Trommeplatform med dansk ophav – Anders Jensen har 1000 følgere fra hele verden

Lyngtidende har mødt en af Danmarks mest succesfulde trommeslagere, Anders Jensen, som har en imponerende international karriere bag sig, men som trådte sine barne-ghillie shoes i Heather i 90’erne. Han er manden bag den internationale tromme-platform PBdrumming, som danner ramme om en bred vifte af tilbud.

– Hvad er PBdrumming? Fortæl os  lidt om historien bag!

PBdrumming.com er en hjemmeside, hvor jeg deler trommenoder, som jeg har skrevet de seneste 20+ år, og hvor jeg deler artikler om pipe band-tromning og øvelser, som jeg har tilegnet mig, spillet og givet videre til andre over årene. Idéen bag hjemmesiden var egentlig, at jeg tænkte, at de noder jeg havde stående i ringbind hjemme i stuen måske kunne komme andre til gode, samt, at jeg godt kunne lide idéen om et “rum” eller en “platform” som var min, og som jeg kunne henvise til hvis folk spurgte om det ene eller det andet. Jeg startede hjemmesiden i 2015.

Anders Jensen Triumph Street, grad 1 band fra Vancouver, Canada.

– Hvor er brugerne fra, og hvor mange benytter sig af siden?

De snart 1000 registrerede brugere er fra alle verdensdele og fra ca. 30 lande. Besøgstallet på siden svinger efter sæson og ugedag. Der er f.eks. flest besøgende om mandagen, hvor jeg uploader en ny delt node (og optagelse) på siden.

– Hvad gør du for at pleje din egen inspiration ift. drumming? Har dine egne præferencer ændret sig over tid, og i så fald; hvorfor og hvordan?

I forhold til at pleje min egen inspiration ift. udvikling deltager jeg i workshops (senest en masterclass med Jim Kilpatrick i Skotland) og spiller noder fra mange forskellige kilder (bands, LD’s). Herudover studerer jeg optagelser fra YouTube og live pratices af de bedste drum corps i verden, når muligheden byder sig. Nogle af de seneste års inspirationer tæller; greb på stikkerne (som er et evigt studie), implementering af B&T (samt deres splits) og brug af breaks.

Hver mandag lægger Anders en ny trommestemme på sin hjemmeside.

Jeg tror ikke så meget at min præference ift., hvordan trommestemmer skal understøtte melodierne, har ændret sig markant, men retningen ift. teknik versus musik er klart blevet præget af, hvilke drum corps jeg har spillet i. For mig er det indlysende, at sværhedsgraden af tromme-beatings skal afstemmes ift. de trommeslagere, man har med at gøre. Oftest har jeg sat barren tilpas højt til, at der er udfordringer og udviklingspotentiale i beatings – dog med det aber dabei, at der kan ændres på de sværeste tekniske finurligheder, hvis det kræves ift. at kunne udtrykke musikken i de slag der skal spilles.

– Hvad gør du dig af overvejelser, inden du skriver beatings til bands på forskellige niveau? Er det kun det tekniske, som skal justeres og tilpasses?

Når jeg skriver beatings til solotrommeslagere eller til bands, som jeg ikke kender indgående eller selv underviser, prøver jeg – så godt jeg kan – at ramme et niveau, der tilgodeser, at de musikere, der skal spille beatings, har mulighed for at udtrykke musik. Det vil sige; jeg forsøger at lave beatings teknisk meget spilbare med masser af plads til dynamik (volumenskift). Især når jeg skriver beatings til paradebands eller lavere graderede bands, tænker jeg over simpliciteten i f.eks. at kunne huske beatings, da jeg er klar over, hvor stort et problem dette kan være for nogle.

– Har du planer om at udvikle siden i en bestemt retning? Skal den udbygges, eller forbliver konceptet, som det har været hidtil?

Planerne for siden kommer lidt ad hoc. Den seneste udvikling på siden kom her i efteråret, hvor jeg udvidede den med en afdeling for teknikøvelser. Det gjorde jeg for at kunne henvise til øvelserne på siden, når jeg f.eks. underviser, eller for at kunne henvise til specifikke øvelser når jeg lægger en trommenode op på siden. En anden idé er at lave et par workshops henover året, som spiller sammen med hjemmesiden – sådan at forberedende materiale og optagelser er tilgængelige der inden workshoppen. Den plan er dog udskudt lidt grundet verdens tilstand. Jeg brugte dette koncept med stor succes ifm. Cross Borders Pipe Band – og det er jo reelt set ikke anderledes end at have en dropbox, hvor man deler noder og optagelser, bortset fra at det måske tager sig mere overskueligt ud på en hjemmeside. Sidst, men ikke mindst, overvejer jeg at lave en række live-sessions (live-streams) på min facebook-side henover vinterens mørke måneder. Følg med på PBdrummings facebookside.

– Hvis du kunne give dig selv som 13-årig drummer et godt råd eller to med på vejen i dag, hvad skulle det så være?

Gå efter gåsehuden. Der er ikke mål, der er for høje. Søg selv viden, inspiration og undervisning. Omgiv dig med ligesindede, som har samme mål, vision og gejst som dig selv. Deltag i alle de workshops og sommerskoler du kan komme i nærheden af – både i ind- og udland. Det blev til lidt flere end et til to råd…

Du kan besøge Anders’ hjemmeside på adressen www.PBdrumming.com

1 Trackback / Pingback

  1. Den danske trommestemme, som indbragte en sejr ved VM i drumming – Lyngtidende

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*