En uendelig historie

Af Bente Andersen

Skribenten her måtte selv tage” Stikken”, da den oprindeligt udpegede fik forfald (tro nu ikke du slipper, Greg 😊), og så kan man som læser sidde og tænke: “Tager hun den selv, fordi hun aldrig ville få den ellers?”. Det spørgsmål er til refleksion hos læseren. 

Jeg har valgt emnet: Hvorfor spiller jeg sækkepibe? – som jeg kan svare på, mens jeg stadig kan huske historien, og fordi jeg altid bliver spurgt om det, når jeg kommer til at fortælle om det.

Først lidt om evidensen: Videnskaben viser, at amatørmusikere er mindre stressede. At spille et instrument øger livskvaliteten. Mestring af et instrument giver glæde og øger selvtilliden betragteligt, nedsætter blodtrykket og niveauet af stresshormoner. 

“Nå,” tænker læseren så; “…er det virkelig rigtigt i et pipe band med højt lydniveau? Mit blodtryk stiger, når jeg spiller – og det er som at være til Crossfit gange ti”. 

Jo, – det er nemlig både den løbende og den efterfølgende tid, der skaber fornemmelsen af glæde, og når du så tænker, at det sociale samvær fylder ca. 50% af det at spille i et band og beviseligt er udfaldsgivende for, om bandet har succes, er det oplagt at spille i HP&D, hvor vi netop har den vision med. Der bliver investeret mange følelser i musikken, og man tilbringer mange timer sammen. Det er derfor, vi hiver os op af sofaen (eller ikke sætter os i den), når vi skal afsted til spil. Når vi øver for os selv derhjemme, er det ofte med tankerne på, at vi skal spille godt i fællesskabet. 

Hvor kommer jeg fra? Hvorfor var jeg væk i mange år? Og hvorfor er jeg kommet igen?

Jeg kommer fra Limfjordsbyerne Skive og Nykøbing Mors. Byer der var gensidigt afhængige af uddannelse og industri – også før Sallingsundbroen. Jeg flyttede fra området lang tid før broen, så jeg har tilbragt mange lange timer i en kø til ”Pinen og Plagen” i min barndom/ungdom. 

I Skive boede jeg ved siden af min danselærer, Preben Lykke, en særdeles visionær og kreativ personlighed. Jeg startede til dans som 6-årig, og da jeg var 11 fik han mine forældres tilsagn om, at den lyskrøllede pige også måtte starte i Skive Pigegarde, som det var dengang. Jeg lærte at spille piccolofløjte, og da jeg var 12, i 1969, inviterede Preben mig ind og se Edinburgh Tattoo i TV og spillede nogle plader for mig (Muirheads). Det var overvældende og en følelse af beundring for den særlige lyd. Preben sagde så, at han havde tænkt at købe tre sækkepiber til pigegarden, og at jeg og to andre skulle starte med at læse os at spille. Jeps, det var beskeden,  så det blev indkøbt: Lærebøger, practice chanters, sækkepibe etc. via Aage Skov i Århus. 

Vi fik det hele det ene år efter sommerferien, og planen var, at vi var på gaden til arrangementer det følgende år. Dett lykkedes for to af os, mens den tredje to et års tid mere. Hvordan det lød, skal jeg ikke vurdere og huske husker det heller ikke. Men vi gjorde det, på trods af et møde med Mogens Zieler i 1970 på refugiet Spøttrup Kloster – en ganske syret oplevelse for en pige på 13 – som sagde, at vi aldrig vile lære at spille – uden at han dog selv ville spille for os. Han havde muligvis ret, men heldigvis havde vi to ledere med os, der samlede op 😊 Stig Bang-Mortensen har tidligere beskrevet et møde i Pipe Band centret i Skelbækgade med den herre her i Lyngtidende, og jeg tilslutter mig helt. Jeg tænkte: ”Ha ha, kunstner.  Jeg spiller, du spiller ikke, se mig her.” Men jeg sagde det ikke, for han var blevet gammel og skrøbelig, og dem skal vi passe på. 

Vi kløede på og spillede ”as good as it gets” i nogle år. I 1976 kom HP&D til Skive i anledning af Børnehjælpsdagene, fordi den turistansvarlige i Skive kendte bandet via Per Bergenholz. To af os blev ”tvunget” til at spille ved det sociale arrangement, og jeg husker så tydeligt, at vi stillede os på en altan med ryggen til publikum vel vidende, at vi var altså ikke lige så gode som dem. 

Af en eller anden grund var de tilstedeværende pipere fra HP&D begejstrede – ikke på grund af vores teknik, men fordi vi rent faktisk mestrede instrumenterne rigtig godt med trykket, stemning og sammenspil. Teknisk måtte jeg senere starte helt forfra på practice chanter.

Tre af os, to pipere og en trommeslager, blev inviteret til Skandinavisk Mesterskab, der det år foregik på Frilandsmuseet med fest på Fortunen. Vi boede privat, og jeg blev selvfølgelig indkvarteret ved PM Paul Martin Holm. Jeg husker, at det er ved den lejlighed, jeg mødte Karin, som er min ”Partner in Crime” – stadigvæk og igennem alle årene.  Vi rullede rundt sammen med bastrommeslager Tage bag i en kassevogn på vejen fra Fortunen ind til en bar i byen, som bandet ofte frekventerede. Det var på alle måder en både grænseoverskridende og fuldstændig øjenåbnende oplevelse for mig: ”Hvad lavede jeg dog i Skive?” – jeg skulle til København for at spille sækkepibe i det band. 

Så korrespondentuddannelsen i Skive blev afsluttet og jeg tog en tur til Skotland – ferie, med Paul Martin, og så kan man sige: ”Resten er historie”, – og deeeet er det så alligevel ikke helt, for det er også nutid – og en mellemliggende tid. 

Jeg spillede ganske kort tid i B-bandet med Mogens som pipe major, og da Pauls og min datter, Marie, var blevet født i november 1978, deltog jeg i bandtræning med A-bandet inden jul samme år. Hun blev A-bandets baby og var med, siger og skriver jeg, hele tiden. Med ørepropper og barnevognskassen i bagagerummet så hun bare kunne sove videre efter hjemkomst. 

Som en indskudt bemærkning, kan nævnes, at jeg var til 50-års jubilæum i Skive Garden i 2014, hvor jeg mødte mange kompetente sækkepibespillere, som stadig er i pipe band-verden i Danmark. Jeg tror, vi var en flok på 12, som deltog. 

Mine pipe majors i HP&D frem til 1998 var Peter Ulrik Scheel, Bob Kilgour, Tom Harboe, Tue Johannesen og jeg sluttede vist med Tom lige før min lange pause. 

Det var magiske år fra 1978 til 1998. Jeg husker – nævnt i tilfældig rækkefølge (svært at vælge 😊):

• En ”kvindekvartet” til CWC: Kate Lange, Karin, Bente Viuf, Nini og mig (undskyld hvis jeg misser eller forkerte navne) 
• Utallige øveaftener på Dybbølsbro. Vores Marie og Lillian Viuf Kilgour, som stadig er gode veninder, legede og snakkede med de hjemløse, som overnattede/boede langs banelegemet. 
• Skotlandsture med fantastisk sammenhold, fester og godt spil. På det festlige plan kan nævnes: Øldåser i tårnopsætning, omvendte baby alarmer, røgalarmer – og såmænd bare også det, at vi var der for hinanden. Dengang lukkede pubberne kl. 22:30, og kvinderne var ofte forvist til loungen, så det var intet under, at vi fandt andre veje. 
• Opgradering til grad 2 med HP&D – det år kunne vi ”gå på vandet”. Jeg husker, at vi spillede virkelig godt. 
• Rothesay, – success og publkum (og Pub). 
• Diskvalificering ved VM Grade 2, – vi spillede nogle sekunder for længe. Husker Bob Kilgours vrede tale til os. 
• Tiderne ved dommerbordet ved CWC, på Zahles, hvor jeg f.eks. spottede Bernard – og sagde til Tom Harboe at; ”ham skal du altså kontakte”. (Hvem af jer siger tak? 😊)
• Belgiensture. Succes, fantastisk spil, mangel på nattesøvn (direkte fra baren på hotel, i bad og så til morgenmad hos det samme personale inden bustur hjem). 
• Jeg blev oplært i bestyrelsesarbejdet som f.eks. engagementstegner, og at det kun går, ”hvis vi løfter i flok”. 
• Venskaber for livet som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke jeg havde spillet sækkepibe. 
• Jeg var en god, stabil band piper. Det solomæssige har jeg aldrig brændt for men altid nydt at lytte til i timevis. 

I bandet, som i mange sociale og arbejdsmæssige sammenhænge, opstår og afsluttes parforhold – og mit og Pauls sluttede i 1985. Det medfører i sig selv noget tumult privat,  men bandet vedbliver at bestå, – og tak for det!

I 1998 stoppede jeg i bandet, og det var et stort savn. I flere år var det svært at komme igennem torsdage aftener. Men alting har en ende og en ny begyndelse. Jeg udviklede og fordybede mig i mit fag, fysioterapi, underviste og rejste verden rundt som sportsfysioterapeut i landsholds-, Team Danmark og OL-regi. Her er også venner for livet. 

I alle årene siden 1998 har vi haft en Geriatrisk klub fra pipe band tiden: Peter Ulrik Scheel, Karin Kell Nielsen, Hanne Monberg, Kaj Larssen og jeg – og alle de skiftende partnere, livet byder os 😊 Ved en rund fødselsdag forærede denne klub mig en sæk til min sækkepibe, som bare ”kunne tages frem”, og det kom den så af og til (den er lige blevet skiftet). Det skal ikke være en hemmelighed, at Peter Ulrik Scheel skubbede både til Karin og mig i de år, og da vi kom hen mod 2017, blev det mere alvorligt. 

Karin og jeg ville gerne ”gå til noget sammen” og overvejede bl.a. kor, men hvorfor ikke gå til noget vi mente, vi var gode til i forvejen? Og da Peter var startet i HP&D igen i den lille, sluttede flok, som stædigt havde holdt ved at mødes (og stor TAK til jer for det – uden jer, sad jeg ikke her og skrev ”Stikken”), så blev det i Foråret 2018, hvor jeg pludselig kiggede ud til en øveaften – og så fangede og fængede ”bordet”. TAK, Karin og Peter! Entusiasmen var tændt igen. 

De næste måneder kom piperne dryssende ind i et jævnt tempo, og jeg er nu omgivet af mange gode venner. Toppunktet kom midt i Corona-tiden, hvor vi i november 2020 også havde besøg af vores faste gæstespillere, som Tue har indført i vores band med succes: Tom, Bernard og Bendix. Der fornemmede jeg flere gange ”deja-vu” af den gode slags fra mine første 20 år i bandet. 

I mellemtiden – fra 2013 og frem – har Lise, Paul og jeg fået en familie med tre super musikalske børnebørn (seriøst!), som vi er fælles om, og vi fandt ud af, at vi da sagtens kan spille i samme band – fællesskabet er hermed for livet, også på det plan. En familie i familien. 

Så: Går du derude med en drøm om at spille og være sammen igen,  ja, så er det såmænd kun at finde instrumentet frem og møde op – resten kommer, og sværere er det ikke. Men det kræver at ”limen” til sofaen lige opløses og løsner dig fra sædet. Du kan spille fast, du kan komme på besøg eller du kan være gæstespiller. 

Som den opmærksomme læser kan forstå, så var min pause på 20 år. Ved min første øveaften derefter kunne jeg ikke (og det kan jeg stadig ikke) huske navne på de melodier, jeg kendte. Jeg spurgte første aften Peter; ”Kan jeg den?” (Frank Thompson) – og han svarede; ”Selvfølgelig kan du det” – og det kunne jeg. Det er som at have lært at køre på cykel, og hjernen og motorikken kan godt. Der er ”sat spor”. Så kan gigtramte fingre og lignende sætte begrænsninger, men det er supergodt med bevægelse for at holde dem og dig igang. Og derudover kommer du i fysisk form. 

Tak til Greg og Jonas, som utrættelige får mig afsted i Flex-trafik om tirsdagen, og tak til hele HP&D: Nuværende, daværende og kommende. I ved hver især, hvad I betyder for mig, og det er ikke så lidt! 

Tak til Bernard, for at have genoplivet ”Lyngtidende” med succes, – uden dig som ”Redakteur” var det aldrig lykkedes. 

Og husk: Vi er ikke blot ”en flok gamle tosser”, der spiller sammen, – vi er seriøse med vores lyd, vores teknik og vores fællesskab – det er ikke bare ”noget vi leger”. 

Og DERFOR, pga. hele historien ovenfor, spiller jeg sækkepibe. 

Vi ses til jubilæet og i årene, der kommer. 

Efterskrift: Muligvis er der lidt rod i årstal og navne. Narrativet er udtryk for skribentens ”fornemmelse for tid”.