Tur til Belgien 2023

Skrevet af: Tom Harboe

Så var det tid til at bandet skulle tage til Belgien for at deltage i en pipe band konkurrence. Bandet har opbygget en årelang tradition om deltagelse, og konkurrencen har i årtier været tatoveret ind i bandets årlige to-do liste over aktiviteter, der lige så stabilt som juleaftens komme, er blevet arrangeret hvert år i september måned. Mine erindringer om turene til Belgien er derfor mangfoldige og omgivet af vemod. 

Da jeg blev PM i 1982 tog jeg initiativet til disse ture, for at bandet skulle få noget rutine og erfaring i at deltage i konkurrencer, og i starten stod jeg selv for at arrangere de første rejser. De første mange år forløb turene efter følgende skabelon: 

Afgang torsdag aften i lejet bus. Høj musik og whiskyfest det meste af natten afløst af ganske få timers opretsiddende søvn. Wienerschnitzel-morgenmad og ankomst til spejderhytte om formiddagen, hvor vi indlogerede os med vores medbragte soveposer og luftmadrasser. Derefter restitution og fortrydelse over nattens dumheder, kun afløst af lidt eftermiddags bandtræning. Derpå ud og finde et spisested, tidlig i seng og bandkonkurrencer hele lørdagen. Mere fest (gravøl eller overstadig fest afhængig af resultatet). Søndag morgen op til ny fortrydelse over at man alligevel ikke havde lært noget af tidligere erfaringer. Evt. lidt solokonkurrence og derpå obligatorisk bandoptræden for at holde rejseudgifterne nede. De allermest alkohol-resistente festede derefter igen, og busafgang mandag morgen. Afdæmpet bustur med hjemkomst sent eftermiddag. Ak ja, det var tider. Jeg tager forbehold for diverse erindringsforskydninger med tillæg af en vis grad af glorificering.  

Senere op gennem 80´erne og 90´erne, da vi var færdige med studier og havde fået fede jobs, blev vi mere magelige i takt med at privatøkonomien blev bedre, og vi erkendte, at en sådan “selvdestruktiv døds-weekend” ikke harmonerede med vore musikalske ambitioner, og vi begyndte at køre i sovebus eller at flyve, og vi opgraderede også overnatningsfaciliteterne.

I år delte vi bus med folk fra Aarhus Pipe Band og Holbæk Pipe Band, der til lejligheden samarbejdede om at stille med et konkurrenceband under sidstnævntes navn. 

Busafgangen foregik torsdag morgen fra Ringsted station meget tidligt, fastsat nøjagtig 15 min før det første morgentog fra København ville ankomme. Man skulle derfor tro, at dette var et benspænd nøje udtænkt til turarrangørernes morskab, men Peter bedyrede, at det havde noget med overholdelse af chaufførens køre- hviletidsbestemmelser at gøre, samt hensynet til en masse anden logistik, hvis detaljerigdom jeg har glemt.  Nuvel. Transporten til Ringsted måtte derfor ske på anden vis end med de offentlige, og jeg fik derfor et lift af Charlotte og Bernard.    

 

Busturen mod Belgien gik via det flade Fyn til det dybeste Jylland, hvor de jyske deltagere blev samlet op, hvorefter kursen var sat stik syd over grænsen. På turen var der rig lejlighed til at slumre, sludre, spille, drikke kaffe og spise bjerge af slik, kun afbrudt af et par pauser, hvor chaufføren skulle hvile. I forhold til de tidligere omtalte abegilder i 80´erne lå dette meget mere i tråd med vores median-alder, og lovede desuden godt for arbejdseffektiviteten, når vi skulle vende tilbage til vores respektive jobs den efterfølgende uge, mageligt hjemvendt til Danmark igen. 

Os fra HP&D kunne med tilfredshed stå og lytte til Holbækprojektet, som meget ambitiøst benyttede én af pauserne på vej derned til bandtræning på de store instrumenter. Det føltes derfor som den rene badeferie af være med på HP&D holdet, men lidet vidste vi, at vores PM dagen efter dikterede 2 fulde træningspas af flere timers varighed i lummerheden, hvor Holbækprojektet til sammenligning blot brugte kort tid på at fedte lidt rundt med lidt tape på deres chanters, hvorefter de tilfredse daskede rundt og drak kolde fadøl resten af dagen. Måske skulle vi alligevel have drukket vores PM sønder og sammen på busturen for at kunne hvile om fredagen, som i gamle dage? 

 

Vejret var ualmindeligt varmt for årstiden. Ja, selv i sammenligning med en god sommerdag var det varmt. Det store spørgsmål var derfor, om vi kunne formå at holde vores reeds stabile, eller om lyden ville gå bananas under så ekstreme forhold. Det viste sig dog slet ikke at være et problem, selvom vi slet ikke overholdt en sækkepibes normale hviletidsbestemmelser under indtryk af en sådan hede. Men alligevel havde vi store problemer med at etablere en tilfredsstillende lyd. Og dette til trods for, at vi havde adgang til den største ekspertise ud i stemningens kunst i form af Bernard, som knoklede løs for at få bandet til at lyde ordentligt. Min gryende mistanke om Infinity chanterens ustabilitet på bundhånden, hvilket er en atypisk svaghed for en pipechanter, så ud til at blive bekræftet. Jeg oplevede selv i løbet af lørdagen, at mit eget lave A pludselig blev markant skarpt. Det blev også tydeligt, at andre spillere havde problemer med især tonerne A og B, når de blev udsat for selv den mindste ustabile blæsning, hvilket også har kunnet konstateres ved andre lejligheder. Overfor dette kunne vores deluxe top notch chanter stemmer ikke stille noget som helst op. Resultatet blev da også, at fredagens timelange arbejde med lyden slet ikke stod mål med den lyd, vi producerede til konkurrencerne om lørdagen, og piper dommerne var da heller ikke nådige. Vores trommere klarede sig dog rigtig fint, og de placerede sig blandt den sjove halvdel af konkurrencefeltet. 

 

Om hele skylden for den ustabile lyd udelukkende kan tillægges Infinity chanteren kan være at tage munden for fuld, og det er i hvert fald for letkøbt at bruge dette som hovedforklaring på bandets samlede præstationer i Belgien. Kunne lyd problemerne skyldes et dårligt batch reeds, vi har fået leveret? Er G1 reed´et og Infinity chanteren en dårlig kombination? Eller var der for mange pipers, der spillede på et reed under niveau? Det kan der nok ikke helt svares entydigt på, men svaret kunne være en kombination af flere forhold. Jeg har dog selv forsøgt mig med flere Infinity chanters, og fundet identiske problemer, og så snart jeg flyttede reed´et over i et andet chantermake, fulgte Infinity chanterens karakteristika ikke med.

 

3. halvleg blev tilbragt i festligt lag, hvor vi alle arbejdede hårdt på at genoprette væskebalancen, debriefe, udveksle røverhistorier og fortælle vittigheder, der ikke egner sig til at blive trykt i Lyngtidende, der jo er et lødigt tidsskrift. Jeg havde selv den store glæde at møde de tidligere musikalske ledere fra Antwerp & District PB Ludo og Peter, som jeg ikke havde set i årtier, og som jeg lærte at kende i start 80´erne, da vi alle var unge og håbefulde bandledere. Aftenen blev afsluttet i gården på det hotel vi boede. Her havde Bernard medbragt sin sækkepibe, som bar værten imødekommende gav os lov til at spille på, lige indtil han erfarede det høje lydniveau. 

Søndag var vi tidligt oppe, og chaufføren satte straks kursen nordpå. Hvad vi ikke fik af medaljer i weekenden, fik vi til gengæld i en rigtig hyggelig tur, i godt selskab.