Af: Stig Bang-Mortensen
I anledning af 50 års jubilæet for medleyets opdukken på firmamentet har jeg sat mig for at se lidt på hvordan det udfoldede sig i HP&D.
Pudsigt nok falder HP&D’s formelle opståen sammen med medleyets indførelse og kombinationen af datidens ordnede forhold og min hang til at gemme, gør at jeg kan gå på opdagelse i bandets nodebøger fra 1972 til 1979.
Der er tale om en samling kulørte hæfter, 8 i alt, hvor 5 hver især dækker en periode på ca. 2 år og 3 dækker skandinaviske melodier, massed band og introduktioner. Den sidste har klart et pædagogisk sigte.
Dengang spillede HP&D i grad 4 og kravene var en 2/4 march af en art. Nodehæfterne bærer dog allerede fra starten præg af at man ville videre. Allerede i 1972 var McNeill of Ugadale på repertoiret i settings der ikke var for begyndere. Melodien blev så vidt jeg husker hængende i repertoiret frem til omkring 1980.
1973-74 hæftet var mere end dobbelt så tykt som 72-73 hæftet. Her dukker Hills of Alva op. Shotts and Dykehead gjorde den berømt ved at have den i sit medley i 1970. Som de fleste 4/4 marcher (på nær én) har de døgnflue karakter og den blev ikke spillet da jeg kom til HP&D i 1979. Det er også i dette hæfte, at bandets helt egen version af Glasgow Police Pipers dukker op. Den har jeg til gengæld hørt på Facebook spillet af bandet så sent som til Ralphs 60 års fødselsdag forleden.
1974-75 bevidner strathspeyen Dora MacLeod om endnu en opgradering af bandets musikalske ambitioner. Den er tungt stof og høres i dag af og til i G1 arenaerne. At den så var væk igen 4 år senere er en anden sag.
1975-77 bevidner det første helt store gearskifte i bandets historie. ”Den Gule” indeholder et meget bredt repertoire. Samtidig understreger den at bandets musikalske ambitioner var helt fremme i skoene. Melodiharmonisering og arrangementer er et godt stykke foran hvad der skete i Skotland på det tidspunkt. Efter min opfattelse er det her på linje med hvad der skete i Ontario, Canada på det tidspunkt, og som for alvor gjorde sig bemærket først i 80’erne med især 78th Fraser Highlanders. Dysart and Dundonald viste noget af det frem lidt tidligere, men det havde de planket i Canada. Hæftet indeholder den berømte udgave af Cockney Jocks som ifølge Tomas Kvæde (red: Tomas arrangerede omtalte version) skulle have været en triviel stiløvelse fra konservatoriet, men den var banebrydende i vores verden. HP&D’s opførelse af den i et medley i 1978 på Lyngby Stadion var en stærkt medvirkende årsag til, at jeg flyttede teltpælene fra White Hackle. Derudover er der en række finurlige intermezzoer og introduktioner, som også vidner om hvor langt fremme i skoene HP&D var på det tidspunkt. To-stemmig strathspey hørte man ikke i Skotland. Hvis I plager Paul Holm tilstrækkeligt, så ved jeg, at der findes båndoptagelser af det 😊
1977/78 +78/79 er ikke så grøn som omslaget på 73/74, men fortsætter stilen fra ”Den Gule” med et ret kækt arrangement af Mads Doss, og en bunke melodier som man var nødt til at øver sig hjemme på.
1980 havde ledelsesskift og dermed også nye retninger og ambitioner, men jeg er glad for lige at have oplevet den vel nok mest kreative periode i HP&D’s historie. Så glemte jeg næsten, at Muirhead and Sons Pipe Band lyser ud af hver anden side i hæfterne 😊 og det er ikke skidt.
Be the first to comment