spørgsmål om den manglende ungdom.
Tom:
Godt så. Vi runder den del af interviewet af for nu. Her til sidst vil jeg gerne høre lidt om hvad du i øjeblikket pusler rundt med?
David:
Rent pipe band mæssigt spiller jeg så nu med Bragi, og vores store forkromede plan er at tage til Leipzig (red; pipe band konkurrence) her i september. I Bragi synes jeg, at jeg har fået et enormt godt samarbejde med Thomas Whitelaw, der er PM. Jeg har sagt til Thomas, at jeg gerne vil bakke ham op, og jeg har hjulpet til med at finde melodier og lave seconds og alt sådan noget. Det har været en fed proces at indgå i.
Tom:
Og hvad med dit eget spil? Jeg lagde jo mærke til, at du stillede op i piobaireachd til konkurrencen i Stouby. Det er jo ambitiøst, for det er et stort arbejde at få sådan noget musik op og køre.
David:
Jo, det er det da. Faktisk spillede jeg i mange år uden at interessere mig for piobaireachd. Men så fik jeg sådan en nysgerrighed overfor at prøve det af. Det var en gang i 90’erne hvor jeg også havde en ambition om at blive skandinavisk mester i solo. Jeg begyndte at spekulere over, hvad der egentlig skulle til for at blive en rigtig dygtig piper og kunne kalde sig en hel piper. Jeg begyndte at lave lister med det. Man skulle fx kunne spille MSR, og så fandt jeg frem til, at man da også skulle kunne spille det her piobaireachd (det vidste jeg egentlig nok godt i forvejen). I starten af 95, lige før jeg startede i Holbæk Pipe Band, tog jeg til Skotland for at modtage undervisning udelukkende i piobaireachd, blandt andet fra Angus MacDonald. Det er dette jeg nu tager op igen. Det er min drøm at komme til at spille noget mere piobaireachd. Jeg har faktisk de senere år gået og spillet noget mere af det, og deltaget i undervisnings weekender, hvor vi har inviteret Brian Lamond over, som har undervist mig.
Tom:
Jamen det lyder rigtig spændende. Jeg glæder mig til at høre mere til dit piobaireachd spil fremover.
David:
Tak skal du have, Tom!
Tom:
Det er mig der takker!
David:
Det var så lidt!
Be the first to comment