Interview med Bernard Bouhadana

Lyngtidende bringer her et interview med Bernard Bouhadana. Bernard er uden sammenligning den piper i Skandinavien med den mest indgående viden om de absolut bedste bands der findes, oplevet indefra. Her i 1. del kan du læse om Bernards allerførste møde med pipe band-musik, om hans musikalske udvikling her i Danmark, og hans møde med to af verdens mest dominerende grad 1 bands. 

Anden og sidste del af interviewet bringes i det næste nr. af Lyngtidende. 

 

Tom:

Bernard, jeg kunne især godt tænke mig at tale med dig om dine erfaringer du har gjort dig, når du har spillet med grad 1 bands. Men indledningsvis kunne du måske først fortælle lidt om, hvornår du startede med at spille sækkepibe, og hvilke bands du har spillet med?                                                                                                                                            

 

Bernard:

Jeg begyndte da jeg var ni år gammel hos Palle [red: Schjerning]. Det var i 1990, 2. juledag, for at være helt præcis. Jeg boede på Frederiksvej på Frederiksberg. Det var således, at Stig Breyt [red: tidligere LD i HP&D] også boede på Frederiksvej. Han fyldte 30 år, og Heathers kom derfor og spillede for ham nede på gaden. Det var den 4. september 1983. Måske var du med der?

Tom:

Det kunne jeg meget vel have været.

 

Bernard:

Jeg hørte det ud ad vinduet, og jeg var helt vild med musikken. Jeg har fået fortalt, at min storebror hjalp mig op i vindueskarmen. Jeg havde ble på og stod og dansede til musikken. Min mor spurgte min far, om ikke han havde nogle sækkepibeplader et sted. Det mente hun at kunne huske. Dem hentede min far frem – til min store glæde. Siden den dag har jeg i min barndom løbende plaget om selv at få lov til at lære at spille. Da jeg var ni år, og mine forældre var overbeviste om, jeg mente det, fandt de frem til Palle, som derpå blev min første lærer. 

 

Tom:

Spillede du i Palles band?

 

Bernard:

Ja, men Gordons var på det tidspunkt knap et band. Min familie var i mellemtiden flyttet til Rødovre, og jeg tog så med min far ind til Forum på Frederiksberg, hvor de øvede hver søndag, og lyttede. Der var Ingrid Borg og Henrik Strandberg og et par andre pipers, så det var mere en lille gruppe spillere, end et egentligt band. Der var nærmest ingen trommere, så jeg mener, at Stig Breyt udgjorde bandets drum corps. Jeg tror, jeg spillede hos Palle i et par år eller måske tre. Jesper Lindhardt og jeg begyndte samtidigt med nogle få dages mellemrum, sjovt nok.

Efter Gordons blev jeg medlem af Heathers, hvor jeg spillede med B-bandet i et år. Her fik jeg sideløbende undervisning af Tue Johannesen en gang om ugen. Undervisningen begyndte faktisk øjeblikkelig. Jeg kan huske, at til en af de første band practices jeg var til, kom Peter Scheel hen og sagde, at Tue og han havde talt om, at det blev Tue eller ham, der skulle undervise mig. Jeg tror, det var noget logistik, der skulle passe, for Tue boede på det tidspunkt i Hvidovre. Herefter begyndte jeg med enetimer hos Tue. Jeg mener det ophørte i takt med, jeg begyndte i A-bandet det efterfølgende år. 

Det var lige efter, at bandet i 1994 tog til Skotland og vandt en masse præmier til konkurrencer. Det var for øvrigt samtidig med, at Ralph stoppede.  

Jeg spillede med bandet i 96 i Skotland, i 97 i Belgien og i 98 igen i Skotland. I 1999 tror jeg ikke bandet var nogle steder, og i år 2000 spillere jeg så med Holbæk PB. I Holbæk var jeg vist nok kun et år, men jeg havde undervist i bandet i et par år forinden. 

Derefter spillede jeg med Maple Ridge PB fra Canada. Det var det første udenlandske band, jeg spillede med. Da jeg var med Holbæk i Skotland i 2000 boede de tilfældigvis på etagen over os på Stirling University. 

 

Tom:

Havde du faste øvere med Maple Ridge, eller hvordan fungerede det?

 

Bernard:

Det kom sig af, at Louise Overgaard og jeg egentlig havde planer om at spille med Boghall & Bathgate, efter vi stoppede i Holbæk. Men da vi lige havde mødt Maple Ridge og var blevet gode venner med dem, aftalte vi, at mødes i Skotland året efter, hvor vi spillede med dem til VM. Herefter spurgte de, om ikke vi havde lyst til at komme til Canada. Vi tænkte, at på den ene side havde vi glædet os til at prøve at spille med et grad 1 band, men på den anden side havde vi nu en invitation til Vancouver, og det lød jo meget eksotisk. Det var en enestående mulighed, så vi udskød vores grad 1-planer og sagde ja til at komme til Vancouver i stedet.

 

Tom:

I hvilken grad spillede Maple Ridge? 

 

Bernard:

I grad 2. 

Vi tog så til Canada i sommeren 2002 og spillede med dem til konkurrencer. Vi deltog også i solokonkurrencer, og jeg var så heldig at klare mig fint, hvilket Louise i øvrigt også gjorde. 

Det skabte selvfølgelig noget opmærksomhed, da to fulstændig fremmede spillere pludselig gjorde sig bemærket i ‘Professional’ – den højeste grad i solo. Samme sommer fik vi et godt tilbud fra pipe major og leading drummer i SFU (Simon Fraser University PB) om at komme og spille med bandet fra sæsonen 2003. Det takkede vi ja til. 

Det var sådan set vejen ud af Danmark. 

 

Tom:

Som jeg husker Maple Ridge, var det et ret godt grad 2 band, men det må alligevel have været noget af et spring op til SFU, der jo var ét af de bedste bands i grad 1? 

 

Bernard:

Ja, da vi fik de her invitationer, var bandet regerende verdensmester. Det var simpelthen toppen af toppen. 

 

Tom:

Kan du huske, hvordan det var at komme ind i det store pipe corps og være en del af den fænomenale lyd og sådan?

 

Bernard:

Ja, selvfølgelig. Jeg glædede mig som en vanvittig til at prøve kræfter med bandet. Jeg var imponeret over det hele. Jeg kan huske, jeg især var meget imponeret over den professionalisme, jeg mødte, og over den kæmpe organisation de havde opbygget. Der var over 200 spillere i SFU-organisationen, som var organiseret i 6 bands.  Der var et begynderhold som Alan Beavans [red: nuværende PM i grad 1 bandet] mor underviste. Så var der et novice juvenile band og et juvenile band. Det band lød på en god dag som et grad 1 band. Det mener jeg helt oprigtigt. Hvis man stod med ryggen til, kunne man ikke høre, om det var et grad 1 band eller SFUs juvenile band. Så var der et grad 3 band, et grad 2 band og så endelig grad 1 bandet. Jeg var meget imponeret over, at det var så kæmpe stort og velorganiseret.

Tom:

Og du røg jo så direkte i grad 1-bandet. Hvilke følelser strømmede igennem dig, da du de første træningsgange var med til at spille på så højt et niveau? 

 

Bernard:

Jeg kan huske den første melodi, jeg spillede med dem. Det var The Ewe With The Crooked Horn. Folk stod og tunede op for sig selv i de her formidable træningsfaciliteter, som de har på universitetet, både indenfor og udenfor. Jeg tænkte; ”nå, men jeg må sgu da også hellere stemme mine droner.”  Så samlede Jack Lee os, og vi begyndte at spille – det var lige på og hårdt. Det var Jack Lee (daværende PM Terry Lees bror), der stod for 90% af undervisningen i bandet. 

Vi kom over i april 2003, og på det tidspunkt blev deres største indendørs konkurrence afholdt  SFU øvede sideløbende til en koncertturné som opfølgning på deres seneste CD, der var indspillet året før i Operahuset i Sydney. Vi øvede jo meget op til de koncerter i en måned eller halvanden. Det syntes, jeg var en stor oplevelse, og jeg havde selv CD´en, så jeg kendte jo musikken rimeligt godt allerede.  

Jeg spillede med SFU i sæsonerne 2003, 2004, 2005 og 2006. 

 

Tom:

Nåede du at blive verdensmester med dem?

 

Bernard:

Nej, jeg blev nr. 3, 2, 3 og 2 hhv. Louise blev verdensmester med drum corpset i 2004. I de år var det jo Field Marshal, Shotts og SFU der lå og sloges om placeringerne hele tiden.

 

Tom:

Fungerede det sådan, at du rejste til Canada i starten af hver sæson? 

 

Bernard:

Vi gjorde gerne det, at vi var der i to uger i april, og så tog vi derover igen, når skolen var færdig i slutningen af juni. Så havde vi ca. 5 uger med konkurrencer hver weekend og bandtræning hver dag. Trommerne øvede faktisk to gange dagligt, fordi der kom så mange udefra. Drum corpset bestod næsten kun af folk udefra, og det var jo begyndelsen på en ny sæson. Det var bare ”goddag, jeg hedder Louise”, og så var det i gang med at spille. De mødtes som regel om morgen, og så om aftenen sammen med os pipers. 

 

Tom:

Og så skiftede du til Field Marshal. Hvad var dine overvejelser i den forbindelse?

Ja, det var jo sådan, at det var en del tættere på Danmark. I stedet for en rejsetid på 12 timer var det nu kun halvanden time. Det kan godt være, jeg står lidt alene med den her opfattelse, men Field Marshal har aldrig været et band, som jeg har følt mig specielt tiltrukket af. F.eks. var den eneste jeg kendte i bandet Richard Parkes [red: PM i bandet], men kun af navn. 

 

Tom:

Var det musikalsk, du ikke følte dig tiltrukket?

 

Bernard:

Ja, jeg synes stadig den dag i dag, at man skal være sådan lidt ”akademisk”, eller forholdsvis dygtig for at kunne sætte pris på, hvad de egentlig laver. Altså den musik, de spiller, er ikke så populærmusikagtigt som f.eks. det Shotts, og nogle af de andre bands, spiller. Jeg syntes ikke, Field Marshal´s melodier fængede lige med det samme, så jeg havde egentlig aldrig tænkt, at det var med Field Marshal, jeg skulle spille. Min drøm var at spille med Simon Fraser, og hvis ikke det kunne blive med dem, så meget gerne med Shotts eller Boghall & Bathgate –  dem kunne jeg godt lide.

 

Tom:

Kan du uddybe dine tanker om Field Marshal? 

Bernard:

Jo, bandet er som bekendt meget optaget af lyd, som de bruger ualmindelig meget tid på. Det satte jeg egentlig også pris på, da jeg begyndte. Lyden er selvfølgelig også vigtig, og de er meget dygtige – de dygtisgte –  til det, men måske det nogle gange er sjovere at lytte til FM end at spille med bandet. Jeg ved det ikke. Det er lidt svært at forklare…

Jeg har slet ingen antipati mod bandet, tværtimod. Det har bare aldrig været min store drøm, som barn og helt ung, at spille med dem. I dag er jeg deres største fan.

 

Tom:

Men der var vel en grund til, at du skiftede til det band?

 

Bernard:

Jo, men jeg fik en mail fra Richard Parkes en dag, og så tænkte jeg, at det kunne egentlig være interesseant at prøve at spille med Field MArshal også. Og så var der jo det med transporttiden. Det er noget helt andet at flyve halvanden time i stedet for 12. Så kunne jeg tage der over lidt oftere, hvis jeg havde lyst til det, og så var der det med, at man undgik jetlag, hvor det i Canada tog tid, før man var ovenpå igen.  

 

Tom:

Oplevede du, at Field Marshal arbejde på en anden måde end SFU?

 

Bernard:

Ja, i høj grad. I SFU øver de hele tiden. Jeg tror ikke, der er noget andet band – jo måske Invereray i dag, de kommer tæt på – som kommer i nærheden af SFU med hensyn til at øve rent spil, detaljer, teknik, musikalsk udtryk og alt muligt. Der er bogstaveligt talt ikke en grace note, som de ikke har gennemgået i løbet af sommeren op til VM. I Field Marshal gør de det samme, blot med lyden. De stemmer og stemmer hele tiden. Og så en gang imellem spiller hele bandet nogle dele af f.eks. en reel fra medley´et. Så stopper man og stemmer. Så spiller man slow air´en, stopper og stemmer videre. Så man arbejder også her med grundigheden, men der er et helt andet fokus.  

Tom:

Hvordan oplevede du folks individuelle niveau i de 2 bands?

 

Bernard:

Lige i de to bands, synes jeg, de er ulamindeligt dygtige begge steder.  Der var, så at sige, ikke noget at komme efter. Da jeg spillede i Simon Fraser, var det jo nærmest også et samlingssted for toppen af solo pipers. I hvert fald de sidste par år, da jeg spillede der. Dem der stod ved siden af mig, var Terry og Jack Lee, Stuart Liddell, Andrew Bonar og Alan Beavan. Det var en unik front rank. Og i Field Marshal var der tilsvarende gold medalister og andre folk af den kaliber. 

 

Tom:

Og der spillede du så i 2007 og 2008 og blev verdensmester?

 

Bernard:

Ja.

 

Med denne cliffhanger afsluttes 1. del af interviewet. I næste del vil Bernard fortælle mere om hans erfaringer med flere af pipe band verdens absolutte sværvægtere.