“Det er bedre at studere med måde end at blive gal af for megen lærdom,” skrev Ludvig Holberg. Og måske blev vi i virkeligheden gale dengang i 90’erne, hvor Heather Pipes & Drums (HP&D) må siges at have haft sin storhedstid. Jeg skriver naturligvis for egen regning, men jeg tænker tilbage på en tid, hvor orkestret var præget af en udtalt selvsikkerhed i den forstand, at vi – det meste af tiden – var den store fisk i en lille sø af skandinaviske og nordeuropæiske pipe bands.
I 1994 drog A-bandet til Skotland med det resultat, at man efter stribevis af flotte placeringer tildrog sig en plads i den næstbedste division for pipe bands på verdensplan. Grad 2 var blevet tilgængeligt lokalt. Man regnede sig med rette som værende blandt verdens 50 bedste sækkepibeorkestre, og fordringen om dygtiggørelse og flid var ensbetydende med salighed for unge pipers og drummers, der følte sig velsignet ved at have opnået plads i Heather’s rækker med ret til at bære den røde kilt.
Men noget gik altså galt. Eller også gik det, som det skulle, for som bekendt varer intet evigt, ligesom de fleste – hvis ikke alle – succeser ganske naturligt efterfølges at det modsatte.
I de efterfølgende år blev bandet af forskellige årsager en skygge af sig selv. De yngste af medlemmerne fra senhalvfemserne havde forladt bandet. Det gjaldt også mig selv. Hvor HP&D i vid ustrækning hidtil havde været endestationen for talentfulde pipers og drummers, bød det nye årtusinde på et nyt kapitel for skandinavisk pipe band-historie. Mens enkelte, med større eller mindre held, i de 10 år der gik forud, godt nok havde forsøgt sig som gæstespillere i grad 1 bands ude i den store verden, så man nu, at en række spillere enten bosatte sig i udlandet eller spillede som en slags langdistancespillere i eliteorkestre.
Heathers stod altså med en udfordring, der gik ud på at finde svar på, hvorledes man forblev et attraktivt sækkepibeorkester. Mens der før i tiden ikke havde været et (bedre) alternativ for de dygtigste, og HP&D af den grund blev genstand for en automatisk tilgang fra landets elitespillere, blev bandet tvunget til at operere ud fra sin nye position som mellemstation.
For os, der i de efterfølgende to årtier så til fra sidelinjen, har det været med blandede følelser at se, hvordan orkestret – på trods af en svingende udvikling – set over en længere periode trods alt må siges at have lidt, så det til tider tangerede det fatale.
Blandet, fordi vi på den ene side ikke var del af det hele længere, og endog på mange måder betragtede os selv som tilhørende den britiske eller canadiske pipe band-verden, langt mere end den danske vi jo af egen vilje havde forladt.
Mens vi på den anden side dårligt kunne løsrive os helt fra det, som havde været livsgivende for vore fælles rødder, og som var den direkte årsag til, at vi kunne vinde verdensmesterskaber, indspille CD’er og give koncerter verden over med verdenseliten inden for pipe bands.
Selv de ganske få, som ikke havde brugt HP&D som springbræt til udlandet, var alligevel produkter af de 30 års udvikling, der lå forude og det arbejde, som folk i bandet havde begået.
Vi følte jo alt andet lige et ansvar. Et tilvalg af grad 1 var et tilvalgt af det internationale, men det var i lige så høj grad et fravalg af det lokale og nationale. Vi, der stod som de næste i rækken, var der ikke til at opbygge – eller retteligt; til at bygge ovenpå. Vi bærer derfor også en del af ansvaret for den nedbrydning, der fandt sted.
Men selvom det velsagtens er for tidligt at erklære HP&D for reddet på målstregen, så er det tydeligt for enhver, som har kendskab til bandet, at der alligevel er grund til optimisme.
I den sidste tid har primært forhenværende medlemmer af orkestret meldt sig ind igen, og sammen har de dannet en solid grund for noget stabilt og langtidsholdbart. En helt ufattelig vedholdenhed blandt enkelte medlemmer, som har holdt foreningen i live, mens det så allermest sort ud, har vist sig at bære frugt. Det bør man ikke have andet end respekt for. Det er især disse medlemmer vel undt at opleve fremgang for orkestret. Æren for den igangværende opblomstring tilkommer i høj grad dem.
Afgørende bliver det imidlertid at sikre en tilgang af nye medlemmer. Dette forhold kan ingen lukke øjnene for. I takt med at flere medlemmer engagerer sig i HP&D, må det forventes, at der tages hånd om den opgave, der fremdeles ligger heri.
Vi blev måske en smule gale dengang med al den lærdom, vi så inderligt søgte. I dag er der konsensus om at studere med måde, og forhåbentlig beholder vi derved vor forstand.
Jeg selv gør mig ingen forventninger om at kunne udøve mirakler. Orkestrets fremtid er afhængig af de mennesker, som hver uge møder op og spiller musik og af de musikere, som tager på sine skuldre at oplære kommende generationer af pipers og drummers. Til den opgave bidrager et skrivearbejde næppe.
Det er dog mit oprigtige håb, at en genfødsel af Lyngtidende, foreningens gamle medlemsblad, kan bidrage til, at flere, som måtte nære et ønske om indblik i orkestret, herigennem får lejlighed dertil, og at det med held vil lykkes at inspirere eventuelle nysgerrige fæller.
Nærværende udgave af Lyngtidende er første udgave af bladet i digital form. Det er umuligt at erstatte et trykt blad. Følelsen af papir, duften af blæk og vægten af det fysiske er borte.
Alligevel må den digitale version formodes at være et bedre alternativ end fraværet af Lyngtidende. Dersom et blad kan virke som samlingspunkt for foreningens medlemmer, og såfremt det tilmed kan bidrage til, at andre får større indsigt i orkestrets aktiviteter, så vil jeg mene, at et sådant er gavnligt. Om alt går vel, vil Lyngtidende udkomme en gang i kvartalet.
God læselyst, og tak til bidragsyderne til denne udgave.
Bernard Bouhadana, redaktør.
Vinter 2020.
For mange år siden sad Krikken og og jeg meget sent i PBC. Han sagde “Stig, vi er pionerer” og det går jo meget godt i tråd med ovenstående
Tack Bernard, det är en fin analys. Jag menar att nästan precis detsamma kan sägas om 1st Rl. Engineers / Stockholm Pipe Band. Vi får se om vi överlever krisen.