Skrevet af: Tom Harboe, Lyngtidendes korrespondent på Kastellet
Lørdag den 3. juni 2023 var en helt speciel dag. Det var nemlig dagen, hvor The Copenhagen Pipe Band Gathering skulle løbe af stablen, og jeg havde fået lov til at deltage sammen med HP&D. Det var en dag, jeg havde set frem til, og hvor jeg glædede mig til at møde gamle pipe band buddys under hyggelige former, og måske stifte nye bekendtskaber. Jeg havde med en vis spænding holdt øje med vejrudsigten, da dårligt vejr ville kunne sætte en dæmper på arrangementet, men vejret tegnede til at blive aldeles perfekt til pipe band aktiviteter.
Efter en hurtig omklædning i vores tildelte lokale på Kastellet, mødtes alle (der havde bestilt på forhånd) til en let gang frokost. Her slog jeg mig ned ved siden af 2 medlemmer af The Thistle Pipe Band fra Stockholm. De udgjorde en lille håndfuld der havde taget hele turen til kastellet for at medvirke i massed bands, møde andre pipe band interesserede og mærke atmosfæren. Selve bandet havde ikke et selvstændigt indslag på dagen, i øvrigt i lighed med andre bands som fx Kolding Pipe Band og Aarhus Pipe Band, der stillede med hhv. 2 og et enkelt medlem. De var derfor ikke nævnt i det officielle program.
HP&D´s sædvanlige PM, Tue Johannesen, var desværre forhindret i at deltage. Derfor var Peter Scheel hentet ud af gemmerne som hans afløser på dagen. Peter var, som nogle vil huske, PM i HP&D fra 1979 – 80, hvorefter han siden da har befundet sig i et PM-vinterhi, dog med en lille undtagelse i 80´erne, hvor Copenhagen Caledonia Pipe Band hentede ham ud af hulen for en stund. Der var dog ingen rysten på hænderne, stive led, eller råddent træ at spore i hans træben efter at have tilbragt 43 år i hængekøjen. Man kunne tværtimod tydeligt mærke ungdommens energi bruse igennem kroppen på ham på ny, da han som en genfødt kulminerede under solostykket på Amazing Grace senere på dagen ved massed bands.
Efter en let omgang opvarmning af instrumenterne samledes alle til dagens første massed bands opvisning.
Jeg har i alle de mange år, jeg selv har deltaget i et massed bands stort set altid været placeret oppe i 1. række. Her afvikles alting relativt kontrolleret og i god ro og orden, uniformen sidder som den skal og folk har styr på de personer, der afgiver kommandoer og beskeder om melodier, igangsætninger etc. Jeg har dog længe haft den mistanke, at længere nede i geledderne har der altid eksisteret små lommer, hvor der hersker en form for diskret uorden og lovløshed. I kraft af min rang som lemming uden ansvar var der derfor nu omsider opstået en god mulighed for endelig at få syn for sagen. Jeg besluttede mig således for at placere mig helt nede ved trommeslagerne i pipernes bagerste geled, og jeg begyndte derfor at traske ned gennem de opstillede rækker af pipers. Allerede her kunne jeg ane, at min mistanke nok ville blive bekræftet, idet jeg tydeligt kunne mærke den gradvise ændring i folks attitude, efterhånden som jeg bevægede mig ned igennem den opstillede flok; Det forreste geled bestod hovedsagelig af alle lederne og beslutningstagerne. Disse udstrålede myndighed og beslutsomhed, og de er altid velklædte. Derefter kom der nogle rækker bestående af de ambitiøse, de fremadstormende, dem der altid støtter op og står klar til at afløse lederne, skulle behovet opstå. Disse så også myndige ud, – dem skulle man ikke spøge med – og de havde tydeligvis en konstant agtpågivende opmærksomhed rettet mod 1. geled. Herefter begyndte billedet at blive mere broget efterhånden som jeg kom tættere på trommeslagerne, for de bagerste geledder synes typisk at bestå af alle dem, som så ud som om de i virkeligheden blot ville have en øl, af elever der skulle have sig en oplevelse, og i det hele taget af folk som så ud til aldrig at have prøvet et massed band af denne størrelse før, og som derfor blot ønskede at holde lav profil og bare følge trop. Her var holdningen nok mindre rank, blikket knapt så stålsat, og ikke alle strømper sad i vatter.
Jeg stillede mig op i bagerste piperrække lige foran alle bastrommerne for at afvente nærmere instrukser. På et tidspunkt var der én oppe foran der hævede stemmen, og via de omkringståendes indforståede blikke blev vi enige om, at nogle forsøgte at overbringe noget information af en slags. Mere venten forekom, og pludselig havde senior pipe majoren bevæget sig ned gennem rækkerne. Han sagde: ”……..ør……. mhh…..2……Scotland The Brave…..gange!” Senior pipe majoren forsvandt herefter igen.
Vi fornemmede derfor, at vi nu var tættere på en afgang end tidligere, hvilket hurtigt blev bekræftet nogle minutter senere, da vi kunne høre nogle rytmiske orale lyde, der kom fra en retning, hvor massed bands ledelse antagelig befandt sig. Det ca. 120 personers store orkester satte sig derefter i bevægelse akkompagneret af 2 trommehvirvler så præcise, som en vognfuld småsten der læsses af på en asfaltvej. Vi marcherede afsted over de toppede brosten, hver piper omkring mig startende på den melodi som hver især mente, var den rigtige.
Efter at have kæmpet os igennem diverse hjørner, hvor geledderne momentvis kunne sammenlignes med en flok får der gennes afsted af en fårehund, marcherede vi ind på selve pladsen, hvor publikum stod klar til at betragte os. Vi fandt efterhånden tilbage på vores oprindelige pladser, indhentede de forangående pipers, rankede ryggen og marcherede derefter værdigt frem og tilbage et par gange, hvorefter vi forlod pladsen samme vej, vi havde entreret. Publikum virkede tilfredse, vi var tilfredse, og senior pipe majoren og resten af ledelsen så ikke sure ud. Kort sagt; vi havde været en succes!
Peter havde nu bevilliget fri leg indtil bandets opvarmning forud for vores egen optræden. Jeg fik derfor lejlighed til at overvære et par af de andre bands indslag. Det var her interessant at se de forskellige tilgange til opgaven, som de hver især havde anlagt. Sønderborg Pipes & Drums lavede en meget udadvendt koncert. De havde medtaget 2 dansere og en fanebærer, stod i åben halvcirkel, og marcherede en gang imellem lidt rundt imellem hinanden, så der var variation for dem, der kunne lide action. Det var også tydeligt, at orkesteret prioriterede at spille melodier, som det ikke-sækkepibe kyndige publikum kunne tænkes gerne at ville høre.
Jeg overværede også Gordon Pipes & Drums, og hvad de ikke havde af dansere, havde de til gengæld i uniformeringen. Her var helt klart guf for den uniforms interesserede, dagens flotteste band. Men de stillede sig, lige som vi selv senere gjorde, i den traditionelle cirkel med ryggen til publikum. En inkluderende formation kan man altså ikke kalde en sådan cirkel.
Det 3. band jeg oplevede var os selv. Og i lyset af ovenstående kommentarer, var vores optræden klart den mest indadvendte af de 3. Vi havde ingen flotte uniformer, vi havde ryggen til publikum, og melodivalget var valgt helt ud fra egne præferencer. Det er der sådan set intet galt i, og det er helt klart meget sjovere og langt mere motiverende at spille konkurrencemelodier mm. frem for den evindelige Amazing Grace og andet fra samme skuffe. Men i lyset af debatten om at hverve nyt blod til vores hobby, er det måske meget sundt en gang imellem at gøre sig nogle overordnede tanker om, hvor udadvendte og imødekommende signaler vi egentlig sender, når vi ikke spiller for et indforstået pipe band kyndigt publikum. Kunne vi omfavne publikum mere, uden at gå på kompromis med det musikalske?
Bortset fra det, var en af dagens fede oplever at gå i bagerste række, da vi marcherede ind til vores 6/8 marcher. Fra min plads bagerst kunne jeg tydeligt se, at samtlige 16 pipers´ + trommeslageres kilte havde dette særlige swing der opstår, når frasering, tempo og kropsbevægelser går op i en højere enhed. Her havde vi sgu fat i den lange ende, og jeg ville godt have set, hvordan det så ud på afstand.
Til at binde det hele sammen var PBAS formand David Lundgreen konferencier. David havde samme tjans til vores egen jubilæumskoncert i 2021, og i min optik er han aldeles fremragende til dette job. David tager publikum i hånden, forklarer, bygger op og binder sammen på en sådan måde, at det udgør en tung modvægt, ja måske helt eliminerer mine bemærkninger om indadvendthed.
Dagen blev rundet af med endnu en omgang massed bands. Men nu var vi jo blevet rutinerede og var ikke helt så afhængige af de mumlende fjerne kommandoer, så tingene gled ligesom lidt lettere denne gang. Inde på pladsen var publikumshøjdepunktet afviklingen af Amazing Grace, som David med passende dramatik lagde over i massed bands` hænder. Efter Peters veludførte og spændstige sologennemspilning skulle resten af piperne sætte ind, og håbet er jo her, at der derved etableres en lige vej direkte ind til publikums hjerter. Ikke en øjenkrog skal forblive tør.
Jeg havde set frem til dette klimaks af en massepsykose, men jeg var ikke forberedt på, at jeg på grund af min placering bagerst fik lyden fra samtlige droner kastet direkte op i smasken, da alle startede op. Dette var aldeles overvældende, og jeg var derfor temmelig desorienteret, da jeg med gurglende droner stod og ventede på at aktivere min chanter. Lydbilledet blev nu forstærket af de 4-5 bastrommere, som i det samme begyndte at rumle som en fjern tordenbuldren for at lægge op til den store igangsætning fra pipernes side. Lyden af droner og bastrommer var altdominerende, Peters smukke gennemspilning virkede i situationen som en fjern, næsten glemt fantasi, og ingen anede hvor takten var. (Jeg har senere på en optagelse set, at Peter rent faktisk stod og dirigerede melodien med sit nyolierede føromtalte træben, men nede på de bagerste rækker hvor jeg stod, forblev dette en velbevaret hemmelighed). Sekunderne føltes som minutter, alle skævede rundt for at finde et holdepunkt i kaos, men bedst som mørket var aller mest intenst opstod der lys, da melodien, som et bølgeskvulp der langsomt og kælent breder sig hen over strandkanten, spredte sig ned igennem rækkerne, startende fra officerernes forreste rækker, gennem duksenes, og omsider nåede ned til pøblen med de skæve sokker og jakker, der ikke passede. Massed band forløstes herefter i én stor kollektiv orgasme.
Vi blev dog ret hurtigt revet ud af denne følelse, da det snart stod klart, at der ingen sammenhæng var mellem den forreste del af det store band og den bagerste, hvor trommerne var placeret. Her var enhver overladt til sig selv med sine egne løsninger, og jeg besluttede mig derfor for at placere mit spil ud fra en gennemsnitsbetragtning. De omkringstående pipers gøren og laden var lidt forskellige, hvilket var tydeligt, da vi skulle stoppe. En piper skråt foran mig stoppede sit instrument flere takter før de fleste af os andre med en meget selvtilfreds mine, som dog hurtigt blev afløst af overraskelse.
Melodien ebbede ud. Jeg tror publikum fik hvad de kom efter.
Senere samledes vi alle til grillmad og kolde fadøl. Vi kunne sidde ude i solskinnet, og den meget imødekommende og venlige kommandant der havde muliggjort, at hele arrangementet kunne gennemføres, deltog også. På hans opfordring spillede Ralph i lighed med sidste år nogle numre på sin velklingende pibe. Kommandanten frigav på et tidspunkt resten af ølankeret til fri og gratis afbenyttelse. Der opstod spontane tumultariske scener de følgende minutter.
Alle forudsætninger var dermed til stede, for at jeg kunne have været vågnet op med seriøse tømmermænd dagen efter. Men jeg fik hold i mig selv, og det lykkedes på et tidspunkt at rive mig løs fra det gode selskab for at tage hjem og lufte hunden, der var alene hjemme.
Tak til Kastellets kommandant og dennes sekretær Monica, og tak til David Lundgreen, Ib McCarthy Nielsen, Palle Scherning og Kaj Larssen for at have tilrettelagt en så dejlig dag. Husk at sætte kryds i kalenderen den 1. juni 2024 til næste års Copenhagen Pipe Band Gathering.
/Tom
Be the first to comment