Den overdrevne ophøjethed

Det er med en vis fare for at ride en af mine kæpheste, at der i det følgende løbes den risiko at kede læseren med nogle, af redaktøren begået, lidt atypiske refleksioner. 

Så er d’herrer – og damer – advaret. 

Min undren drejer sig om en temmelig ejendommelig form for indadskuende attitude, jeg mener at kunne spore adskillige steder i vor lille piping- og drumming-verden. En, synes jeg, spøjs tendens, der i årevis har givet undertegnede anledning til spekulationer, og som denne anden udgave af (det genopståede) Lyngtidende nu altså tvinges til at lægge spalteplads til.

Skotland, må være et udmærket sted at tage udgangspunkt i. Vi begynder på hjørnet mellem Buchanan og Sauchiehall Street.

For nogle år siden stod jeg nemlig på scenen i Glasgows fine Royal Concert Hall. Midt under koncerten, der altså var årsag til, at jeg befandt mig i det af pipe band-folket så velkendte koncerthus – omgivet af nogle af de bedste i branchen – var det blevet en enkelt pipers tur til at spille første del (det man kalder for en urlar) af The Lament for The Children. 

Derfor trak alle i bandet, undtaget naturligvis den pågældende solo-piper, i koncerthusets kælder, i hvilken der af praktiske årsager befinder sig en lang række højtalere, hvorfra tilstedeværende kan høre, hvad der foregår på scenen. På den måde kan musikere komme rettidigt tilbage, efter de har stemt deres instrumenter, fået slukket tørsten etc.

Og det var gennem disse små højtalere, jeg tilfældigvis opfangede, hvad der foregik på scenen, lige efter det indslag, der, som nævnt, var en bid af The Lament for The Children.

Efterfølgende blev melodien nemlig over for publikum nærmere omtalt af den konferencier, der i øvrigt gjorde en fremragende indsats, og desuden selv må siges at have et piping-CV, de færreste kan matche. 

Men, og her kommer jeg så småt til pointen; det var artige sager, det gode publikum måtte lægge ører til.

Konferencieren benyttede lejligheden til at bekendtgøre sin egen vurdering af denne piobaireachd og kunne i den forbindelse fortælle intet mindre end, at (og hold nu godt fast, kære læser); “...The Lament for The Children nok er det mest melodiske stykke musik, der nogensinde er komponeret. Ikke blot for sækkepibe, men inden for en hvilken som helst musikgenre.” 

Vi lader den stå et øjeblik.

En sådan påstand grænser til det enfoldige, og netop en beskyldning om enfoldighed var jeg givetvis blevet ophavsmand til, såfremt den ellers glimrende konferencier ikke besad de meritter, som vedkommende nu engang gør, og som derfor per definition gør ham uegnet til at bære nogen form for diskvalificerende prædikat.

Dermed skal aldeles ikke være sagt, at The Lament for The Children, en piobaireachd de fleste også her i landet vil have stiftet bekendtskab med, er et banalt stykke musik. Heri ligger min intention så afgjort ikke.

Men selv for de af os, som ikke just besidder adelig dannelse, må påstanden, om at dette stykke musik skulle være det ypperligste inden for kompositionskunsten, forekomme latterlig.

Og heri bunder min undren – for jeg har oplevet noget lignende utallige gange både før og siden. Jeg tillader mig derfor at spørge: Hvorfor denne trang til at ophæve det relative til det absolutte? 

Er The Lament for The Children på linje med – eller større end – Schuberts ouverturer? Eller kanske Händels kantater? Måske overgår den Juleoratoriet af selveste Bach? Alene tanken er udtryk for afsindighed, og siger man det højt, gør man sig skyldig i ufrivillig komik.  

The Children, som melodien ofte kaldes, er komponeret af Patrick Mòr MacCrimmon (1595-1670), som var officiel piper for MacLeods of Dunvegan. 

Denne MacCrimmon er med andre ord ud af en samtid, i hvilken vi finder komponister, der bl.a. tæller tyske Heinrich Schütz (1585-1672), (som i parentes bemærket i en periode fungerede som Christian IVs kapelmester ved hoffet i København) og italienske Claudio Monteverdi (1567-1643). Sidstnævnte vel at mærke en mand, hvis værker kommer til at stå som centrale i brydningen mellem renæssance- og barokmusikken.

Skal vi gætte på, at der er et par milliarder flere, der har hørt om Schútz og Monteverdi end om hr. Mòr MacCrimmon, og skal vi ved samme lejlighed ikke også gætte på, at det ikke er tilfældigt?

Alene ved denne kendsgerning burde ovennævnte forestilling være ført tilstrækkeligt ad absurdum!

Selv det mest overfladiske kendskab til et hvilket som helst af de klassiske komponisters mesterværker vil med bare ét slag tage livet af denne ovenfornævnte skrøne om The Lament for The Children. Der kræves næppe nogen særlig sans for spidsfindigheder for at kunne afslå påstanden, ligesom yderligere agitation herfor ej heller må regnes for nødvendig.

Isoleret set er der naturligvis ikke skyggen af rimelighed i at lade sig tage på vej af en sådan vildfarelse, som i bund og grund drejer sig om, at en piobaireachd skulle være at regne for tangerende det overjordiske.

Problemet er imidlertid, at påstanden er symptomatisk for en mentalitet, der er ganske udbredt i vor piping- og pipe band-verden, og som er karakteriseret ved, at man ophæver noget ganske trivielt – ja, ofte banaliteter – til en form for sværmeri.

Hvad mon ligger til grund for dette sælsomme behov for overdrevet ophøjethed? Hvorvidt der er tale om noget alment sociologisk, er jeg aldeles ukvalificeret til at kunne vurdere. Men temmelig overbevist er jeg alligevel om, at man i mange forhold inden for piping- og pipe band-verdenen er tilbøjelig til at tage sig selv overordentlig alvorligt. 

Det kommer bl.a. til udtryk, når man ser på, hvortil vi kigger efter inspiration, som for den altovervejende dels vedkommende må siges at være inden for egne rækker.

I musikøjemed er det derfor min påstand, at vi nemt kan blive for indadskuende.

Det fornemmes ærligt talt, at vi alt for sjældent ser ud mod de andre musikarter, med hvilke man med lethed kunne berige måden, hvorpå vi anskuer vor egen musik. Ja, tilmed kunne vi måske drage lære af et nærmere bekendtskab med helt andre kunstformer eller enddog videnskaber, selvom de umiddelbart ikke har det fjerneste med pipe bands at gøre. 

I det, der på overfladen kan virke helt fri af relevans for det, vi søger indsigt i og belyst, gemmer muligvis – hvis man da tør kradse lidt i denne overflade – på for os ganske interessante svar. Jeg minder om, at videnskabelige discipliner – som f.eks. matematikkens aritmetik – for længe siden i akademisk øjemed var placeret i samme faggruppe som bl.a. musik!

Skal en dansk pipe major således partout imitere en grad 1-pipe major’s gøren og laden, når målet er at opbygge det bedste sækkepibe- og trommehold her i landet? Man bør nok være varsom med at begrænse sig i hvert fald.

Min gode ven, Jesper Lindhard, har over for mig i årevis berettet om den viden, han har tilegnet sig gennem litteratur om elitesportsudøvere. Især har han beskæftiget sig med den danske “Guldfireren“, der udmærkede sig ved at vinde en række OL-guldmedaljer.

I den historie, mener Lindhard, gemmer sig dyrbar viden om mål, strategi, samarbejde og resultater, som musikorkestre (der konkurrerer) kan lære af.  Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Hvorledes ville det gå os, hvis vi som pipers og drummers lod os pirre af det uortodokse og fandt inspiration i eksempelvis den klassiske musik? Er der én korrekt måde at holde sine stikker eller sin chanter på, og bliver udfaldet nødvendigvis negativt, dersom nogen ligefrem tilsigter det, for de fleste, akavede?

Sådan behøver det vel ikke at gå. 

Frédéric Chopin nåede i sine 39 leveår, foruden noget af det smukkeste musik, der er blevet denne verden skænket, at efterlade sig mangen en tanke om aspekter ved musik og dens udførelse. Tanker, der siden Chopins død i 1849 har tjent som inspiration for såvel musikere som folk fra vel enhver anden baggrund. 

Blandt meget andet visdom citeres han flittigt for at diskutere tilgangen til teknik. En tilgang, der på én og samme tid må betegnes som både pragmatisk og akademisk. Pragmatisk, fordi Chopin argumenterede for, at påstanden om at der findes én korrekt tilgang til det tekniske umuligt kunne være sand. Akademisk, fordi han ikke alene forlod sig på arbitrære mavefornemmelser men derimod argumenterede med udgangspunkt i eksempelvis ergonomi.

Jeg spørger stilfærdigt, om vi med fordel kunne applicere den slags overvejelser på vort eget felt, eller på de elever vi tager ansvar for at oplære?

For mit eget vedkommende har jeg i mange år været fascineret af den verdensberømte operasanger, Plácido Domingos, tilgang til musikken. Der findes et meget rigt tilgængeligt arkiv af denne nulevende maestros undervisning. Intet sted har jeg lært mere om musik end ved studier af hin undervisning, og særligt i de år jeg havde glæden af at spille med det canadiske Simon Fraser University Pipe Band, slog det mig til stadighed, hvor meget orkestret ganske ubevidst lænede sig op ad en identisk tilgang i f.eks. måden af frasere på.

Afstanden fra opera til pipe band-musik bliver i det lys pludselig meget kort.

Det bør fastholdes, at vi ikke gør os selv nogen tjeneste ved at ophøje vore elskede instrumenter, vore fineste melodier eller de dygtigste komponister iblandt os og anbringe dem på en piedestal.

Overflødigt er det naturligvis at understrege, at jeg er fuld af respekt og hengivenhed for sækkepibemusikken og herunder naturligvis pipe band-musik. Ligeså for de dygtige komponister som beriger os med deres kompositioner. 

Men nogle gange gør vi måske klogt i at erindre, at det instrument, vi elsker så højt, ikke formår at spille så meget som én enkel fuld oktav, og at det bl.a. af den grund ikke skader at sætte musikken i perspektiv. Om ikke for andet, så i erkendelse af at det tilfører musikken nyt liv, dersom vi tør lade os inspirere hos dem, der sandt for dyden dyrker deres egne ikoner .

Filosofien har Aristoteles, billedhuggerne Michelangelo og litteraturen Dostojevskij. Eftertiden har placeret dem på øverste hylde sammen med de største komponister, verden har set, og som her ikke behøver yderligere introduktion. Men uanset hvad der udgår fra prædikestolen i koncerthuset i Glasgow, så hidhører Angus MacKay, Donald MacLeod og Patrick M’or MacCrimmon altså andetsteds – punktum.

Bernard Bouhadana, redaktør.
Forår 2021.