Her følger en lille guide til hvordan du kan gå frem, når du skal stemme din pipechanter.
Af: Tom Harboe
Sækkepiben er som bekendt et levende og til tider lunefuldt instrument, som kan være vanskeligt at få til at lyde godt. Det kan derfor være hjælpsomt at man følger en vis systematik, når man arbejder med sin pibe. I dag findes der som bekendt en del hjælpemidler man kan benytte sig af, og en tuner er velsagtens et fuldstændig uundværligt hjælpemiddel i ethvert pipe bands værktøjskasse. Den særlige tuner som er udviklet til pipe chanteren kan være rigtig god til at hjælpe dig på vej, men den kan også være en sovepude, og en hæmsko mod at få udviklet dit eget øre til at kunne stemme.
For at kunne stemme sit instrument skal man kunne håndtere instrumentet korrekt og systematisk, men også være i stand til at lytte sig til, hvornår en tone er ude af stemning. Øret (eller snarere hjernen) kan i den forbindelse betragtes som en muskel, der skal trænes konstant, udvikles og vedligeholdes. Her kan tuneren være din ven, men den kan også være medvirkende til at sløve dine sanser, hvis du benytter den uden selv at tage stilling til, hvordan din pibe bør lyde. Man skal så at sige have masseret ind i hjernen, hvordan den korrekte tone skal lyde, og det får man kun ved målrettet at øve sig på det. Hele tiden.
En sækkepibespiller skal desuden have et fuldstændigt symbiotisk forhold mellem sit instrument, sit øre og sin blæsning. Mange kan godt identificere en godt stemt sækkepibe, men kan dog alligevel ikke selv frembringe noget, der ligner; Der knokles løs med at rette her og der, men resultatet bliver ikke derefter. Min påstand er, at det i mange tilfælde skyldes den måde man ubevidst blæser i sit instrument på. En stor del af de kundskaber man derfor skal besidde, er, at være bevidst om den måde man blæser på, og hele tiden kunne tage højde for det, mens man spiller. Selv meget dygtige spillere kommer til at ændre på deres blæsning i særlige situationer. Forskellen på dem og den mindre dygtige spiller er blot, at de er bevidste om deres blæsesvagheder, og er derfor i stand til at tage højde for dem. (Se note 1)
I det følgende kommer jeg også med nogle bemærkninger om opvarmning, fugtighed og fugtbalancen i sækkepiben. Mange moderne remedier som de fleste af os i dag anvender, har til formål at minimere de ulemper som et ustabilt instrument afstedkommer, hvilket i bund og grund skyldes den manglende kontrol af fugtigheden. Min erfaring er, at de moderne hjælpemidler som fx sække og dronereeds lavet af kunstmateriale, kattegrus, klimabeholdere til reeds og meget andet, kan minimere disse ulemper, men fjerne dem fuldstændigt er ikke tilfældet. Det betyder, at de grundlæggende erfaringer om hvad fugt kan gøre ved dit chanterreed og betydningen af at varme instrumentet behørigt op, stadig er gældende, på trods af alle disse smarte hjælpemidler, der er blevet udviklet, og som du måtte benytte dig af.
I det følgende gennemgår jeg chanterens toner én for én, og i den rækkefølge de skal stemmes. Den erfarne spiller kan håndtere at stemme flere toner mindre systematisk end jeg lægger op til her, men det skal du ikke lade dig distrahere af. Selv skuespillerens tilsyneladende spontane improvisation hviler på forberedelse, og at de har helt styr på deres grundlæggende teknikker.
- Lavt A og Højt A
Find chanterens naturlige balancepunkt (pitch). Her menes, at du skal placere reedet i chanteren så der er en oktav mellem det lave A og høje A. Vær opmærksom på, at der ofte er stor forskel på lyden når du blæser i chanteren med og uden sæk, og du skal også være opmærksom på, at det høje A vil flytte sig alt efter hvor fugtigt reedet er. Giv det derfor lidt tid til at falde på plads, og afvent indtil du har fundet dit normale blæsetryk igen, efter du har haft reedet ude i luften. Fugt det om nødvendigt moderat udvendigt på den øverste halvdel og spil i fx 60 sekunder, før du bestemmer dig for, om dit høje A er, som det skal være. Hvis du har fugtet det for voldsomt vil det være (for) flat lige når du blæser piben op igen, men det aftager inden for 1-2 minutter. Husk at kontrollere, at dronerne hele tiden stemmer med det lave A.
Et korrekt sat højt A skal blende med dronerne, men det kan være svært at høre svingningerne, især hvis A´et ikke er særligt kraftigt. Det drejer sig nok om at have indarbejdet det rette lydbillede i sin erindring. Det får du kun ved at have lyttet til en masse høje A´er, som du positivt ved er korrekt stemte. Tjek evt. dit høje A´et med en tuner.
Hvis ikke du har frihed til at sætte din pitch helt som du vil, fx hvis din PM har forudbestemt pitch´en, kan du være nødt til at placere tape på dit høje A for at få oktaven på plads. Men hvis du er solospiller og ønsker at få det fulde udbytte af dit høje A (dvs uden tape) bør du i sådan en situation i princippet pithce din chanter om, og starte forfra med at opbygge skalaen, som jeg beskriver i det efterfølgende.
Det høje A er en vanskelig størrelse, da grænserne for hvad der stemmer og ikke stemmer er lidt mere åbne, end det målbare eksakte. Dog må det aldrig være for skarpt. Et højt A der er en anelse fladt skurrer ikke i ørene på samme måde som et skarpt. Desuden vælger mange det minimalt flade A for at opnå en fornemmelse af en mere kraftfuld tone. Et korrekt sat højt A vil dog altid være lidt fladt de første 10-15 min indtil piben er varm. Du ved derfor, at hvis dit høje A er skarpt lige når du begynder at varme op, er den helt gal. Hvis det sidder lige i skabet til at starte med skal du være på vagt, da det højst sandsynligt vil blive skarpere inden for nogle få minutter. (Se note 2)
- C og E
Herefter skal dit C og E stemmes.
E´et er indgangsdøren til din tophånd, og hvis ikke dit E stemmer, vil du have besvær med at stemme dit F og høje G korrekt. Mere om det nedenfor. Hvis din chanter er lavet at Polypenco vil dit E og C højst sandsynlig være for skarpe, hvis de lyder forkert, og der skal placeres tape på hullerne. Det er afstanden mellem reed´ets placering og oversiden af hullet der bestemmer tonens toneleje. Tape skal derfor altid placeres på oversiden. Det er min erfaring, at de indbyrdes toner på en træ-chanter godt kan være en anelse mere flydende ift hinanden, end på en polypenco-chanter. Derfor er der en minimal større mulighed for, at C og/eller E er flade. Hvis dette er tilfældet kan du sænke reedet i chanteren, men så må du starte forfra med at stemme det høje A, som nu vil være for skarpt. Alternativt kan du skrabe i oversiden af hullerne, men dette kræver nok nærmere overvejelser om det er chanteren eller reedet der er problemet her, og hvis chanteren ejes af dit band kan det nok være, at du skulle tage en drøftelse med din PM før disse mere drastiske metoder tages i anvendelse. 😊
C og E skal stemme med dronerne. Og her er der ingen større margen at bevæge sig inden for. De 2 toner skal stemme perfekt. Bum! Og især et korrekt E er, sammen med det høje A og lave A afgørende for, at man har en pibe, der er værd at lytte på. Er disse toner ikke stemte, vil chanteren opleves som lige så kaotisk, som at søge fodfæste i et rum uden tyngdekraft, hvilket vi jo alle har prøvet.
En hjælp til at stemme kan være, at stemme 1 tenor (de 2 andre slukkes) til det lave A hvorefter E spilles. Stemmer det? Forsøg også at gøre det omvendte: Stem tenoren til E og spil herefter lavt A. Udfør den samme øvelse med lavt A og C.
Når disse nøgletoner er på plads er du rigtig godt i vej. De resterende toner stemmes nemlig ikke i samme grad ift. dronerne, men i reference til nøgletonerne.
- D
Tonen D har udviklet sig igennem de seneste 50-60 år. Et moderne D er væsentligt fladere, end et D typisk var i 70´erne. Men der var også forskelle på den tid. Ian MacLellan fra Strathclyde Police kunne fx godt lide et fladere D end Tom MacAllister fra Shotts & Dykehead i samme periode. Der er i endnu højere grad, end med tonen højt A, et lidt bredere område, hvor et D opfattes som værende korrekt stemt. Både et gammeldags D og et moderne D blender fint med dronerne, så derfor kan du ikke benytte dem til at guide dig til det korrekte D. Her skal du sætte dit D ift C og E, og der er derfor endnu en grund til, at du har fået styr på disse toner. Prøv at lytte til Angus McColl´s CD på et ordentligt musikanlæg. Han spiller med et af de fedeste D´er, jeg har hørt. Jeg synes også at have bemærket, at man kan slippe afsted med et ret skarpt D hvis dronerne er kraftige, hvorimod et skarpt D i mine ører kan lyde mere ubehageligt i samklang med afdæmpede droner. Shotts´ gule plade fra 1976, tydeligst i intro solonummeret, er i min optik et godt eksempel på, at det skarpe D kan lyde fint.
- F
Tonen F kan virkelig være den uartige dreng i klassen. F´et volder ofte problemer på grund af ustabilitet, eller fordi det kan være hyper følsomt over for selv den mindste ustabile blæsning. Hvis et helt nyt reed har denne skavank bør det ikke benyttes, men kan muligvis alligevel godt fungere med en anden chanter. Lige så snart et brugt reed begynder på den slags narrestreger bør det kasseres. Enkelte reeds kan også have en decideret dobbelttone på F. Det kan skyldes, at reedets soundboks (det indvendige rum, som dannes mellem reedets 2 blade) er for stort. De gamle i gårde vil vide, at dette var i sin tid (for) hyppigt et problem med MacAllister reeds. Et særdeles kraftigt tryk på reed´et kan med lidt held afhjælpe dette problem, men muligheden for at man kommer til at trykke al saft og kraft ud af tophåndens øvrige toner er overhængende. Men altså; F´et bygges oven på E´et. F´et stemmes således i relation til E´et.
5) Højt G
Og det samme gør sig gældende her; Det høje G placeres i relation til F´et. Jeg har lagt mærke til, at lige som det er tilfældet med D´et, er grænserne for hvad der opfattes som et korrekt højt G, lidt bredere. Dog ikke så brede som med D´et. jeg synes også, at der kan være stor forskel på klangen af denne tone på de enkelte chanter makes. Jeg har altid ment, at klangen af en Sinclair chanters høje G og høje A er meget karakteristisk og er uovertruffen god. Min tilgang til det høje G er det samme, som det høje A. Hvis det perfekte ikke kan opnås (som naturligvis altid bør tilstræbes) foretrækker jeg altid det for fladt stemte, frem for det for højt stemte.
B og lavt G
Disse 2 toner er chanterens 2 mest undseelige toner, og overses ofte. Muligvis fordi det faktisk er ret vanskeligt at høre, om de stemmer. Omvendt er det så også vanskeligt at høre, at de ikke stemmer 😊 Jeg opdagede eksempelvis ved en tilfældighed, at jeg i årevis havde spillet med et alt for dybt lavt G. Det var først, da en gæstespiller i bandet gjorde mig opmærksom på det, at jeg fik det på plads. Resten af bandets lave G´er måtte efterfølgende justeres, og jeg havde på daværende tidspunkt vundet en håndfuld solokonkurrencer med det for dybe G, uden at dommerne tilsyneladende heller havde bemærket det.
Jeg håber denne gennemgang har inspireret dig til at øge dit fokus (eller bibeholde dit fortsatte fokus) på, at din chanter skal være i stemning, og at du har opmærksomhed på din vedvarende selvtræning i at kunne høre, hvornår en tone ikke er i stemning. Er du en erfaren spiller har du måske din egen systematik, men måske kan du alligevel fiske et par opmærksomhedspunkter fra denne artikel. Man bliver aldrig for dygtig til at lære! (Dette er faktisk et citat fra PM Robert Mathieson efter han havde vundet flere verdensmesterskabs titler med sit band, Shotts & Dykehead).
Det kan måske være vanskeligt at holde styr på alle chanterens 9 toner. Men hvis du fx stiller dig selv den opgave, altid at møde til træning med en chanter med det rette forhold mellem lavt og højt A (og medtag så også lige C og E nu du er i gang) vil det være meget lettere for din PM at stemme resten ind. Så får du en glad PM, og vi ved jo alle, at en glad PM er nøglen til at løse de fleste problemer her på kloden.
God arbejdslyst!
Note 1
Til eksempel har min oplevelse været, at de fleste hæver trykket minimalt når tonerne højt A og højt G spilles. Går man derfor direkte fra tophånden ned på de blæsefølsomme toner F og D, vil disse toner derfor lyde forholdsvis skarpere, end hvis de spilles, når man kommer fra de lavereliggende toner på bundhånden. Melodierne Lochanside og 2. del af Green Hills of Tyrol er fremragende til at afsløre disse tendenser, og er netop årsagen til, at jeg i årtier har anvendt disse melodier, når jeg skulle fintune bandet.
Hvis ikke du er bevidst om disse blæseuartigheder vil du derfor have meget “fornøjelse” med hele tiden at skulle justere tonerne op og ned, og måske ovenikøbet forlade dig på den fejlkonklusion, at reedet er ustabilt, eller faktisk endnu være; at tonerne stemmer, selvom de ikke gør når du er kommet i gang med at spille, efter opvarmning.
En anden meget typisk tendens er, at mange blæser lidt kraftigere når de spiller sammen med hele bandet, end når de står alene eller sammen 2 og 2 når PM skal tjekke chanterens pitch i forhold til sin egen. Det er for at imødegå dette, at din PM en gang imellem render rundt mellem piperne og lytter, selvom det ser ud som om han leder efter småsten. Atter andre blæser anderledes i forhold til den spillede melodis sværhedsgrad.
Note 2
Men hvis din pibe er blevet tør efter fx en længere spillepause eller en periode med meget varme dage, vil din chanter efter alt at dømme være ude af balance med hvinende skarpe toner til følge. Her vil tilførsel af fugtighed gøre, at chanterens pitch langsomt falder, og tonerne vil sætter sig på plads igen. Det slider dog på et reed at gennemgå en sådan proces, og vil resultere i, at reedets levetid forkortes.
Mange begår den fejl, at de utålmodigt stemmer på chanteren før reedet har genfundet sin stabilitet efter en udtørring. Eller også begynder de at stemme chanterens toner, før piben er helt varm. Resultatet er, at man gentagne gange må justere, da reedet i en periode hele tiden vil ændre sig. Hvis man har lyst til at bruge sin tid på det når man står og spiller for sig selv, er jo en smagssag og et spørgsmål om hvor hæslig man kan tolerere tonen, men det kan være et problem, når et pipecore skal varme op og stemmes. Her vil der typisk være, på vores niveau på en almindelig øveaften, spillere med for tørre instrumenter, og spillere med instrumenter i fugtbalance, som vil have forskellige behov for opvarmning. En af hemmelighederne ved kunsten at kunne stemme et pipe band er derfor at vide, hvornår man skal stemme, og hvornår man ikke skal!
Be the first to comment