Af deltager ved 2022; Kaj Larssen
Busserne som hentede os, stod allerede klar ved 8-tiden og folk begyndte langsomt at samles for at stige ombord. Pollock Halls, der skulle være vores ’base’ de kommende 4 uger, lå badet i solskin og alt tegnede til at blive en god dag. Forventningerne til, hvad der nu skulle ske, var naturligvis høje, men også præget af en vis ængstelse for, om vi hver især kunne honorere de krav der var stillet for at kunne medvirke i årets Royal Edinburgh Military Tattoo i The Massed Pipes & Drums. Nu skulle måneders forberedelser og træning stå deres prøve. Er jeg nu sikker på, om jeg kan levere en acceptabel præstation i reel’en, fungerer min sækkepibe nu tilfredsstillende, og hvor meget kommer jeg til at fjumre rundt, når vi nu skal til at indøve de mange forskellige formationer. Tankerne hos os alle var mange og spændingen om, hvad der skulle ske, stor.
Dagen var lørdag, og vores første rehearsal skulle til at tage form. Edinburgh var ved at vågne op til en solrig og dejlig dag og vores bus nærmere sig Redford Barracks, hvor vi skulle tilbringe adskillige timer de kommende dage. Humøret blandt os i ’The Nordic Team’ var godt og vi var alle veludhvilede og klar til at gå i gang. Sækkepibe kassen var fyldt med alle de rekvisitter, der muligvis skulle anvendes i løbet af dagen, plus adskillige andre små som store fornødenheder, der i kritiske situationer kunne blive brug for, hvis instrumentet af uransagelige årsager fandt på at gøre knuder. Således bestod ’oppakningen’ ikke kun af instrumentet, men også inverness-cape, ekstra trøje, briller/solbriller, glengarry og ikke mindst nogle liter drikkevand.
Vores lille enhed i ’The Nordic Team’ bestod af en lille gruppe dedikerede personer fra henholdsvis Skåne og Danmark. Stewart fra Silkeborg-egnen og Tom fra sønden for Køge suppleret af Björn og Jan fra Malmø. Hertil kom så undertegnede. Forberedelserne og træningen havde vi hver især stået for, krydret med en række weekend udflugter til kasernen i Amersfoort i Holland hvor vores værtsband, The Crossed Swords Pipes & Drums midlertidigt har hjemsted. Så, alt-i-alt tegnede det hele ganske godt. Catherine fra Gordons havde endvidere suppleret os med en lille hunde mascot, som vi hver især skulle påtage pasningen af under hele tattoo’et. Vi blev dog hurtigt enige om, at det nok ikke gik an at tage hunden med til aftenens forestilling, da den uden tvivl nok skulle tisse. Den måtte pænt blive hjemme.
Således gik knap en uge med rehearsals. Tidligt op og sent i seng. Og langsomt, men sikkert, indfandt sig en form for rutiner, hvor vores drill performances og vores spil blev mere og mere unisont. Torsdag skulle så være vores sidste rehearsal, som samtidig var en dress rehearsal. Handicaporganisationer og venner og bekendte var inviteret til aftenens 2 forestillinger, som forløb ganske tilfredsstillende med nogle enkelte justeringer undervejs.
Fredagens og lørdagens shows, 4 i alt forløb ligeledes tilfredsstillende. Formiddagene blev brugt til lidt ekstra træning på både practice chanter og pibe.
Vi var nu nået hen til weekenden, hvor et velfortjent hvil om søndagen havde sin berettigelse. Morgenmaden på Pollock Halls er legendarisk – ikke for sin høje kulinariske kvalitet, men snarere fordi den er yderst righoldig og varieret. Pollock Halls har ligeledes en pub, som måske nærmere er et nødvendigt onde end egentlig hyggelig. Vi, fra The Nordic Team, fandt snart en lille hyggelig pub i nærheden som hed The Cask & Barrell, hvor det snart viste sig, at der blev udøvet en hel del folkemusik. Det var et ganske behageligt og lidt anderledes afbræk i vores ellers meget faste musikalske retning, som vi havde fulgt den seneste uges tid.
Repertoiret i forbindelse med dette års tattoo var udsendt til deltagerne i marts måned og indeholdt omkring 19 tunes fordelt på forskellige typer melodier. Hertil kom så senere en række harmonier, som skulle spilles sammen med brass bands i finalen. Ændringer i sammensætning og i settings kom ligeledes efterfølgende, ligesom vi jo også skulle være forberedt på, at der kunne/ville ske ændringer helt op til premieren.
Mange kender ’The Draw Bridge’, som ligger i forlængelse af The Esplanade og er indgangen til Edinburgh Castle. Den er vel lige omkring 3 meter bred, og på den anden side inde i borgen udvider vejen sig lidt. Her tager The Massed Pipes & Drums opstilling hver aften og snor sig op ad den smalle passage videre ind i borgen. Når tiden nærmer sig, og vi skal til at starte showet, finder folk deres pladser og gør sig klar til aftenens åbningsforestilling. På et tidspunkt kan man så fornemme, at the Senior Drum Major råber: ”Massed Pipes & Drums – by the center – quick march”. Og nu sker det som umiddelbart virker som en umulighed: 200 spillende musikere begiver sig ud gennem The Draw Bridge på mindre end 30 sekunder. Her gælder det om at huske sin egen position, ikke kun i forhold til den der står foran, men i lige så høj grad til de som står på hver side af en. Vores band havde 2. række i march retningen til højre. Porten, som er i forlængelse af The Draw Bridge bliver samtidig indhyllet i røg fra nogle røgkanoner som lægger et veritabelt røgslør således, at chancen for ’at fare vild’ er til stede. Vel gennem The Draw Bridge og røgslør kommer så næste udfordring, at sprede formationen ud på Esplanaden og samtidig forsøge at indhente piperen foran en. Hvis trommeslagere generelt taler om, at piperne tager for lange skridt, vil et par træningsaftener på Edinburgh Castle formentlig gøre underværker. Det er ikke kun lange skridt, men også tempo 96. Men alle disse udfordringer blev jo klaret i forbindelse med vores mange rehearsals den første uge.
Før vi var klar til aftenens show, var der jo nogen forberedelse. Den typiske start for vores band forløb med, for pipernes vedkommende, at mødes kl. 17.15 og køre aftenens program igennem på piberne og samtidig få stemt chanters og droner. Udfordringen her lå i, at vi spillede på B-flat chanters, hvilket betyder, at pitchen er helt nede omkring 440 Hz. Et par gange kom vi dog op på 446-47, hvilket var et resultat af ekstrem høje temperaturer (fredag-lørdag 12.-13. august). Mange pipers anvendte ’droneforlængere’ for at opnå den lavere pitch. Jeg selv havde fikset mine drone reeds, med lidt assistance fra Tom H, til at få dem til at stemme i normalområdet. Personligt syntes jeg, at det både gav en bedre musikalsk stabilitet og lyd og, at mine droner ligeledes befandt sig i normalområdet. Smag og behag er selvfølgelig forskellig.
Efter en lille halv times tuning og gennemgang af aftenens program, var det tid til omklædning. Op til værelset på Pollock Halls (som normalt er et studenter campus) og iklæde sig Full Dress. Herefter mødes med resten af bandet nedenfor vores hus og hjælpe hinanden med at få lagt plaid på. Ingen sækkepibe kuffert eller andet ikke brugbart tages med, da vi skal op i en bus og direkte til Edinburgh Castle, ca. 20 minutters kørsel. Ens gode intentioner om, at være forberedt på regn (inverness cape), ekstra reeds, tape og andre supplerende instrumenter m.m., kan man godt glemme. Forudsætningen er, at du og dit instrument fungerer og, hvis du tager noget med, skal du kunne have det i din uniform. En vandflaske kan dog altid gemmes i sækken (hvis lynlås), men ellers forventes det, at du skal kunne levere og præstere det du er kommet for, uden problemer.
Hvis jeg skal nævne nogle af de ting man skal være forberedt på, vil det være en gentagelse af den ’børnelærdom’ som de fleste pipers har stiftet bekendtskab gennem deres læringsproces. Men, nogle af de absolut vigtigste er følgende:
- Sørg for, at dine reeds – både chanter og droner – er i orden, hvilket betyder ikke for bløde, da luftfugtigheden kan være/er betydelig højere end normalt. Du må forvente, at din pibe bliver udsat for en ekstremitet, den under normale forhold ikke kender.
- Bindinger skal være i orden, både hvor droner og chanter sidder i stokke, men også, at dine tunings slides skal være så løse/faste, at du uden besvær kan dreje dem (tuning) med to fingre. Hertil skal du sikre dig, at din sæk er tæt og, at stokkene ligeledes er tætte.
- Du skal kunne håndtere din pibe på en professionel måde, hvilket vil sige, at du skal kunne starte og stoppe på de rette tidspunkter uden mislyde fra droner eller chanter.
- Du skal have indgående kendskab til dit instrument og ligeledes den fornødne kondition til at spille flere timer dagligt.
Klokken er omkring 19.00 og vel ankommet i bus (der ankommer 22 busser inden for samme tidsperiode og alle parkerer på Esplanaden), stiger vi ud, og begiver os hver især op til den platform på Edinburgh Castle, hvor de fleste kanoner er opstillet. Hvert band har en anvist plads, hvor vi står skulder ved skulder med det næste band. Her afventes så Major Gordon Rowans ankomst, før de enkelte bands går videre. Gordon indkalder de respektive Pipe Majors og Drum Majors og fortæller dem, hvor aftenens pitch vil ligge, og hvilke iagttagelser der er gjort rent musikalsk og formations mæssigt aftenen før. Gordon er Director of The Army School of Bagpipe & Drumming. Herefter sættes alle bands i gang og spiller noget af aftenens program igennem. Typisk er der fokuseret på reels og jigs, hvor budskabet oftest indeholder krav om bedre frasering og mere stringente overgange fra en melodi til en anden. Nogle af de andre krav er, at lytte til hinanden og være meget opmærksom på takten fra senior bass drummer.
Efter at have spillet flere passager fra det samlede repertoire igennem igen og igen, bliver hvert band overladt til sig selv for yderligere tuning af chanters og droner. Omkring kl. 20 vil det meste være overstået og samtlige afventer herefter aftenens show, hvor snakken mellem de forskellige bands foregår i livligt og lystigt tempo.
I starten af tattoo’et begynder de enkelte bands opstillingen i march formationen ca. 20-25 minutter, før ’tæppet skulle gå’. Efterhånden indfinder der sig en hel del rutiner, hvor man afventer forskellige signaler, som man selv iagttager og indfinder sig så på ’sin plads’ umiddelbart før afgang. For den udenforstående, må det virke dybt frustrerende, og til tider stressende, men for deltagerne var det ’kun’ spørgsmålet om, at finde sin plads, verificere at man stod side om side med de andre ’6-ere’. Var dét på plads, skulle resten nok gå.
Vores introduktion til aftenens show indeholdt, som beskrevet ovenfor, også en række forskellige formationer, som samlet skulle udgøre hele vores performance. De knap 10 minutter, det hele tog, var relativt hurtigt overstået sammenlignet med den tid, vi havde brugt op til. Her er der et reelt sammenligningsgrundlag med et pipe band der skal til en konkurrence.
Vi marcherer ud af Esplanaden og fortsætter ned af The Royal Mile (Lawnmarket) til St. Columba Church, hvor vi har en pause på en halv times tid. Her serveres der lidt spiseligt (pie, suppe eller stew) og en kop the. En halv time senere begiver de af os, der skal spille til danserne så op til Esplanaden igen og afventer, at det mexikanske indslag slutter. På givet signal begiver vi os ind på Esplanaden i forskellige mindre grupper og leverer de danse melodier, der skal til. Det tager knap 5 minutter og herefter tilbage til St. Columba, hvor vi tilbringer de næste 20 minutter.
Optakten til finalen er herefter ved at tage form, og vi begiver os igen op til Esplanaden, hvor vi afventer forskellige brass bands, guards of honour og begyndelsen til ’Walking On the Waves’, hvor vi så langsomt kommer ind langs siderne. Vi finder vores pladser og står så meget stille, indtil vi som afslutning på melodien sætter ind med Massed pipes and drums.
Herefter går det sådan set slag-i-slag. Endnu en sang, the Lonely Piper, Scotland The Brave sammen med Brass, og herefter udmarch for alle andre deltagere undtagen os. Vi afslutter så aftenens tattoo med at spille the Black Bear og Scotland the Brave. Counter march to gange ned og op af The Esplanade og derefter ud og ned af The Royal Mile – stadig spillende. For mit vedkommende nok det mest emotionelle øjeblik når vi, lige før vi forlader Esplanaden, modtager et overstrømmende bifald fra 8.800 tilskuere. Det er bare fantastisk.
Direkte fra The Royal Mile ned til busserne og umiddelbart afsted til Pollock Halls hvor vi er hjemme lidt over klokken 23.
Hjemme igen og efter en kort briefing fra Pipe Major, er det op og komme af tøjet og få det gjort klar til morgendagens performance. Det første der skal ske er, at piben skal skilles ad, reeds tages ud, droner trækkes igennem og watertrap skal tørre. Herefter af med uniformen og få den hængt til luftning, sørge for gamacher bliver kridtet (hvor det er nødvendigt) og i det hele taget sørge for, at alt er klar til næste dag.
Når alle de mere eller mindre obligatoriske opgaver er sat på plads, bliver overvejelsen så, om der er overskud til at gå ned i The Cast Bar. Baren er kun for os deltagere og etableret med det formål, at vi skal kunne more os og samtidig lære de mange forskellige deltagere at kende. Underholdningen står deltagerne selv for, og det er jo ganske befriende når et band som U.S. Army Field Band leverer det ene blues, soul og country nummer efter det andet, eller der lægges op til dans med forskellige mere eller mindre kendte indslag.
Således kunne man afslutte hver aftens tattoo i vores Cast Bar – hvis lysten lige skulle falde over en. Tom Bruun, en af os fra The Nordic Team, var en sand mester i mingling. Stort set ligegyldigt hvor man bevægede sig hen, var der altid nogen som kendte Tom og lige skulle udveksles nyheder. Det var et helt lille verdenssamfund hvor musikken er omdrejningspunktet, men også hvor bekendtskaber og venskaber dannes.
Hvad er det så for et band vi – The Nordic Team – har spillet sammen med i år. Crossed Swords Pipes & Drums er et pipe band, der har hjemsted i Tyskland, og som på sin vis er oprettet som en protest mod nedlæggelsen af stort set alle skotske regimenter i 2007. I den forbindelse blev de tilknyttede pipe bands ligeledes nedlagt. Den øverstbefalende i Tyskland for de britiske styrker (som var skotte), var noget utilfreds med, at han ikke længere kunne få en piper eller et pipe band stillet til sin rådighed, når han havde behov. Hans adjudant, som var piper, fandt på den idé at undersøge, om der kunne stables et band på benene i Tyskland. Idéen var at søge blandt de ikke tjenstgørende, som var ansat under det britiske militær i Tyskland. Rigtig mange britiske militærfolk har gennem årene fundet en tilværelse i Tyskland samtidig med, at de har arbejdet som Civil Service. Det viste sig, at det var en glimrende idé, og inden længe kom der ligeledes tyske pipers og drummers som blev ’indrulleret’ i rækkerne. Den første rigtige ’udlænding’ som blev optaget i bandet som Drum Major var Karsten Smith. Karsten arbejdede og var også bosat i Tyskland på det tidspunkt. Bandet har siden oprettelsen deltaget i Edinburgh fire gange og i adskillige andre tattoo’s fra Moskva til Belfast og videre til Oman og Berlin, Bremen, Belgien og Nederlandene. Bandet ledes af Pipe Major David Johnston, og i det daglige også af Pipe Sergeant Rainer Wagner. I dag består bandet af mange medlemmer fra forskellige nationer og er gradueret som 4 med et repertoire, som kan matche de nuværende britiske militære pipe bands.
Repertoiret til Edinburgh Tattoo’et i år har naturligvis lagt beslag på det meste af bandets aktiviteter. På grund af Corona situationen har det frem til marts måned været usikkert, hvorvidt tattoo’et overhovedet kunne gennemføres. Der har derfor ikke været afholdt de månedlige band practice weekends som oprindeligt tænkt. Træningen har derfor været meget ’selviscenesættelse’, hvilket naturligvis har givet udfordringer for hver enkelt. Men det er rent faktisk gået ganske fornuftigt.
Ovenstående er min egen ’udlægning’ af oplevelserne de knap 5 uger det hele stod på. Jeg har valgt at holde mig til de lidt mere ’tørre facts’, og ikke ’smurt for tykt’ på, da muligheden og lysten for at andre kan deltage i fremtiden også skal fremmes. Uden tvivl har dette år været en lige så stor oplevelse, som da jeg deltog i 2017. Selvom jeg måske kan kalde mig lidt mere rutineret, er der dog ikke 2 tattoo’s der er ens. Din musikalske kapacitet, din evne til at arbejde i team, din fysiske formåen og ikke mindst din egen vilje til at ville, er nogle af de udfordringer du vil møde. Og det er egenskaber, som ikke er så ringe endda, at stifte bekendtskab med.
Her kan du se et indslag fra Edinburgh Tattoo:
Bb er 467 Hz. A er 440 Hz ☝️😉