Hvor skal HP&D hen herfra? – tanker efter en “visions snak” en tirsdag. 

Bente Andersen, ca. 1971.

Af Redaktionssekretæren, – Bente A, Piper i HP&D

 

Nu har HP&D i ”ny form” – eksisteret siden 2018, – med forhenværende medlemmer og spillere i lind strøm slentrende ind på øveaftener for at blive hængende – til stor jubel for alle.  Og vi er en del. Vi er rigtig glade for de mere eller mindre faste ”gæstespillere” som kommer med jævne mellemrum, – de er SÅ velkomne og giver stor inspiration (bliv endelig ved). 

Det har været og ER en ugentlig glæde at mødes og spille, – og jeg tror såmænd, at de pauser, der kom under skiftende Corona bølger i 2020, 2021 og 2022 har gjort, at vi sætter ekstra pris på at mødes, og så trives vi sammen. 

Bandet er ikke et såkaldt ”optrædende Band” – set på den måde, at vi elsker engagementer, – vi kan bare godt lide at spille – og at spille op til noget større end bare lige øveaftener – fordi vi netop kan lide at være sammen om spillet. Vores Jubilæumskoncert i 2021 er et eksempel på, at vi gerne vil, -og vores deltagelse i konkurrencer i DK – og engagementet på Kastellet bakker op om det. 

Vi har, hvad alle ved, en høj gennemsnitsalder, selv om der er unge lyspunkter. Dermed er HP&D i risiko for at ”dø ud”, når de gamle forlader Bandet. Man kan sige, at Bandet ”dør” med os. Det, kan man hævde, er helt naturligt, for hvem har sagt, at det er en naturlov, at der til evig tid skal spilles sækkepibe og skotsk tromme i Danmark, – i hvert fald på Band niveau? Og vel ikke engang på solist niveau? 

Det kunne vi selvfølgelig have indset for 30 år siden, – OG der er også med skiftende held blevet gjort indsatser for, at både skaffe og beholde elever. Et faktum er, at for cirka hver 25 gange, der starter en elev, så kommer der MÅSKE én ud i den sidste ende, der kan spille med et Band. Stor ros og tak til alle, der har stillet op med undervisning og engagement gennem tiderne (og stiller op i nutiden).  

En del unge og yngre spillere i DK, både sækkepibe og trommer, har gennem årtier haft lysten til at spille internationalt og i langt bedre sammenhænge, end HP&D kan tilbyde. Det er SÅ forståeligt, fantastisk og helt som det skal være, at der er udlængsel for at blive bedre og for at spille med bedre Bands. Men det er også sårbart for de tilbageværende Bands i DK, da vi er så få, og det er ikke oplagt, at en gruppe plus-50-årige trækker børn og unge til bandet. Det synes som om, det måske kan være et Hovedstadsfænomen, at det er svært at få gjort det interessant at spille i et Pipe Band? I hvert fald har andre byer vist lidt større succes? 

Aflysningerne af HAC og konkurrencen i Stouby på det seneste har gjort, at vi i HP&D har savnet at spille, og selv ”Lyngtidende” har der ikke været mange emner til. Den musikalske ledelse har sat fokus på, at vi skal have diskuteret om, og hvad vi kan gøre ved det, – og kunne vi eventuelt kombinere det med, at der kunne skabes et fokus på børn/unge?

Vi vil gerne prøve at rejse sammen igen, – og derfor har vi meldt os til Peine i maj og Belgien i september. Det er måske ”en romantisk drøm” – når vi får afprøvet, hvor hårdt det egentlig er igen 😊, – men vi gør det. En del tager også på André Rieu rundtur i DK, – netop fordi det at spille sammen med andre har en stor værdi. 

Men vi vil også gerne spille noget mere herhjemme, – et par arrangementer forår (Kastellet er oplagt det ene) og efterår, ud over konkurrencerne. Vi vil gerne spille som Band, -og vi er sikre på, at vi helst gør det i weekender og ikke hverdagsaftener. Det giver ekstra lyst til at give den ”en skalle” med øvning, når der er noget at spille frem i mod. 

Vi vil også gerne i vores kommune, hvor vi øver, Hvidovre, – gøre opmærksom på, at der spilles sækkepibe og tromme, – det arbejder vi på at finde en form for. Der er glimrende muligheder – og vi er i gang med at udforske dem. Der er en Musikskole i Hvidovre, – og der er scene muligheder og fællesskaber, – ligesom der er sommerferie aktiviteter. 

Vi er på Facebook, – og til vores snak om visioner kom en idé med Tik TOK, – (en del af os må vist bare ikke have en App på telefonen) 😉

Vi har ikke fundet en endelig form, men vi er gået lidt af vejen i overvejelserne, og vi VIL gerne, – lige nu er vi ikke ved at ”dø ud”, – men vi vil gerne have et fysisk eftermæle bestående af mennesker, der spiller, så det ikke kun mindes på en eller flere gravstene. 

Jeg er meget glad for, at et ungt medlem meldte sin interesse både som Webmaster og som tromme repræsentant i vores bestyrelse til GF, – det giver et lyspunkt for fremtiden, så tak Erik Martiny, – du ved, du er værdsat. Mange af vi ”gamle” har trådt vores ”organisations barnesko” i Bandet, – og det giver overskud, erfaring og interesse i mange sammenhænge i livet.  

HP&D har stadig som en stor værdi at stille op til danske konkurrencer og arrangementer, – det vægter vi højt, for vi har et fællesskab i Pipeband verdenen i DK, der er unikt, – og det glæder vi os over at bidrage til. 

Så vi ses derude, – og gode idéer og input modtages gerne til ”artens beståen”.  Overvejelserne er ikke slut.

Interviewet med David Lundgreen peger i samme retning, og Redaktørens ord ligeledes, så der er mange og fælles interesser.  

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*