Da Ib blev spændt fast i seletøj

Af Ib M. C. Nielsen

Det hele begyndte med, at min telefon en aften sagde ”bling”!

Det var Bernard, der på Messenger spurgte, om jeg ville bidrage med en anekdote til Lyngtidende. Jeg bad om at få et par eksempler på, hvordan det kunne se ud, og så sendte han et link, hvor jeg kunne læse Stigs beretning om Mogens Zieler. Da jeg havde læst den, bekræftede jeg letsindigt, at det skulle jeg nok.

Så rodede jeg rundt i min hukommelse efter passende anekdoter, men ingen af dem, der dukkede op, egnede sig til det skriftlige medie. Men hvad så? Jeg tænkte så, at måske kunne en slags reflekterende causeri gøre det i stedet, så det forsøger jeg så her.

Egentlig fik jeg en slags indgangsvinkel via Stigs indlæg, for jeg husker godt den aften, hvor Zieler skulle hjælpes hjem fra Skelbækgade. Det er faktisk den eneste gang, hvor jeg har mødt manden, og så på dette sted! Man må tænke på, at Mogens Zieler harcelerede meget over, at man ville etablere pipe bands efter skotsk mønster i Danmark, hvor hans tanke var, som Stig nævner det, at skabe et dansk repertoire for instrumentet. Men jeg tænker, at man kan se det som en slags forsoning, at han dukkede op i netop Pipe Band Centeret.

Apropos pipe bands, så er det slående, at de to første danske bands og det første svenske blev etableret samtidigt, i 1968. Det skabte det materielle grundlag for, at man allerede fra 1970 kunne holde et skandinavisk mesterskab. Og så kom jeg til at fundere over, hvor meget, der skete i løbet af 70’erne. Nu på mange års afstand og med væsentlig flere år på bagen, er jeg bevidst om, at et årti faktisk er ganske kort tid. Men hvad skete der ikke i vores lille verden!

Som nævnt skandinaviske mesterskaber, som hurtigt fandt sin form med konkurrence i Danmark i lige år og i Sverige i ulige år. Og det holdt jo længe! Og snart efter kom Copenhagen Xmas Competition, som efter et par år blev til Copenhagen Winter Competition, som fik sin storhedstid i perioden fra 1979, hvor formatet blev lagt om til det, der kom til at gælde i mange år efter.

Og de tre oprindelige bands blev til mange flere i disse år, spredt ud over hele Danmark og til de største byer i Sverige (kender nogen til bands uden for Stockholm, Göteborg og Malmø?).

Og endeligt fik vi hen imod slutningen af årtiet også genoplivet Pipers Club of Copenhagen, som ellers svandt hen, da bandene kom til og reelt blev ”the only show in town”. Så vi var velforsynede med piping og drumming efter dette årti! Man skal så heller ikke glemme, at der kvalitetsmæssigt også skete store ting i disse år.

Meget af dette faldt sammen med min egen introduktion til sækkepipeverdenen. Jeg var begyndt som elev i The Scottish Pipe Society of Denmark, forløberen for White Hackle, i april 1970. Og jeg vil da benytte lejligheden til at give en kort beskrivelse af min egen ilddåb i de aktives rækker, som fandt sted i det første større fællesskandinaviske arrangement udover mesterskaberne.

I sommeren 1971 inviterede The Thistle Pipe Band til tattoo i Stockholm. Jeg var endnu ikke begyndt at spille med bandet, men af en eller anden grund havde bandets bass drummer fået forfald, og ”nogen” mente så, at jeg kunne træde til på dette instrument, som jeg aldrig havde rørt ved før. Jeg blev så iklædt et sammenbragt uniform og et hvidt seletøj, der skulle spændes rundt om overkroppen. Meningen var vel, at jeg bare skulle holde takten og ellers gøre, som der blev sagt. Så det …

Hele kontingentet fra København steg på en bus ved siden af Hellig Kors Kirke på Nørrebro. Det var vel en torsdag aften. Og så skulle vi køre til Stockholm om natten. Hvis der var motorvej på E4 dengang, var det nok ikke lange strækninger, så vi kørte hele natten igennem øde landskaber samt små og større byer, med tissepauser undervejs.

Forholdsvis vel fremme i Stockholm blev jeg sammen med andre trommeslagere indkvarteret hos Tidslernes leading drummer, Bill Pardon, i hans lejlighed på Östermalm, vist på Karlavägen. Vi så ellers ikke meget til ham, og han havde vel også sit at se til.

Vi skulle bandvis spille på Sollidenscenen på Skansen, hvorfra svensk TV også sender programmet ”Allsång på Skansen” hver tirsdag om sommeren. Jeg kan nu ikke huske, om vi havde et lige så stort publikum, som der er til dette program.

Thistle Pipe Band havde også indforskrevet John MacFadyen til at spille. Der hørte jeg for første gang piobaireachd live; Lament for Mary MacLeod, om jeg husker rigtigt.

Og ellers lavede vi massed band gennem byen. Jeg husker det, som at vi gik fra Armémuseum til Kungsträdgården.

Den ene aften var der party i et privat hjem og den anden var vi på udflugt med dampskib ud til Vaxholm og tilbage. Undervejs fik jeg en indføring i svensk forsvar af Christer Colliander, PM Per Collianders fætter og piper i bandet, og John MacFadyen spillede også ombord. Det viste, at det kan lade sig at spille godt, selv om promillen vist lå over det lovlige.

I den sammenhæng skal jeg endelig tilføje, at vi også fik tid til at besøge den lokale stampub, The Tudor Arms, på Grevgatan. Her var hofdrikken den vist nok hedengangne øl Double Diamond. Det blev nu ikke til større mængder af denne for mit vedkommende, for den svenske krone var dengang Nordens stærkeste valuta, og det svenske prisniveau tårnhøjt.

På en eller anden måde kom vi tilbage til København, sikkert med bus.