Af Ingrid Borg Nielsen
Jeg er blevet opfordret til at skrive en anekdote. En anekdote er en kort, vittig historie fra det virkelige liv. Problemet er dog, at ofte er det sjove, når man sidder i godt selskab og fortæller historier og kan sige: Kan du huske…? Når man skal fortælle historien for andre, er den ikke altid så sjov. Men jeg forsøger mig med et par historier fra min piping karrieres spæde start.
I 1981 skulle vi på sommerferie i Skotland. Palle Schjerning havde arrangeret, at vi alle (Palle Schjerning, min mand Erik og jeg) kunne bo hos Mrs. Unrau i Edinburgh. Hun havde en slags B&B for danskere, der rejste til Edinburgh. Om aftenen havnede vi gerne på Ensign Ewart på The Royal Mile. En aften kom Palle i snak med en hollænder. Palle fortalte ham, at vi var skotter og boede på slottet. Hollænderen var meget, meget glad. For nu havde han vandret rundt i højlandet i 14 dage uden at møde en eneste skotte. Så han var lykkelig for, at det nu var lykkedes at møde nogle vaskeægte skotter, så hele hans ferie var reddet.
Vel hjemkommet fra det skotske skulle vi til Skandinaviske Mesterskaber i Slagelse. Jeg mener at huske at det var første år, hvor der også blev afholdt tattoo. Til aftenfesten fik vi (Palle, Erik og jeg) forvildet os ind i VIP området. Her var der gratis mad og drikke. Bedst som jeg var ved at skulle til at spise fra den fine buffet, var der en dame (fru Gatzswiller viste det sig at være), der på engelsk spurgte, hvor vi kom fra. Jeg var ved at få pindemaden i den gale hals, for nu blev vi jo nok smidt ud. Gode råd var dyre, så jeg skyndte mig at sige, at vi kom fra Edinburgh. Det var jo for så vidt rigtigt! Hun spurgte så, hvad vi så syntes om deres tattoo. Så var det bare om at sige, at vi var vildt imponerede over deres store arbejde. Heldigvis blev hun forstyrret, og vi kunne skynde os ud, inden der kom nogen og afslørede os.
I 1983 var der Skandinaviske Mesterskaber i Helsingborg på Sofiero. Under konkurrencerne blev det uvejr med regn og torden, og efterfølgende meget lummert og fugtigt. Dette medførte, at mange stoppede med at spille, da dronerne gik ud, for de gamle cane reeds var meget følsomme overfor fugtighed. Palle Schjerning, der var PM for Lochlann Pipe Band, var syg, så jeg havde problemer med at få hjælp til at få stemt mine droner. Men som altid var Bob Kilgour villig til at give en hjælpende hånd. Jeg havde aldrig før spillet Hornpipe/Jig, men det skulle da forsøges. Det gik mildest talt ikke godt. Jeg kunne ikke huske melodien i hornpipen, så jeg måtte improvisere. Jeg fik øje på Bob under spillet, og han så forbavset ud over, hvad det dog var jeg spillede. Det lykkedes dog at få spille 4 measures uden nedbrud. Til afterpartyet kom Per Stjernquist hen til mig og fortalte, at han var blevet nr. 2 og jeg nr. 3 ved De Skandinaviske Mesterskaber. Hvem der vandt, husker jeg ikke. Jeg var mildest talt forbløffet over, hvordan det kunne ske. Men der var kun 3, der gennemførte alle 3 discipliner! Alle de dygtige pipere var stoppet under spillet mest p.g.a. droner der gik ud som følge af det ustadige vejr. Jo, man kan forbløffes nogen gange.
Jeg må konkludere, at sækkepiben blev min skæbne. Alle de oplevelser spillet har givet mig er bare guld værd. Jeg kunne skrive tykke bøger om alt det, spillet har givet mig. Men det er nok ikke så sjovt for andre. Men når jeg en dag sidder på plejehjemmet, vil jeg kunne sige: Kan du huske…?
Fremragende initiativ, der rækker meget længere end til HPD.
Gøder sammenhængskraften i hele den danske pipeband-verden.
Selv for evige begyndere.