Guldkoncert med HP&D – af Stig Bang-Mortensen

En oplevelsesberetning af Stig Bang-Mortensen. Stig har spillet med HP&D op gennem 80’erne, og er mangeårigt medarrangør af Tønder Festivalen. Desuden er Stig aktiv inden for folkemusikscenen i Sønderjylland. 

Scenen er sat på Langhøjskolen i Hvidovre, HP&D fylder 50, og det skal fejres.

Det blev så ikke til noget, og nu et år senere og 300 km fra Sønderjylland, er det alvor. Spekulationerne undervejs var mest: ”Gud ved hvem der dukker op, mon ikke de ser meget gamle ud?”, eller: ”kan de overhovedet stadig spille?”.

Der dukkede gamle op, men godt, at alle dem der stod på Pauls liste, ikke dukkede op. Det mindst imponerende var, at bandet efter 51 år stadig kunne både spille og lyde godt.

Udstillingen, der var fremstillet til lejligheden, var af imponerende format. Alene listen over medlemmer gennem tiden var et kæmpe (og fra den kant forventeligt) nørdearbejde fra øverste skuffe. Bayeuxtapetet var et lige så imponerende stykke arbejde. Alle sten var blevet vendt. Kort fortalt kræver det således omkring 300 mennesker, at holde en forening kørende i 50 år. I det lys var der flere, som havde været med altid, og resten var kommet igen. Der var svenskere, og tak for det. Det vidner om, at der stadig er tråde på tværs af Skandinavien.

Musikken til koncerten var den kendte blanding af nyt, gammelt, og meget gammelt. Noget var så gammelt, at det var forsvundet ud af repertoiret før jeg startede i 1979. Det smukke var, at høre hvordan endnu en chanter-investering medvirkede positivt til bandets klang. Bevares, så højstemt, at jeg lige skulle vænne mig til det, men der var ikke rigtig nogle chanters der havde egen mening om hvor, hvad skulle stemme. Ingen chance for at gemme sig længere, og det var der heller ingen der gjorde. Der var to karakterfulde soli af Ralph og Tom, som jeg husker dem. Et kendetegn på modenhed er, at der var fokus på musik, frem for teknik. Sidstnævnte var der bare, og førstnævnte til overflod. Introduktionerne er blevet en større del end tidligere (så kan man puste lidt ud ind imellem).

Til den formelle reception var min største morskab, at gå rundt og prøve at sætte navn på spøgelserne. På nær én, fik jeg dem allesammen.

Festen foregik, meget passende, i skolefritidsordningen. Her blev det rigtig sjovt. Talerne indeholdt forventelige og passende uforskammetheder. Det var en fornøjelse at tumle rundt, og nå at tale med de fleste. Samtalerne var nedslag i en tid, hvor mange af os delte ungdom, og ofte sås et par gange om ugen. Vanen tro, fik jeg da både spillet et par festnumre, og lejlighed til at fortælle historier.

Sengetid var vist ved 2-3 tiden (eller sandsynligvis tidligere, men blandt de sidste). Bente havde sørget for morgenmad, og efter et check på MobilePay om hvornår jeg kunne køre bil igen, gik turen tilbage til Sønderjylland.

Det var fornøjeligt, følelsesladet, dejligt, sjovt, vanligt excentrisk og alt muligt andet, at være med. Jeg kommer aldrig til at spille med HP&D igen, men de 11 år jeg var der, er en tid, jeg ikke ville være foruden.