Af: Karin Kell Nielsen – Leading drummer
Mit første og afgørende møde med pipeband-verdenen var mit møde med Klaus Jespersen.
Jeg var 15 år og havde nogle år forinden startet min trommekarriere i Københavnergarden – en blandet garde med drenge og piger. Jeg havde altid drømt om at spille tromme, og garden var meget fornøjelig og meget lærerigt. Vi havde trommeinstruktører fra livgarden, lærte at marchere og gå avancerede tattoo’s, så jeg var egentlig fint tilfreds. MEN, min storebror Bo havde fået den skøre idé at spille sækkepibe i HP&D og proklamerede, at “Hvis du skal lære at spille RIGTIG på tromme, skal du komme over i bandet og spille med os!!!” – Og det skulle vise sig at han fik fuldstændig ret.
Bo tog mig pænt ved hånden og med ned til en trommeøveaften, og præsenterede mig for Klaus Jespersen, som på det tidspunkt var L/D i bandet – og dette mødes skulle vise sig at få en afgørende betydning for mig, mit liv, og for den musik jeg kom til at holder så meget af.
Klaus var på dette tidspunkt banebrydende inden for skotsk drumming i Skandinavien. Han havde studeret den skotske musik grundigt, og skrev alle de beatings vi spillede i bandet. Der var disciplin og flid med masser af træning; Om mandagen spillede alle drummers i pipeband centret (PBC), og om tirsdagen trænede B-bandet, og torsdagen trænede A-bandet. PBC i Skyttegade, hvor trommerne øvede om mandagen, var en oplevelse i sig selv; Klaus havde sat alt i system til perfektion, og der var numre på alt; trommer, udstyr, nodebøger, stikker…you name it, så INGEN kunne være i tvivl om hvor tingene skulle stå, hvem der spillede på hvad, og med hvem, og hvordan man i det hele taget bevarede overblikket. Også undervisningen var lagt i struktur – alle havde én eller flere elever, og spillede flere gange om ugen.
Klaus var et af de mest systematiske og organiserede mennesker jeg har kendt, hvilket også fik stor betydning for hele bandets eksistens. Jeg fik med Klaus som L/D hurtigt lært noget helt grundlæggende, nemlig at dét at være leder, fx. af et band eller en trommegruppe, ikke kun handler om at kunne spille på et instrument. Det handler i lige så høj grad om at forstå den enkeltes udviklingstrin og -behov spillemæssigt, om at holde instrumentet ved lige, og ikke mindst om at være i stand til at organisere, skabe struktur og overblik i foreningen, og herigennem kunne skabe forudsætningen for at spillet kan udfolde sig.
Selvom der var meget spil, og disciplin var en vigtig ingrediens i det musikalske med Klaus som L/D at lære hinanden at kende, tage sig af hinanden og socialt fungere godt sammen, og give plads til humor og grin. Vi havde derfor også jævnligt trommemiddage – og det gik sjældent stille for sig. Og var man piper kunne man en sjælden gang få adgang til disse fantastiske trommemiddagene – hvis man vel at mærke havde en flaske whisky med i hånden.
Det var ikke kun i trommegruppen, men også i bandet som helhed, at Klaus’ store evne og behov for at organisere og skabe struktur kom til udfoldelse – det skete også via Klaus’s rolle som materialeforvalter gennem mange år. Jeg husker fx tydeligt da vi i 78 fik vores ”store” fulldress uniformer hjem fra Skotland, og de skulle gøres klar til fremvisning til en stor optræden på plænen i Tivoli. Der var uendeligt mange uniformsdele der skulle holdes rede på, så Klaus havde til formålet købt kilometervis af stofstrimler med bandnavn og numre for hvert af de uniforms ”sæt” vi havde købt. Alle stofstrimler blev sirligt lagt i små skuffer i en arkiv-anordning som Klaus har havde frembragt. Klaus fik så organiseret, at alle som én fra bandet sad sammen i PBC (som nu var flyttet til Skelbækgade) i weekend efter weekend, og syede numre og bandnavn i hver enkelt lille uniformsdel. En meget samlende aktivitet☺ Vi fik udleveret stof- strimler med respektive numre og bandnavn af Klaus fra hans små skuffer med løbende baner. Alle i bandet havde inden da fået tildelt et uniformsnummer, og hver uniformsdel blev ført på skema af Klaus. På skemaet kunne Klaus holdt styr på, hvem der havde hvilken uniforms beklædning på, og hvornår – og skulle man finde på at bytte uniformsdele mellem hinanden blev det også ført på skema. En datidens form for GPS.
Vi tilbragte rigtig mange timer i vores PBC i Skelbækgade – til træning, møder, og generalforsamlinger. PBC var udgangspunkt for bandarrangementer og rejser, ligesom det var samlingssted for mange fester – også på tværs af bands. Der var derfor naturligvis også stort behov for rengøring, og den årlige hovedrengøring blev organiseret af Klaus. Alle mødte trolig op og fik et kort udarbejdet og udleveret af ham, hvor der meget detaljeret stod hvilken rengøringsopgave man skulle udføre – og man var først færdig når Klaus havde inspiceret og tilset om opgaven var udført korrekt. Det viste sig at være meget effektivt, og selv oprulning af støvsuger-ledningen bliv inspiceret og kvalitetssikret. Der var respekt omkring Klaus, og vi turde ikke gøre andet end det Klaus havde besluttet – men rent blev der, og det var dejligt at slappe af i PBC, når der nu var gjort rent så godt og grundigt – og så var der altid plads til en kold øl fra køleskabet.
Der er gået mange år siden denne famøse tid med Klaus som både L/D og materialeforvalter. Men der er ingen tvivl om at Klaus har haft afgørende betydning for bandets eksistens som forening, for den kultur der gennem årene har holdt sammen på HP&D, og for den musik vi spiller i dag.
Fredag d. 25. februar 2022 havde Tom Harboe og jeg den store ære at spille til Klaus’s bisættelse – en meget smuk mindehøjtidelighed, hvor vi blandt andet spillede ”En yndig og frydefuld sommerdag”. Trommebeatings’ var skrevet af Klaus – klassiske beatings som holder den dag i dag, og på den måde vil Klaus på mange måder leve videre i os alle, og i den skotske musik.
Tusind tak til dig Klaus – for inspirationen til musikken, og for alt hvad du har bidraget med – det har haft afgørende betydning for rigtig mange mennesker, og for udvikling af den skotsk musik i Skandinavien.
Be the first to comment