En indgangsvinkel til Pibroch – set med andre briller.

Af Ralph Lützhøft Hansen

 

Man skulle mene at det er et stort emne at kaste sig ud i – især for en dansker. Men meningen er ikke at komme med en større afhandling – blot at nedfælde nogle strøtanker der måske kunne give andre mod på at give Pibroch en chance.

 

Vi undgår ikke en lille forhistorie:

Søger men på nettet opdager man hurtigt at stort set alle novicer der har beskæftiget sig med Pibroch – har været udsat for det samme kloden rundt: noderne viste noget andet end det man skulle spille, det var ikke alle nodeforlæg der var lige gode, samtidig var der en stor strenghed over for det skrevne, og dog var usikkerheden så stor hos alle at selv dommere ofte måtte støtte sig til nodebøger under en konkurrence. Men kort: de gode undervisere var nok dem som af natur var musikalske og pædagogiske nok til at kunne formidle det videre til eleven og hvor begge intet besvær har med  fingerteknik og blæsning. Jeg har set på Youtube kendte pipere stå og synge ind i hovedet på en ung lovende elev – der kæmper sig igennem. Det endte sikkert godt – men er vist ikke den rigtige metode.

At det hele kan virke forvirrende – har sin forklaring: der er tale om gamle sange som ingen kender alderen på. Og det der undrer mig mest er at sangteksterne ikke har overlevet – men kun melodierne, og de er alene nået frem til os ved hjælp af det man kalder Canntaireachd – en slags Volapyk – der efterligner melodien eller sangteksten – eller begge dele på en gang . Da intet blev skrevet ned – er der stor forvirring om alt – men de sange må have betydet meget for mange og derfor blevet holdt i live –  hvor uforståelige de end virker i dag på en uindviet selv om man har noderne liggende foran sig.

Den helt store forvirring begyndte først rigtigt da man forsøger at skrive sangene ned på papir. Der var tale om amatør entusiaster i slutningen af det man i Europa kalder den Nationalromantiske periode. Og her fik den ikke for lidt. De sporadiske ting der var blevet forsøgt nedskrevet forinden – blev nu broderet om efter forgodtbefindende. Og alt lige fra rytme, længde, titel og baggrundshistorie blev fremlagt som endegyldig sandhed uden nogen form for kontrol og evidens. Piobaireachd Society blev grundlagt for at få styr på tingene – men anses i dag for at have standardiseret og simplificeret tingene – så at en melodi som den tager sig ud i dag dårligt ligner sit oprindelige ophav.

Men jeg vil stoppe her for man kan selv læse videre på nettet – og der er stof til mange timers læsning og fortolkning. Det interesserer mig – og det interesserer mig ikke. Det er som et stykke vådt sæbe – ikke til at få hold på. Vi kan I Danmark tolke guldhornene så meget vi har lyst til – helt til bunds når vi aldrig.

Begynd f.eks. med denne artikel 

https://bagpipe.news/2020/06/22/willie-donaldson-what-are-we-waiting-for/

 

 

Her er mine personlige vejledning – hvis du vil lære at spille Pibroch.

Vi glemmer at vi spiller på et middelalder instrument – ligesom vores hjerner stadig tænker som i stenalderen.

Sækkepibespil er simuleret harpespil. Ikke fra den stor harpe vi kender i dag – men den lille harpe fra Irland og Skotland – der på en god dag kan lyde lidt ligesom en æggedeler. Men den havde nogle specielle spillemæssige egenskaber som det gælder om at holde fast i – når man vil spille Pibroch. For at den pågældende sang ikke skulle være kedeligt gentagende klimteri – tilføjede man nogle lydmæssige effekter som gjorde fremførslen mere spændende og festligt – for så til sidst at vende tilbage til selve grund melodien og runde fremførslen af igen – stille og roligt. Gracenotes og de andre tekniske bevægelser skal udføres på sækkepiben – som om det var på et strengeinstrument. Hvis du slår en streng an på et strengeinstrument klinger den rent for sig selv og falder så langsom i styrke. Slår man flere strenge an samtidig sker det samme – men med en anderledes harmonisk klang. En Crunluath lydbevægelse op til en hovedtone i melodien er en simuleret lyd af flere strenge anslået samtidigt. Da harpen i forhold til sin størrelse og strenglængde havde en meget kraftig resonanskasse måtte selve spillet på den – for at give god mening – udføres særdeles langsomt og kontrolleret. Derfor spilles Piborch langsom og adstadigt ellers falder det hele klangmæssigt oven i hinanden. I nye noder er man begyndt at fjerne takt angivelserne og det giver god mening da hastigheden altid skal være rolig og afpasset efter omstændighederne. Jeg tror at hastigheden på en melodi afhænger af hvordan instrumentet – her sækkepiben – lyder. Hvor meget resonans og overtoner der kommer fra instrumentet – og her spiller alle faktorer ind. En “god” pibroch kan kun spilles som tiltænkt – på en “god” sækkepibe – der udsender en klangbund magen til harpens resonanskassen. Tager vi de første 3 toner i en Pibroch: en G gracenote på et E (cadence) og så et dybt A. Vi kan prøve at overføre dette til harpespil: du knipser på G strengen og kort efter på E strengen og lader E strengen synge lidt længere og knipser så til sidst på dybt A strengen der er en hovedtone og derfor skal svinge længere og får ligefrem lov til at “klinge lidt af” inden næste toneskift. Og så fremdeles – det hele skal foregå i et tempo så toner og teknik kan få ro til at “klinge lidt af”. Derfor er fingerskift på chanteren altafgørende. Hurtige og bratte fingerskift fjerne resonans klangene og svarer til at man efter hver tone utidigt træder på dæmpningspedalen på et klaver. Som hovedregel kan man sige at man først går videre til næste tone – når den tone man netop spiller har “opbrugt” sin klang effekt. Hvornår er klang effekten så opbrugt – kan man spørge.For det første skal man jo huske at holde melodien kørende – den skal jo være straks genkendelig. Men effekten er opbrugt – når der af lytteren forventes noget nyt. Vi kender det fra impressionisterne f.eks. Claude Debussy. Clair De Lune lyder på mange måde som en  Pibroch – den er langsom, bygget op omkring klange og uforudsigelige toneskift og har et tempo der virker som om det går op og ned.

 

Appendix

Det mest underlige – synes jeg – er at disse melodier har overlevet til i dag. De må virkelig havde betydet noget engang. Selv i dag kan Pibroch spillere tælles på få hænder. Og hvordan har det ikke lydt dengang i 1600 tallet med kun 2 droner og reeds høstet nede ved søbredden. Man gad godt have været en flue på væggen.

 

Jeg kan kun anbefale at man kaster sig ud i Pibroch – det er sækkepibens fundament og på verdensplan kun få mennesker forundt!

 

3 Comments

  1. Der findes en del tekster med relation til bestemte pibroch. De er med andre ord ikke væk, melodierne har bare fjernet sig fra forlægget. Det kan have noget at gøre med at Highland Pipes som vi kender den næppe er tidligere på færde en slutningen af 1700-tallet og at pibroch før det blev spillet på mindre sækkepiber. Alan MacDonald har udgivet et par CD’er med bud på hvordan det har lydt. En god bog at stikke næsen i også er Hugh Cheapes “Bagpipes, A National Collection Of A National Instrument”. Ud over at komme godt rundt om hvad der findes af gamle sækkepiber, kommer den også godt rundt om det faktum at to drone instrumentets almindelige udbredelse tidligere er en skrøne og at tre-drone instrumentet som vi kender det næppe er meget mere en 250 år gammelt.

    • To drone-instrument som i et instrument med to tenor droner og ingen bas findes der ikke mange af. Den fremherskende Pastoral Pipe havde to droner, tenor og bas. Nogen mener at basdronen som den er kendt på Highland Pipes først er landet i Nord-Skotland fra Galizien i Spanien. Med andre ord så kan Highland Pipes være en sen 1700-tals blanding af flere forskellige forlæg fra nord og syd.

  2. To drone-instrument som i et instrument med to tenor droner og ingen bas findes der ikke mange af. Den fremherskende Pastoral Pipe havde to droner, tenor og bas. Nogen mener at basdronen som den er kendt på Highland Pipes først er landet i Nord-Skotland fra Galizien i Spanien. Med andre ord så kan Highland Pipes være en sen 1700-tals blanding af flere forskellige forlæg fra nord og syd.

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*